
DILEMMA
Hørt i diabetesrådgivningen: Min leder ved ikke, at jeg har diabetes.
Min leder ved ikke, at jeg har diabetes. Skal jeg fortælle åbent om det? Eller risikerer jeg at miste mit job?
Jeg er så bange for, at jeg har skudt mig selv i foden! Min leder har nævnt, at jeg har haft meget fravær på det seneste. Jeg har været ansat i seks måneder og er vildt glad for mit nye drømmejob. Men nu er jeg frygteligt bange for at blive fyret. Jeg har nemlig ikke fortalt min leder, at jeg har diabetes. Min stilling kræver store præstationer af mig, som jeg gerne vil leve op til, men jeg kan mærke, at det begynder at tære på kræfterne, og mit blodsukker er blevet sværere at regulere. Skal jeg være ærlig og fortælle om min diabetes? Hvad risikerer jeg? Burde jeg i virkeligheden have fortalt om det allerede ved ansættelsessamtalen?
Det siger diabetesrådgiveren

Fortæl om din diabetes: Åbenhed skaber forståelse
Der er flere fordele ved at fortælle om din diabetes, uanset om du har type 1- eller type 2-diabetes. Det er naturligvis et individuelt valg. Du er den, der kender dig selv og din arbejdsplads bedst. Men: Åbenhed omkring din sygdom nedbryder fordomme og skaber forståelse.
Måske tænker du, at det ikke kommer andre ved. Eller at du ikke vil have et diabetesmærkat sat på dig. Det kan
også være, det betyder meget ikke at skille dig ud fra dine kollegaer, og at du ikke ønsker særlige hensyn. Men når ledelsen kender din situation, kan de bedre støtte dig med eventuelle justeringer af dine arbejdsopgaver. Det kan også give tryghed og en nemmere hverdag, hvis dine nærmeste kollegaer også ved det. For eksempel kan de hjælpe, hvis du akut får lavt blodsukker. Og det giver mulighed for, at du kan måle blodsukker eller tage insulin ved frokostbordet. Eller bare tale frit.
En vej til at fortælle din arbejdsgiver, at du har diabetes, kan være, at du først fortæller fakta om sygdommen. Dernæst hvad den betyder for dig, og hvordan den har ændret dit liv. Du kan også fremhæve de kompetencer, sygdommen har givet dig.
Men, rent juridisk er du ikke forpligtet til at fortælle din arbejdsgiver det – hverken før eller efter ansættelse. Din
arbejdsgiver kan altså heller ikke fyre dig, fordi du har undladt at fortælle om din diabetes ved ansættelsen. Vær dog obs på, hvis du får insulin, at der i visse jobs med særlige helbreds- og sikkerhedsmæssige krav er pligt til at oplyse arbejdsgiver om diabetes.
Du skal finde din egen måde at håndtere, hvor meget du vil dele med din omverden. Generelt anbefaler Diabetesforeningen at være åben om sygdommen. For kender din leder og kollegaer til den, er det lettere at få støtte, når du har brug for det, og enklere at gøre opmærksom på problemer, hvis de opstår, så muligheder som deltid, flexjob eller en §56-ordning måske kan være med til at hjælpe og forlænge dit arbejdsliv.
Rettigheder på arbejdsmarkedet
Har du mere end 10 fraværsdage årligt på grund af diabetes, kan du og arbejdsgiver søge kommunen om en §56-ordning. Ved problemer med fuldtidsarbejde, har de fleste kommuner en fastholdelseskonsulent, som kan vejlede om dine muligheder.
Ring til Diabetesrådgiverne
Har du brug for en snak?
Ring til Diabetesrådgiverne
Hver dag rådgiver vi personer med diabetes – vi kan også hjælpe dig. Ring på tlf. 63 12 14 16.