Find Din Motivation

Sådan finder du din motivation

Når du vil ændre vaner, er det en god idé at begynde med at finde ud af, hvad din motivation bag forandringen er.

Hvad motiverer dig til en livsstilsændring? Er det frygten for følgesygdomme? Er det din familie? Uanset hvad det er, så kan det være en god hjælp at finde ud af, hvad din motivation er.

Motivationstrappen

En simpel tegning af en trappe kan være et godt redskab, hvis du ønsker at forandre noget i din hverdag. Se her, hvordan du kan bruge trappen.

Motivationstrappen

Tegn en tændstiksfigur på øverste trin.
Det er den person, du ønsker at blive. Skriv i stikord, hvordan ønskefiguren er.
Hvordan er humøret for eksempel? Hvad er vægten? Hvordan er blodsukkeret?

Placer dig selv på trappen.
Hvor langt er du i dag?

Kig frem til næste trin. 
Der er lang vej til toppen, og du kan hurtigt tænke, at det aldrig lykkes. Nøjes derfor med at kigge op på det næste trin og dermed næste delmål. Så har du lettere ved at bevare motivationen.

Delmål. 
Din behandler kan hjælpe dig med at definere et godt delmål. Hvis du for eksempel slet ikke måler blodsukker, men ønsker at gøre det fem gange om dagen, så start med at måle ét blodsukker dagligt og fokuser på de gode effekter af det.

Tag et trin ad gangen.
Klap dig selv på skulderen, når du har nået dit delmål.

Kig ned ad trappen og se, hvor langt du er nået.
Mange har gavn af at se, at det kunne være værre. Det giver mulighed for at udfordre tanken: “Det hele er lige meget”, for det ville være det samme som at dumpe ned på bunden af trappen.

Hvor vil du hen nu? 
Måske vil du opdage undervejs, at du vil et andet sted hen, end du troede i begyndelsen. Det sker ofte, når man begynder at skabe forandring og ændre vaner. Kun at kigge på målet (toppen af trappen) bliver således synd og skam, idet de fleste finder ud af gennem arbejdet med delmål, at der skulle de faktisk ikke hen. Fokus er at skabe et godt liv med diabetes – ikke nødvendigvis et diabetesregelret liv.

Kilde: Diabetespsykolog Julie Drotner Mouritsen, Odense Universitetshospital