Diabetes kan ramme alle
Diabetesforeningen lancerer landsdækkende kampagne med mål om at få +200.000 danskere til at teste deres risiko for type 2-diabetes. Hovedbudskabet: Type 2-diabetes kan ramme alle – så tag testen.
Diabetesforeningen lancerer landsdækkende kampagne med mål om at få +200.000 danskere til at teste deres risiko for type 2-diabetes. Hovedbudskabet: Type 2-diabetes kan ramme alle – så tag testen.
Stigma og fordomme omgærder type 2-diabetes. Samtidig går 100.000 danskere rundt med uopdaget diabetes (2022 tallet i kampagnen var 76.000). Og type 2-diabetes er i kraftig vækst.
I dag har mindst 327.000 danskere type 2-diabetes (2022 tallet i kampagnen var 250.000). I 2030 vil 467.000 have type 2-diabetes. Det er en stille sundhedskatastrofe, vi højlydt vil gøre opmærksom på. For vi kæmper i Diabetesforeningen for, at diabetes bliver taget alvorligt, at sygdommen bliver opdaget i tide, og for at mennesker med diabetes ikke skal kæmpe med stigma alene.
Derfor søsætter vi en kampagne, der skal øge alles kendskab til type 2-diabetes, være med til at afstigmatisere og få over 200.000 danskere til at tage risikotesten på diabetes.dk.
Kampagnens overordnede budskab er:
Type 2-diabetes kan ramme alle – så tag testen
Kampagnen har fokus på, at alle kan risikere at udvikle type 2-diabetes. Dels for at gøre mange opmærksom på sygdommen, og dels udrydder det fordommene om, at det kun er overvægtige eller mennesker, der dyrker for lidt motion, som rammes af diabetes.
Kampagnen har et glimt i øjet, der trods det alvorlige emne ikke spreder dårlig stemning. Der er desuden et kampagnespor særlig rettet mod grupper med forhøjet risiko, for selvom alle kan få type 2-diabetes, er bl.a. arvelighed blandt de væsentligste risikofaktorer.
Med den overordnede kampagne vil vi have alle til at blive opmærksomme på sygdommen. Dels fordi det er et enormt sundhedsproblem og dels for at fjerne misforståelser og fordomme, som mange mennesker med diabetes lider under.
Kampagnen går også hånd i hånd med vores sundhedsbus, der fra midt juni og frem til Verdens Diabetesdag den 14. november stopper i 21 danske byer og tester besøgende for type 2-diabetes.
Kampagnen går i luften med digitale annoncer fra den 1. september på en lang række medieplatforme – og vil også ramme tv den 9. september – og kampagnen vil løbe helt ind til starten af 2023.