Hero billede

Høringssvar

Diabetesforeningen indgiver med jævne mellemrum høringssvar på sager, der har indflydelse på livet med diabetes i Danmark.

Her finder du høringssvar og breve, som Diabetesforeningen har sendt til stat, kommuner eller regioner.

Høringssvarene er Diabetesforeningens input til ændringer i lovgivning, vejledninger og praksis på diabetesområdet i Danmark. 

Diabetesforeningens politiske sekretariat holder øje med initiativer, der påvirker livet med diabetes. Har du spørgsmål eller savner du et høringssvar på et emne? Kontakt os på [email protected].

Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter

Diabetesforeningen giver også input paraplyorganisationerne Danske Handicaporganisationer og Danske Patienters høringssvar om generelle sundhedspolitiske sager, hvor det er relevant for vores medlemmer.

Læs høringssvar fra Danske Handicaporganisation

Læs høringssvar fra Danske Patienter

Høringssvar ang. udbud på diabetesudstyr

17. april 2026

Diabetesforeningen har afgivet høringssvar til den nyeste version af høringsmaterialet til det nationale udbud af diabetesudstyr.

I svaret opfordrer vi til, at der sikres et bredt og fleksibelt sortiment af diabetesteknologi, herunder kommentarer til udbudsmodellen der indebærer en maksimal behandlingspris på sensorteknologi og fravær af kvalitetskrav.

Læs “Høringssvar ang. udbud på diabetesudstyr” (pdf)

Høringssvar – Høring om udkast til bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på 
fødevarer mv.

2. marts 2026

Diabetesforeningen har afgivet høringssvar på udkast til bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer mv. 

Diabetesforeningen støtter Fødevarestyrelsens arbejde med at udvikle Nøglehullet for at fremme sundere kostvaner i befolkningen. Særligt reduktion af saltindholdet bidrager positivt til folkesundheden. 

Samtidig er det væsentligt, at kriterierne både er sundhedsfagligt ambitiøse og praktisk gennemførlige, så Nøglehulsmærket fortsat kan anvendes bredt på markedet. En bred anvendelse er afgørende for, at mærket kan fungere som en enkel og troværdig guide for forbrugerne i indkøbssituationen og samtidig skabe incitament for fødevareindustrien til løbende reformulering og produktudvikling i en sundere retning.

Læs “Høringssvar – Høring om udkast til bekendtgørelse om anvendelse af Nøglehulsmærket på fødevarer mv.” (pdf)

Høringssvar vedrørende lovforslag om afskaffelse af sukker- og chokoladeafgiften samt indførelse af fradrag for motionsundervisning

16. januar 2026

Diabetesforeningen har afgivet høringssvar på lovforslaget, der bl.a. omfatter afskaffelse af sukker- og chokoladeafgiften samt indførelse af et ligningsmæssigt fradrag for motion- og musikundervisning.

Diabetesforeningen ser med bekymring på, at sukker- og chokoladeafgiften afskaffes. Vi finder det problematisk at fjerne et af de få strukturelle virkemidler, der – om end ikke perfekt – bidrager til at påvirke danskernes madvalg i en sundere retning. Diabetesforeningen savner en samlet og tydelig vurdering af de sundhedsmæssige konsekvenser af at afskaffe sukker- og chokoladeafgiften.

Der bør samtidig investeres i positive prisincitamenter, som fremmer de sunde valg. I den sammenhæng er 0-moms på frisk frugt og grønt et oplagt, gennemførligt og veldokumenteret tiltag. Diabetesforeningen ser også positivt på forslaget om at indføre et ligningsmæssigt fradrag for motion og musikundervisning for voksne over 30 år. Diabetesforeningen vil opfordre til, at fradraget suppleres med andre tiltag, som kan fremme fysisk aktivitet i hverdagen for flere danskere.

Læs “Høringssvar ang. afskaffelse af sukker- og chokoladeafgiften samt indførelse af fradrag for motionsundervisning” (pdf)

Høringssvar om lovforslag om styrket almen praksis (implementering af ny sundhedsreform)

7. marts 2025

Diabetesforeningen har afgivet høringssvar på lovforslag om styrket almen praksis. Vi ser sundhedsreformens styrkelse af almen praksis som helt afgørende for at indfri ambitionerne med kronikerpakker, og bakker derfor også op om alle de tre hovedformål med Lovforslaget om styrket almen praksis. Dog mener vi, at den konkrete fordelingsmodel for lægekapaciteter tager højde for den underbehandling, som findes i dag, og ser samtidig et behov for, at patientorganisationer inddrages tættere i arbejdet med at udforme og løbende tilpasse den konkrete nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter.

Læs ”Høringssvar ang. lovforslag om styrket almen praksis”(pdf)

Høringssvar ang. udkast til forslag til Overgangsloven

17. marts 2025

Diabetesforeningen har afgivet høringssvar på udkastet til forslag om ny Overgangslov. Vi støtter ambitionen om bedre og mere sammenhængende patientforløb for mennesker med kroniske sygdomme. Diabetesforeningen mener, at ambitionen skal tage afsæt i patienternes behov, og at det bør tydeliggøres, hvordan bekendtgørelserne i Overgangsloven bidrager hertil.

Kvaliteten i det nære sundhedsvæsen skal styrkes, blandt andet på området for patientrettede forebyggelse, og derfor ser vi behov for, at målet om fælles høj kvalitet beskrives tydeligere i Overgangsloven. Samtidig skal kommunerne kunne justere kapacitet og kvalitet i overgangsperioden, så begge opretholdes trods den demografiske udvikling.

Endelig er det afgørende, at Steno Diabetescentrenes kvalitet, nærhed og kapacitet bevares, med særlig fokus på sammenlægning af Region Hovedstaden og Sjælland til den nye Region Østdanmark.

Læs “Høringssvar ang. udkast til forslag til Overgangsloven”(pdf)

Høringssvar om forslag til ny regional forvaltningsmodel (implementering af ny sundhedsreform)

7. marts 2025

Med lovforslaget implementeres den del af sundhedsreformaftalen, der vedrører den nye forvaltningsmodellen med 17 sundhedsråd, herunder rådenes organisering, samt sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark. Diabetesforeningen opfordrer til at patienter og pårørende får en fast plads i Sundhedsrådene, så de både kan deltage i de overordnede beslutninger og følge implementeringen af reformen tæt. Herudover gør vi opmærksom på vigtigheden af, at Steno Diabetescentrene ikke mister hverken nærhed, kapacitet eller kvalitet i forbindelse med, at Region Sjælland og Region Hovedstaden samles i Region Østdanmark.

Læs ”Høringssvar ang. ny regional forvaltningsmodel”(pdf)

Høringssvar ang. ny model for kompensationsydelse (tidligere merudgiftsydelse)

21. februar 2025

Diabetesforeningen har afgivet høringssvar til lovforslag om en ny model for kompensationsydelsen, som tidligere har været kendt som merudgiftsydelsen. Mennesker med diabetes har i mange år kæmpet med det bureaukrati og mængden af administration, som den nuværende lovgivning, der regulerer merudgiftsydelsen og kommunernes praksis, medfører. Desværre mener Diabetesforeningen ikke, at den foreslåede model løser de udfordringer som borgerne møder, og dermed heller ikke bidrager tilstrækkeligt til formålet formuleret i den politiske aftale bag forslaget.  Herudover har den foreslåede model store negative konsekvenser for blandt andet børnefamilier, som vi i Diabetesforeningen ser meget alvorligt på.

Læs ”Høringssvar ang. ny model for kompensationsydelse”(pdf)