Diabetesforeningen: Børn med diabetes overlades til sig selv i skolen

En ny undersøgelse fra Diabetesforeningen viser, at mange forældre til børn med diabetes er utrygge ved skolens evne til at håndtere børn med type 1-diabetes. Alt for mange børn står alene med ansvaret for deres egen livsvigtige behandling, når skolen starter igen. Det gør Diabetesforeningen i dag opmærksom på i et debatindlæg i Politiken.

Skolelivprojekt
04. august 2020 | Af Ninett Rohde Brandt nrb@diabetes.dk

Snart starter en masse børn i skole. Mens det for mange forældre og børn er en spændende og gladelig tid, ser forældre til et barn med type 1-diabetes dog i mange tilfælde frem mod skolestart med en knugende fornemmelse i maven.

Ane Eggert Portræt
Vi må som samfund sikre, at børn med type 1-diabetes får en god skolegang på lige vilkår med deres klassekammerater, siger Ane Eggert Jackson.

For hvad nu, hvis lærerne ikke forstår forskellen på at få livsvigtigt druesukker og at spise forbudt slik i timen? Hvad nu, hvis man som fuldtidsansat forælder jævnligt kaldes hjem fra arbejde for at håndtere en helt almindelig situation med højt eller lavt blodsukker, som skolen eller fritidshjemmet ikke tør tage ansvar for? Tør man som far eller mor aflevere sit barn til vikaren i skole om morgenen, eller bliver det endnu en dag med registreret fravær for både barn og forældre?

Det må aldrig være børnenes ansvar

Eksemplerne finder allerede sted i Danmarks skoler og fritidsordninger i dag. Det hører Diabetesforeningens rådgivning jævnligt fra bekymrede forældre. En ny undersøgelse fra Diabetesforeningen viser, at en tredjedel af 250 forældre til et barn med diabetes er ’lidt utrygge’ eller ’utrygge’ ved skolens evne til at varetage barnets diabetes.

- Det er bekymrende tal, men det er desværre ikke overraskende. Alt for mange børn, der har diabetes med i rygsækken, står alene med ansvaret for livsvigtig behandling af en kompleks sygdom, når skolen starter igen. Men det ansvar må aldrig overlades til børnene, siger politisk chef i Diabetesforeningen, Ane Eggert Jackson.

Urealistiske krav til børn med diabetes

I Diabetesforeningens undersøgelse svarer hele 73 procent af forældrene, at de har oplevet, at deres barn uønsket har stået alene med håndteringen af deres diabetes, og en femtedel af børnene er ofte eller hele tiden alene med ansvaret.

- Børn helt ned til seksårsalderen har selv skullet stå for deres livsvigtige behandling med blodsukkermåling, kulhydratberegning og dosering af insulin. En behandling som blandt meget andet kræver, at man kan forudse og kompensere for, om man i dag spiser hele madpakken eller kun halvdelen. Der sættes således urealistisk store krav til børnenes læse- og regnefærdigheder samt evnen til at problemløse på et niveau, som børn ikke er kognitivt udviklede til, før de når udskolingen, understreger Ane Eggert Jackson.

Vi har råbt op om problemet længe, og vi rådgiver igen og igen usikre forældre og lærere om at finde lokale løsninger. 

Diabetesbehandling med løbende måling af blodsukker og dosering af insulin foregår hele døgnet. Og det kan have store negative konsekvenser for både helbred, indlæring og trivsel, hvis der er for mange udsving i blodsukkeret i løbet af skoledagen. Derfor er det ifølge Diabetesforeningen nødvendigt, at de voksne omkring barnet tager ansvar for sygdommen.

Kontaktpersoner er nøglen til tryghed

- Løsningen for skolebørn med type 1-diabetes ligger faktisk lige for. Diabetesforeningens undersøgelse viser en markant forskel i trygheden blandt de børn og forældre, som har fået tildelt en kontaktperson, og de som ikke har, fortæller Ane Eggert Jackson og henviser til tal fra Diabetesforeningens nye skoleundersøgelse, der viser, at hele 82 procent af de forældre, hvis barn har en fast kontaktperson, er trygge ved skolens evne til at håndtere barnets diabetes.  Uden kontaktperson falder det tal drastisk til kun 41 procent.

Diabetesforeningens forslag er, at alle børn med type 1-diabetes skal tilbydes støtte fra en kontaktperson, som tager ansvar for barnets diabetes i skolen og fritidsordningen. Kontaktpersonen er ansvarlig for blodsukkerregulering, sikrer god kommunikation mellem skole, fritidsordning og forældre, samt sikrer smidig koordinering i løbet af skoledagen, -ugen og -året.

- I dag har kun en tredjedel af børnene en fast kontaktperson, selv om alt tyder på, at det virker. Det tal skal være højere. Vi har råbt op om problemet længe, og rådgiver igen og igen usikre forældre og lærere om at finde lokale løsninger. Nu er det på tide at finde en løsning på nationalt niveau og få lavet en politisk aftale, der stiller konkrete krav til kommunerne om tryg skolegang for børn med type 1-diabetes, siger Ane Eggert Jackson.

Diabetesforeningen vil kontakte politikerne

Efter Diabetesforeningen i dag havde et debatindlæg i Politiken Sundhed for endnu engang at gøre opmærksom på problematikken, er næste skridt en direkte kontakt til beslutningstagere.

- Planen er nu, at vi vil tage fat i udvalgte medlemmer af børne- og undervisningsudvalget for direkte at rejse ønske om en national løsning i forhold til kontaktpersonordningen. Vi må som samfund sikre, at børn med type 1-diabetes får en god skolegang på lige vilkår med deres klassekammerater. Alle børn har ret til en tryg skolegang, og det må aldrig være børnenes eget ansvar at sikre, at det sker, siger Ane Eggert Jackson.