Anbefalinger og løsninger

Danmark har en ambition om diabetesbehandling i verdensklasse. For at realisere ambitionerne, er der behov for en ny sundhedsaftale eller en ny national handlingsplan, som fokuserer på styrket behandling af type 1-diabetes.

Diabetesforeningen og tænketanken Type1 anbefaler følgende seks indsatser:

Bedre og lige adgang til diabetesudstyr

Opgør med kassetænkning mellem kommuner og regioner

Bedre muligheder for støtte til mental sundhed

Brugerinddragelse

National standard for overgangen fra barn til voksen

Tryghed for børn i skole og dagtilbud

Bedre og lige adgang til diabetesudstyr

Alle med diabetes skal have adgang til udstyr, der hjælper dem til det bedste liv med diabetes. Der er i dag alt for store geografiske forskelle på, hvilket udstyr man kan få, fordi det i sidste ende afhænger af den økonomiske prioritering i den enkelte region eller kommune. Det skal være gennemsigtigt, hvilke rettigheder man har, og der skal være en klar ansvarsfordeling imellem regioner og kommuner. 

Vi anbefaler:

• Adgang til sensorbaseret glukosemålere (CGM/FGM) og insulinpumper skal være en patientrettighed
• Alle personer med type 1-diabetes skal have lige adgang til insulinpumper og sensorbaserede glukosemålere* 
• Ingen med type 1-diabetes skal pålægges egenbetaling af diabetesudstyr, som er en integreret del af behandlingen.

* Baseret på Dansk Endokrinologisk Selskabs (DES) evidensbaserede anbefalinger

Opgør med kassetænkning mellem kommuner og regioner

Personer med diabetes har i mange år været kastebold mellem kommuner og regioner, når de ønsker udstyr til at regulere deres diabetes og medicinindtag. Udstyr, som de er afhængige af. Problemet opstår især når der opstår tvivl om, hvorvidt udstyr er et hjælpemiddel eller behandlingsredskab, fordi det er to forskellige kasser, der skal betale.

Vi anbefaler:

• Alt diabetesudstyr til personer med type 1-diabetes bevilges fra én instans, der har faglig viden om diabetes. Bevillingskompetencen bør ikke være opdelt imellem hjælpemidler (kommuner) og behandlingsredskaber (regioner), som det er i dag. Personer med type 1-diabetes skal have det udstyr, som behandleren vurderer nødvendigt, og skal ikke blive kastebolde mellem region og kommune.

Bedre muligheder for støtte til mental sundhed

Alt for mange med diabetes får ikke den støtte til mental sundhed, som de har brug for. Der bør i behandlingstilbuddene være større fokus på mestring af diabetes, samt på det levede liv med diabetes. Det psykosociale bør vægtes på lige fod med andre dele af behandlingen, med fokus på viden, handlemuligheder og støtte til mennesker med diabetes.

Vi anbefaler

• Alle behandlere inden for diabetesområdet skal have fokus på de psykosociale aspekter ved diabetes og får adgang til kurser og efteruddannelse
• Der skal tilbydes målrettet undervisning og redskaber til selvhjælp til almindelige psykologiske problemstillinger hos mennesker med diabetes, inden de eventuelt udvikler behandlingskrævende tilstande
• Erfaringsbaseret hjælp og støtte fra en person med diabetes til en anden, de såkaldte 'peer-to-peer' netværk samt patientundervisere på ambulatorierne bør indgå i behandlingstilbuddene
• Der bør være lettere adgang til psykologbehandling for de personer, som har behov for det. Diabetes bør som en kronisk sygdom indgå i henvisningskriterierne i overenskomsten for psykologbehandling.

Brugerinddragelse

Personer med diabetes har et unikt perspektiv som bør bruges i udviklingen af sundhedsvæsenet. Brugerperspektiv og brugerrepræsentanter skal indgå i beslutnings- og udviklingsprocesser.

Vi anbefaler:

• Det er helt afgørende, at personer med diabetes inddrages i behandlingen. Sundhedsvæsenet skal udnytte den ekspertise de har i tilrettelæggelse af behandlingsforløb og i organisatorisk udvikling af sundhedsvæsenet
• Retten til inddragelse bør styrkes med en stærkere organisatorisk brugerinddragelse med tydelige mandater
• Mennesker med diabetes skal inddrages som brugerrepræsentanter i regionernes udbud af behandlingsredskaber, som det sker i kommunale udbud af hjælpemidler
• Erfaringer med digitale værktøjer til inddragelse samt PRO-data (Patient Reported Outcomes) bør bruges systematisk i behandlingen, for at øge kvaliteten af behandlingstilbuddene, så de bliver endnu mere målrettet den enkelte.

National standard for overgangen fra barn til voksen

At få diagnosen type 1-diabetes er en meget stor livsomvæltning. At mestre et liv med diabetes med de livsvilkår og belastninger, som følger med sygdommen, kan være en voldsom fysisk og psykisk udfordring for børn og unge. Der er brug for rådgivning til de unge og forældrene. Det skal være en struktureret og velovervejet proces, og det kræver tid og planlægning.

Vi anbefaler

• Børn og unge med type 1-diabetes har krav på en optimal indsats fra sundhedsvæsnet, så de og deres familier får de bedste muligheder for at leve et godt liv med diabetes. Det bør være en national standard, at diabetesambulatorierne arbejder med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for overgang fra børne-ungeområdet til voksenområdet. Anbefalingerne skal gøres mere forpligtende.
• Alle sygehuse bør etablere et samarbejde mellem børne- og unge- og voksenafdelingerne, med klare aftaler for organisering og strukturering af overgangen, med involvering af relevant tværfagligt personale, de pårørende og den unge selv.

Tryghed for børn i skole og dagtilbud

Børn og unge med diabetes skal sikres et liv med højst mulig livskvalitet og færrest mulige gener i hverdagen. Type 1-diabetes er en kompleks og krævende sygdom, som et barn eller en ung aldrig må have ansvaret for alene. Derfor skal der være mulighed for støtte og hjælp til håndtering af diabetes, så forældrene trygt kan aflevere børnene i skole og dagtilbud.

Vi anbefaler

• Alle skoler og dagtilbud bør tilbyde mulighed for en fast kontaktperson til børn med type 1-diabetes. En kontaktperson skal være en medarbejder, som barnet har tillid til, og som hjælper med blodsukkerregulering, kommunikation og koordinering i det daglige mellem hjem og skole/dagtilbud. Kontaktpersonen hjælper med at sikre generel trivsel, samt at barnet eller den unge med diabetes kan deltage i aktiviteter på lige vilkår med andre.