Skælskør Frugtplantage støtter kampen mod diabetes

Diabetesforeningens samarbejde med Skælskør Frugtplantage kaster for femte år i træk en flot donation af sig på 50.000 kroner.

Blåbærhjerteform
30. december 2020

Skælskør Frugtplantage samarbejder med Diabetesforeningen, fordi diabetes berører en stor del af danskerne, og virksomheden med sit samarbejde har en mulighed for at være en del af løsningen ved at anspore flere til at spise sundere.

- Vi er meget glade og respektfulde over den store donation fra Skælskør Frugtplantage. Donationen muliggør en endnu større indsats til gavn for diabetessagen. Diabetesforeningen bruger overskuddet til børne- og familiekurser, forskning i diabetes, rådgivning samt forebyggelse af type 2-diabetes og oplysning, siger erhvervsansvarlig i Diabetesforeningen Kim Thines.

Donationen fra Skælskør Frugtplantage kan f.eks. sende 10 familier afsted på de vigtige kurser, hvor man danner netværk og får råd om en god hverdag som familie med et barn med type 1-diabetes. 

- Hos Scandic Food er vi stolte af, at støtte Diabetesforeningens arbejde og indsats for diabetessagen. Vores samarbejde er vigtigt og det er fantastisk, at vi nu har samarbejdet i fem år. Vi er glade for, at vi med hjælp fra vores varemærke Skælskør Frugtplantage, spiller en aktiv rolle og støtter kampen mod diabetes, siger national salgsdirektør Lars Hald fra Scandic Food A/S, der ejer varemærket Skælskør Frugtplantage:

- Vores bidrag er med til at gøre en forskel for diabetikere på flere måder. Først og fremmest ved, at vi tilbyder produkter, der gør det nemt at træffe det rigtige valg om sundere mad i hverdagen, men også ved, at vi bidrager direkte til Diabetesforeningen indsats til gavn for diabetessagen. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde, siger Lars Hald.