BLIV MEDLEM

Diabetes kort fortalt

Herunder finder du to tekster om diabetes. En helt kort og en, der er lidt længere. Du er velkommen til at benytte teksterne med Diabetesforeningen som kilde.

Tekst 1:

Helt kort om diabetes

Pr. 1. januar 2019 havde mindst 280.000 danskere diagnosen diabetes. Heraf har 80% type 2-diabetes, 10% type 1-diabetes og 10% type 1½-diabetes. Antallet er i stor stigning. Årsagen til stigningen blandt personer med type 1-diabetes er stadig et mysterium, mens type 2-diabetes til dels er arvelig, men ofte udløses af faktorer som fysisk inaktivitet, overvægt eller nogle former for medicin. 

Desuden skønnes det, at ca. 76.000 danskere går rundt med type 2-diabetes uden at vide det. Op mod 360.000 danskere skønnes at have prædiabetes (forstadier til type 2-diabetes), og af disse vil 30-40 % udvikle type 2-diabetes inden for 3,5 år.

Kilde: Diabetesforeningen


 

Tekst 2:

Om diabetes

I Danmark har mindst 280.000 personer diagnosen diabetes. Det svarer til godt 4,9 % af befolkningen. Der findes to hovedgrupper af diabetes; type 1-diabetes og type 2-diabetes. Antallet af danskere med type 2-diabetes er næsten tredoblet fra 2000-2018.

Type 1-diabetes

Type 1-diabetes bliver som regel diagnosticeret, når man er barn eller ung voksen. Forskerne ved ikke, hvad der udløser type 1-diabetes, og sygdommen kan derfor heller ikke forebygges eller helbredes.

Ved type 1-diabetes ophører insulinproduktionen i kroppen fuldstændig. Det skyldes, at kroppens eget immunforsvar dræber de celler, som producerer insulin. Blodsukkeret skal derfor reguleres med flere daglige insulininjektioner eller med insulinpumpe. 

I alt lever mere end 28.000 danskere med type 1-diabetes.

Type 2-diabetes

Type 2-diabetes rammer primært voksne. Sygdommen er meget arvelig, men udløses i mange tilfælde af faktorer som fysisk inaktivitet, overvægt eller nogle former for medicin. Type 2-diabetes kan derfor i en vis grad forebygges. Ved type 2-diabetes mister kroppen gradvist evnen til at optage insulin og/eller producerer ikke tilstrækkeligt insulin. Det primære mål i behandlingen er at holde blodsukkeret så tæt på normalen som muligt. Nogle kan opnå dette med kost og motion, andre har brug for at supplere med medicin, der øger insulinoptagelsen eller insulinproduktionen. Mange med type 2-diabetes har på et tidspunkt brug for behandling med insulin.  

Mindst 252.000 danskere har type 2-diabetes (inkl. type 1½-diabetes) og udgør dermed langt den største gruppe af diabetikere herhjemme. Dertil kommer ca. 67.000 danskere, der går rundt med en uopdaget type 2-diabetes. Det skønnes, at ca. 360.000 har forstadier til type 2-diabetes (prædiabetes). 30-40 % af prædiabetikere udvikler type 2-diabetes inden for 3,5 år.

Kilde: Diabetesforeningen


 

Ofte stillede spørgsmål om børn og type 1-diabetes

Vi har samlet de ofte stillede spørgsmål om børn og type 1-diabetes i ét dokument. Find f.eks. svar på spørgsmål som Hvordan behandles type 1-diabetes hos børn? og Hedder det type 1-diabetes eller sukkersyge?

Hent arket med de ofte stillede spørgsmål om børn og type 1-diabetes

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes