Mand på stranden

Mænd og sexliv

Op mod 75 procent af mænd med diabetes oplever rejsningsproblemer. Læs om årsager, hvad der sker i kroppen og hvad der er af behandlingsmuligheder.

Problemer med rejsning er udbredt

Rejsningsproblemer er den seksuelle komplikation, der hyppigst forekommer hos mænd med diabetes. Problemet er hyppigere, jo ældre du er, og jo længere tid, du har haft diabetes.

Generelt oplever mænd med diabetes rejsningsproblemer ca. 10 år tidligere end mænd uden diabetes og op mod 75 procent af alle mænd med diabetes oplever på et tidspunkt at have seksuelle udfordringer. 

Du skal have lidt af problemer med rejsningen i flere måneder, før man bruger udtrykket impotens.

Rejsningsproblemer og diabetes i tal

  • 54 % af mænd med diabetes har seksuelle problemer
  • 49 % med type 1-diabetes har seksuelle problemer
  • 57 % med type 2-diabetes har seksuelle problemer
  • 71 % af mændene, der har seksuelle problemer, mener, at det skyldes diabetes.

Mænd med diabetes oplever disse komplikationer:

  • 89 % rejsningsproblemer
  • 32 % nedsat sexlyst
  • 10 % for hurtig udløsning
  • Mange mænd nævner også, at de har for hurtig sædafgang, tilbageløb af sæden (kaldet retrograd ejakulation) eller sivende udløsning
  • 71 % af de 40-49-årige og 50-59-årige mænd fortæller i Diabetesforeningens undersøgelse, at de har seksuelle problemer på grund af diabetes – især rejsningsproblemer. Blandt jævnaldrende danske mænd generelt, er det kun 1-5 %, som har haft svære rejsningsproblemer inden for det seneste år.

Kilde: Diabetespanelet, 2014.

Hvad sker der i kroppen, når du får rejsning?

Når du bliver seksuelt stimuleret, sender hjernen signaler via nervebanerne ud til de blodkar, der løber til og fra penis. Penis klemmer blodårerne af, så blodet ikke strømmer væk fra penis igen. Dermed bliver penis fyldt med blod, så du gradvist får rejsning.

To ting skal fungere i dette samspil: nervebaner og blodårer. Samtidig er rejsning betinget af lyst og stimulering, syn, duft, berøring eller noget andet, du tænder på.

Det kan svække din rejsning

Årsager kan være, at bekymringer og tanker om sygdommen gør dig uoplagt, og at højt blodsukker gør dig træt. Fysisk sker der helt konkret det, at hvis du gennem nogle år har haft diabetes, som ikke har været så godt reguleret, kan det påvirke potensen.

Træthed og bekymringer

Mange oplever i perioder, at tanker og bekymringer dræner energien. Hertil kan højt blodtryk gøre dig træt. For nogen kan det i perioder betyde, at lysten og overskuddet til sex ikke er der.

Dårlig blodsukkerregulering

Har du haft dårlig regulering over længere tid, kan det nedsætte lysten og evnen til at få rejsning. Højt blodsukker kan nemlig skade nervebaner og blodkar. Beskadigede nervebaner nedsætter følelsen i penis og disse nerveskader (neuropati) kan desuden give retrograd ejakulation, det vil sige at sæden løber baglæns op i blæren i stedet for ud, fordi lukkemusklen mellem blære og urinrør ikke fungerer normalt. Forsnævrede blodkar (åreforkalkning) betyder, at blodet har svært ved at løbe ud i penis i forbindelse med seksuel ophidselse.

Har du desuden forhøjet blodtryk, kan det forværre komplikationerne yderligere.

Medicin kan spille en rolle

Visse typer medicin kan påvirke rejsningsevnen. Tal med din læge, hvis du tager:

  • Nervemedicin
  • Sovemedicin
  • Hjerte- og/eller blodtryksmedicin

Rygning, hash og alkohol

Tobaksrygning, hash og overdreven indtagelse af alkohol nedsætter den seksuelle formåen.

Præstationsangst: den onde cirkel

Nogle mislykkede forsøg kan sætte gang i en ond cirkel, hvor bekymring og præstationsangst giver næring til endnu flere seksuelle problemer.

Det er helt normalt at have svært ved at få rejsning, hvis du er stresset, har influenza eller bare ikke er på toppen. Der er ikke tale om impotens, selvom du af og til synes, din penis ikke fungerer, som du gerne vil have det.

Hvornår er der tale om impotens?

Impotens er ikke et enkelt mislykket forsøg. Du skal have haft vedvarende problemer med rejsningen i adskillige måneder, før man bruger det udtryk. Tal med din læge, hvis du er i tvivl.

10 råd til et bedre sexliv med diabetes

  • Hav så god blodsukkerregulering som muligt
  • Stop med at ryge, hvis du ryger
  • Nedsæt alkoholforbruget
  • Tab dig, hvis du er overvægtig
  • Dyrk motion
  • Træn din bækkenbund – det gælder også mænd
  • Tal med din partner om problemerne
  • Modtag og giv kærtegn uden sex
  • Prøv noget nyt
  • Husk at kysse og grine sammen

Behandling af rejsningsproblemer

Der er mange muligheder. Herunder finder du dem alle, fra det enkleste til det mest indgribende.

