Fem Diabetesrådgivere

Forsikring og diabetes

Kan jeg få forsikring på almindelige vilkår, når jeg har diabetes?

Forsikringer er generelt en god måde at sikre sig på. Det giver tryghed at vide, at der er økonomisk og praktisk hjælp at hente, hvis der skulle ske noget, som er dækket af forsikringen.

Vores diabetesrådgivere får især spørgsmål om livsforsikring og ulykkesforsikring. Det kan vi godt forstå. For med en diagnose som diabetes er det helt naturligt, hvis du tænker på, om du kan få almindelige forsikringsvilkår på en forsikring, hvor du skal give oplysninger om dit helbred.

Livsforsikring

Når du ønsker at tegne en livsforsikring eller en forsikring ved tab af erhvervsevne, skal du afgive det, som forsikringsselskaberne kalder ”helbredsoplysninger”. Det drejer sig om stort og småt i relation til dit helbred – naturligvis også din diabetes. Hvis forsikringsselskabet vurderer, at dit helbred udgør en risiko, kan de enten:

  • Beregne en højere præmie
  • Give dig forsikringen med skærpede vilkår
  •  Afvise at tegne forsikringen

Ulykkesforsikring

Når du har en ulykkesforsikring, får du udbetalt en økonomisk kompensation, hvis du kommer til skade i forbindelse med en pludselig hændelse – som f.eks. en ulykke.

Insulintilfælde kan påvirke dækningen

Nogle forsikringsselskaber tager forbehold for skader, der opstår under et insulintilfælde (føling eller insulinchok).

En ulykkesforsikring dækker typisk ikke skader, der er udløst af en kronisk sygdom som f.eks. diabetes, og heller ikke skader, som er blevet forværret på grund af sygdommen. Det er forsikringsselskabet, der skal bevise, at skaden er sket, eller forværret, som en følge af din diabetes. Hvis det drejer sig om en skade, der ikke er udløst eller forværret af din diabetes/et insulintilfælde, er du som udgangspunkt dækket fuldstændig som dem, der ikke har en kronisk sygdom. Derfor kan det afgjort betale sig for dig at overveje en ulykkesforsikring.

Hvilket forsikringsselskab skal du vælge?

Forsikringsselskaberne har ikke nødvendigvis samme regler og samme måde at vurdere helbredsoplysninger på. Derfor er det en god idé at spørge et par steder, så du kan sammenligne.

Som medlem af Diabetesforeningen får du rabat hos Alm. Brand og GF Forsikring. 

Læs mere om rabatterne her

Vi er her for at hjælpe

Få svar på dine spørgsmål

Vi er her for at hjælpe

Hver dag rådgiver vi personer med diabetes - vi kan også hjælpe dig.