Nye anbefalinger kræver politisk handling

Langt de fleste personer med diabetes, som er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, kan gå på arbejde og deltage i sociale aktiviteter. Sådan lyder Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger. Det er et paradoks, og det haster derfor med politisk handling og redskaber, så den enkelte i samråd med sin læge for eksempel får mulighed for at blive hjemme fra arbejde, mener Diabetesforeningen.

Corona 4 Web
04. maj 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

De fleste, der smittes med coronavirus, oplever blot milde symptomer, som ikke kræver lægehjælp og som går over af sig selv. Det gælder også for de fleste med diabetes på nær nogle få undtagelser. Det er den overordnede besked i Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger til personer i øget risiko.

Diabetesforeningen skrev i sit høringssvar i sidste weekend, at der skulle mere præcise anbefalinger til end dem, der i første omgang blev sendt i høring.  

Det har Sundhedsstyrelsen lyttet til i de anbefalinger, der netop er offentliggjort, men der er fortsat mange spørgsmål, som det er et politisk ansvar at handle på, mener Diabetesforeningen.

- Det er et politisk ansvar at sikre, at forsigtighedsprincippet står forrest i en tryg genåbning af samfundet, og derfor haster det med en politisk aftale om lønkompensation. Ingen i øget risiko skal være tvunget til at gå på arbejde med ondt i maven, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.

Rettesnor til lægen

I anbefalingerne er personer med diabetes nævnt flere steder. Blandt andet er personer med diabetes uanset type, der er overvægtige, inkluderet i gruppen, hvor ”det er veldokumenteret, at der er en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb”:

Personer med svær overvægt med BMI over 30 og samtidig kronisk sygdom.

For personer med diabetes generelt, hvor ”det må antages, der er en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb”, hedder det:

Dårligt reguleret diabetes med HbA1c > 70 mmol/mol, uanset diabetestype – især opmærksomhed ved samtidig svær overvægt, hjertekarsygdom eller svær nyresygdom.

Det fastslås i anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, at børn med diabetes fortsat ikke er i øget risiko.

Derfor er opfordringen fra Diabetesforeningen, at politikerne bliver enige om at udmønte aftalen om lønkompensation til personer i øget risiko, når lægen har vurderet, at dette er tilfældet.

Sundhedsstyrelsen understreger, at anbefalingerne kan være en rettesnor og altså skal ses som en hjælp til den vurdering, som den behandlende læge skal foretage. Det fremgår af Dansk Voksen Diabetes Database, at hver femte med type 2-diabetes, der behandles på sygehusenes ambulatorier, har et langtidsblodsukker over 75 mmol/mol. Det samme gælder 16 procent af dem med type 1-diabetes.

Vurdering fra lægen i centrum

Med de nye anbefalinger er den konkrete og individuelle vurdering, den enkelte med diabetes kan få af sin læge, afgørende, men uden reel betydning.

Det er det paradoksale i de nye anbefalinger: Anbefalingerne siger nemlig, at selv om man er i øget risiko for at blive alvorligt syg af covid-19, skal man ikke foretage sig andet end at følge de generelle retningslinjer om håndvask, afstand osv., mens man ellers passer sit arbejde og andre sociale gøremål. Det undrer Diabetesforeningen.

- Normalt ville man forvente, at en øget risiko for alvorlig sygdom ville udløse konsekvenser eller i det mindste tilbud for at imødegå risikoen. Det kunne være redskaber for de læger, der skal vurdere den enkeltes risiko. Det er så vidt, vi kan se, ikke tilfældet, og det efterlader dem med diabetes i øget risiko med en utryghed, som hverken de, deres pårørende eller deres læge har mulighed for at handle på. Det er ikke rimeligt, siger Tanja Thybo

Diabetesforeningen mener, at de behandlende læger derfor skal udstyres med muligheden for at give en ”coronamelding”, der på niveau med en sygemelding gør, at arbejdsgiver og andre bliver nødt til at forholde sig til lægens vurdering af en person i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

Derfor er opfordringen fra Diabetesforeningen sammen med blandt andre Danske Handicaporganisationer, at man politisk meget hurtigt bliver enig om at udmønte aftalen om lønkompensation til personer i øget risiko, når lægen har vurderet, at dette er tilfældet.