Start her: tal med din diabetesbehandler

Uanset, hvad årsagerne er til dine rejsningsproblemer, så er det en god idé at tage emnet op, når du er hos din diabetesbehandler. Her taler du med en fagperson, der har indsigt i seksuelle komplikationer i forbindelse med diabetes, og som kan henvise dig til sexologisk behandling. Rigtig mange overvinder komplikationerne med god rådgivning, medicin og/eller hjælpemidler.

Mange mænd svarer, at de aldrig har talt med nogen om seksuelle problemer. Det kan være svært at finde mod og overskud til at gøre noget ved det, for dårligt sexliv kan være forbundet med tabu. Men din diabetesbehandler kender emnet godt, og det kan være et godt første skridt.

Potenspiller: det første skridt for mange

Der findes flere typer potenspiller (fx sildenafil/Viagra, tadalafil/Cialis og vardenafil/Levitra). De giver ikke spontan rejsning. De virker ved at vente, til du er seksuelt stimuleret. Pillerne får muskelcellerne i penis til at slappe af, så blodet lettere kan løbe ind og give rejsning.

Du skal prøve pillerne 4-8 gange, før du kan bedømme, om de virker for dig. Mange mænd med diabetes, der har problemer med rejsning, har gavn af potenspiller, men der er ingen garanti. Virker de ikke, kan din læge henvise til en specialist.

De mest almindelige bivirkninger ved potentpiller er hovedpine, rødmen og hedeture. I nogle tilfælde svimmelhed eller synsforstyrrelser. Som regel er bivirkningerne milde og forsvinder hurtigt. Potenspiller øger ikke direkte risikoen for hjerteanfald, men som hjertepatient skal du altid være opmærksom på, at du øger det fysiske aktivitetsniveau i forbindelse med samleje.

Tag ikke potenspiller, hvis du:

  • Har alvorlige hjerte- eller leverproblemer
  • Er i dialysebehandling
  • Har en degenerativ øjensygdom
  • Tager hjertemedicin, der indeholder nitrater eller nitrogenoxid
  • Tager anden medicin mod rejsningsproblemer
  • Er i behandling med alfa-blokkere

Penispumpe: uden medicin eller indgreb

En penispumpe er en cylinder af plexiglas. Du fører penis ind i cylinderen og skaber undertryk med pumpens kraft. Undertrykket betyder, at penis bliver fyldt med blod, så der opstår rejsning.

Når rejsningen er tilstrækkelig, sætter du en penisring på, som hindrer blodet i at løbe væk fra penis igen, så rejsningen varer.

Du kan købe penispumpe og penisring i Diabetesforeningens netbutik. Som medlem får du rabat.

Injektionsbehandling: virker for næsten alle

Ved at sprøjte medicin direkte ind i svulmelegemet i penis kan næsten alle mænd få rejsning. Med en tynd kanyle sprøjter du medicin direkte ind i svulmelegemet i penis. Medicinen får blodkarrene til at slappe af, så blodet løber lettere ind. En variant er medicin i tabletform, der føres ind i urinrøret og opløses der, og derefter påvirker blodkarrene.

Rejsningen varer nogle timer, uanset om du har fået orgasme og/eller udløsning.

Penisprotese: den sidste løsning

En penisprotese er absolut den sidste løsning. Det kræver et omfattende og kompliceret indgreb, hvor alt væv i penis fjernes og erstattes med en oppustelig penisprotese. Du vil stadig kunne få orgasme og udløsning.

En penisprotese er oppustelig og består af to rør, der bliver opereret ind i hvert af de tre svulmelegemer. Rørene er forbundet med tynde slanger til en lille pumpe, der sidder i den ene side af pungen over testiklen. Ud over de oppustelige rør er der et tyndt rør, som er forbundet til en væskebeholder, der bliver anbragt i bugvæggen.

Når du vil have rejsning, pumper du væske fra beholderen ind i rørene, så penis bliver stiv. Når du vil fjerne rejsningen, pumper du væsken tilbage til beholderen.

Chokbølgebehandling

På udvalgte sygehuse forsøger man at behandle rejsningsproblemer med chokbølger, den samme teknologi der bruges mod nyresten. Bølgerne frigiver vækstfaktorer, der kan hjælpe med at danne nye blodkar i penis.

Chokbølgebehandling tilbydes kun mænd, der allerede har prøvet potenspiller og injektionsbehandling.

Stabilt blodsukker er den bedste forebyggelse

God regulering af blodsukkeret har en positiv effekt på seksuelle komplikationer. Det forebygger skader på de nerver og blodkar, der stimulerer din seksuelle ophidselse, og på de blodkar, der skal transportere blod ud i penis, så den kan blive stiv.

Så lad være med at give op. For et meningsfyldt sexliv styrker dit parforhold, og det at være intim med et andet menneske kan fungere som en slags ”helle”, hvor du finder kræfter og overskud til at mestre din diabetes endnu bedre.

Og der er endnu en god grund til at søge hjælp: undersøgelser tyder på, at mænd der søger råd og vejledning om seksuelle komplikationer i forbindelse med din diabetes, opnår bedre blodsukkerværdier end dem, der giver op på forhånd. Et godt sexliv kan give større livsmod og motivation for at passe sin diabetes. Modsat kan et dårligt sexliv give skrantende parforhold og mindre selvtillid.

Rådgiverne

Spørgsmål til sexlivet med diabetes?

Du kan tale med Diabetesforeningens sexolog, hvis du har spørgsmål eller seksuelle komplikationer.