Rygning og ustabilt langtidsblodsukker øger risikoen for dårligt blodomløb, og det øger risikoen for at få fodsår. 

Vask dine fødder i lunkent vand hver dag. Brug en mild sæbe med pH-værdi på 6-7. Undgå fodbad og kraftig sæbe, da det udtørrer huden. Hvis du har nedsat følesans, skal du passe på, at vandet ikke bliver for varmt.

Tør dine fødder grundigt, når du har været i bad. Især mellem tæerne, hvor der er størst risiko for at få fodsvamp.

Nervebetændelse kan give tør hud. Brug derfor en fed fodcreme hver dag for at holde huden smidig (dog ikke mellem tæerne, hvor der skal være tørt).

Gode tips om sko:

1. Stil dig på et stykke papir, tegn føddernes omrids ved at lægge 2-3 mm til og klip ud – så har du skabeloner til at vurdere fodtøj ud fra, før du prøver på (skabelonen skal kunne ligge fladt i skoene uden at bøje op ad indersiderne)
2. Skoens såler skal være bøjelige
3. Overlæderet skal være blødt
4. Tåkappen skal være rummelig og høj, og hælkappen solid
5. Skoen skal være bredest der, hvor foden er bredest
6. Dine sko skal sidde godt fast om foden
7. Brug aldrig sandaler med rem mellem tæerne, gå ikke i træsko, gå ikke barfodet og ryst skoene for sten og andre ting, før du tager dem på
8. Tal med din fodterapeut om, hvorvidt du kan have gavn af indlæg, som kan aflaste de steder, hvor trykket på foden er størst
9. Køb altid sko sidst på dagen, hvor dine fødder er størst

Dine strømper skal være rummelige over tæerne og ikke have hverken sømme eller kantelastik.

• Har du varme fødder? Brug strømper af bomuld og evt. et præparat til at reducere fodsved.
• Har du kolde fødder? Brug strømper af uld og stimuler fødderne med massage, fodgymnastik og kredsløbsøvelser (undgå varmepude og fodmassagebad)

Se hjælpemidler til fødderne i netbutikken

Klip dine tånegle, når du lige har vasket fødder, for så er neglene bløde. Klip ikke for tæt på huden, og klip neglene lige over, for så reducerer du risikoen for nedgroede negle.

Undersøg dine fødder hver dag. Evt. med et spejl, hvis det kniber med at se hele foden.

• Tjek om huden er glat, hel og uden røde pletter på overside, underside og mellem alle tæerne
• Tjek, om der er forandringer i/på neglene, og om der er tendens til hård hud eller revner – f.eks. på hælen

Gå aldrig selv i gang med at behandle hård hud. Det skal lægen eller fodterapeuten gøre.

Din læge kan henvise dig til en statsautoriseret fodterapeut. Få tjekket dine fødder så ofte, som fodterapeuten anbefaler.

• Læs mere om fodterapi

Nedgroede negle kan opstå på grund af for smalt fodtøj, fejlstilling af fod/tå eller forkert negleklipning. Er neglen nedgroet, bliver der sat en tynd neglebøjle af fjederstål på. I løbet af ca. seks måneder retter bøjlen neglen op, så eventuelle smerter forsvinder, og risikoen for betændelse bliver mindre.

Hård hud og ligtorne kan komme på grund af forkert fodtøj eller fejlstilling af foden – f.eks. nedsunken forfod eller krumme tæer.

Trykmærker, ligtorne eller meget hård hud er tegn på overbelastning, som i det lange løb kan være skadeligt. Derfor er det ikke nok blot at fjerne den hårde hud. Det er vigtigt at finde ud af, hvordan belastningsskaderne opstår og fjerne årsagen. Det kan din fodterapeut hjælpe med.

Vigtigt: Du må ikke bruge fodfil og ligtorneplaster, for hård hud kan dække over et fodsår, som kun en fodterapeut kan beskære og aflaste.

• Fodsvamp viser sig som opblødte, hvidlige belægninger, hudløshed og rødme mellem, eller lige bag ved, tæerne. Det kan også vise sig som stærkt røde områder på forfoden – eventuelt som små blærer på fodsålen eller over hele foden. Mellem tæerne vil du kunne se afskalning, rødme og små revner.
  
  Du kan bekæmpe fodsvamp med svampedræbende midler og ved at undgå at skabe et varmt, fugtigt miljø for fødderne.
• Neglesvamp viser sig som hvidlige eller gulbrune misfarvninger med fortykkelse af neglen. Tal med din læge og fodterapeut om behandling.

Får du vabler, må du ikke prikke hul på grund af risikoen for infektion. Beskyt i stedet vablen med forbinding. Får du en blodvabel, skal du kontakte din fodterapeut, læge eller diabetesambulatorium.

Hvis du har rifter, revner, småsår eller lignende, skal du skylle dine fødder under rindende, tempereret vand, så du spuler urenheder ud af såret.

Læg herefter en forbinding. Skift forbindingen dagligt, og hold godt øje med, om såret forandrer sig (betændelsestegn som rødme, hævelse, tiltagende størrelse).

Kontakt din fodterapeut, læge eller ambulatorium, hvis du får feber og føler dig utilpas, hvis sårene ikke heler i løbet i løbet af cirka ti dage, eller hvis der opstår rødme og huden bliver varm.

En af de sjældne følgesygdomme til diabetes er charcotfod (udtales sjarkó med tryk på sidste stavelse), som er meget alvorlig.

Ændringer i kredsløbet i foden gør, at der automatisk bliver udvasket kalk fra knoglerne samtidig med, at der sker en betændelsesreaktion i foden.

Knoglerne smuldrer
Ved charcotfod begynder knoglerne i foden at smuldre, og foden kan ende med at blive deform. Følgesygdommen ses ofte i sammenhæng med neuropati og for højt langtidsblodsukker.

Symptomerne er hævelse, varme og evt. rødme. Patienterne beskriver ofte, at de føler en ubehagelig murren, men som regel ingen eller få smerter. På grund af fodens tendens til at blive deform, er risikoen for fodsår stor i forbindelse med charcotfod.

Charcotfod kan lægen konstatere ved at måle hudens temperatur, eller ved at foretage en speciel undersøgelse af knoglen. Charcotfod kræver øjeblikkelig behandling, som sker ved at aflaste foden ved enten at lægge gips på eller bruge en speciel behandlingsstøvle. Operation kan blive nødvendig.

En af de sjældne følgesygdomme til diabetes er gangræn (koldbrand). Gangræn er vævsdød i kroppen – hyppigst i tæer eller i fingre.

Gangræn skyldes dårlig blodforsyning og/eller nervebeskadigelse. F.eks. kan de store blodkar i benene lukke til på grund af åreforkalkning og udvikle sig til gangræn. Det ses især hos ældre mennesker, som ryger meget.

Også personer med diabetes, der har inficerede fodsår, kan få gangræn. Derfor skal fodsår med infektion behandles øjeblikkeligt.

Gangræn kan forekomme hos personer, der ikke har diabetes, men er hyppigere hos personer med diabetes.