Mikkel trak nitten i postnummerlotteriet
Mikkel Brogaard Petersen mistede sin bevilling til hjælpemidlet flash glukosemåling, da han flyttede fra Holstebro til Aarhus Kommune. Nu betaler han i dyre domme for sit hjælpemiddel. Hans historie er et rigtig godt eksempel på den geografiske ulighed, som Diabetesforeningen har kortlagt i en stor undersøgelse af kommunernes bevilling til flash glukosemåling.
Mikkel Brogaard Petersen fik sig et chok, da han i december ringede til Aarhus Kommune. Egentlig var det planen, at han bare skulle bede om flere sensorer til sin Freestyle Libre, en flash glukosemåling. Det havde han gjort så mange gange før, da han boede i Holstebro Kommune, hvor hans bevilling også kom fra. Men den sagsbehandler, Mikkel Brogaard Petersen nu fik i røret, fortalte ham, at bevillingen var ophørt.
- Jeg blev lige mundlam et kort øjeblik og tænkte, at det simpelthen måtte være en joke. Sådan fungerer det danske velfærdssystem ikke. Jeg gik ud fra, at bevillingen fulgte med. Pludselig stod jeg så med noget af en hovedpine, husker den 24-årige vestjyde.
Mikkel Brogaard Petersen mistede sin bevilling til flash glukosemåling, da han flyttede fra en kommune til en anden. Men hvorfor egentlig? Hans sundhedstilstand var jo den samme. Som fysioterapeut og elitesportsudøver med type 1-diabetes målte han sit blodsukker 20-22 gange om dagen. Så han søgte på ny i den tro, at det kun var et spørgsmål om formaliteter. Men nej. Aarhus Kommune gav afslag. Væk var bevillingen til den flash glukosemåling, han havde haft sås tor glæde af som beboer i Holstebro Kommune.
- I mine øjne viser det bare, at sagsbehandlerne i Aarhus Kommune ikke er kompetente nok til at se ind i den hverdag, som den enkelte lever, og hvad der vil være til gavn for sådan en som mig, siger han.
Det store postnummerlotteri
Dermed endte Mikkel Brogaard Petersen med at trække nitten i det store postnummerlotteri.
Gennem en aktindsigt sendt til alle landets 98 kommuner har Diabetesforeningen kortlagt, hvor rundhåndede - eller fedtede, om man vil – de forskellige kommuner er i bevillingen af flash glukosemåling som hjælpemiddel til personer med diabetes.
Resultatet viser, at der er store geografiske forskelle. Dem finder du ved at klikke her.
I Holstebro Kommune, hvor Mikkel Brogaard Petersen tidligere boede, har cirka hver fjerde ansøger fået bevilling til flash glukosemåling siden 2017. Til sammenligning skete det kun for cirka hver 20. ansøger i Odense Kommune, hver femte i Herning Kommune, mens det i Gribskov Kommune var ni ud af ti ansøgere, der scorede sig en bevilling, altså 90 procent. Og sådan fortsætter det.
Den vilkårlighed er helt uacceptabel og har store negative konsekvenser. Det er blandt andre gået ud over Mikkel Brogaard Petersen, og hans historie er et rigtig godt eksempel på ulighed i sundhed, mener Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter.
- Resultaterne understreger kun behovet for at gøre op med kassetænkningen og de kortsigtede sparehensyn i kommunerne, der i sidste ende rammer den enkelte med diabetes. Det sker endda, selv om der efterhånden er stærk dokumentation for både behandlingsfordele og en øget livskvalitet med moderne, sensorbaseret glukosemåling, siger Claus Richter og henviser til Dansk Endokrinologisk Selskabs (diabeteslægernes faglige selskab, red.) seneste anbefaling om at tilbyde sensorbaseret glukosemåling til alle med type 1-diabetes og personer med type 2-diabetes, der får langtidsvirkende- og måltidsinsulin og er tilknyttet en diabetesafdeling.
Hård hud og handsker
Inden Mikkel Brogaard Petersen fik bevilling til flash glukosemåling i Holstebro Kommune, målte han sit blodsukker på traditionel vis. Med fingerprikker og strips. Cirka 20-22 gange i døgnet. Han spillede divisionsfodbold, studerede fysioterapi og var i praktik på et hospital.
- Jeg kunne godt efterbløde, når jeg lige havde målt mig, og så skulle jeg stå klar med patienten, mens jeg stadig havde blod på fingrene. Hygiejnemæssigt var det jo langt fra optimalt. Derudover gjorde det ondt, hver gang jeg målte mit blodsukker, og til sidste havde jeg så meget hård hud på fingrene, at jeg skulle prikke mig selv flere gange for at klemme blod ud, siger han og tilføjer:
- Forestil dig så også, at du har en lille rift på fingeren på grund af målingerne, og fordi du er på et hospital, skal du hele tiden spritte hænderne af. Hver gang kommer der sprit ned i såret. Sådan noget gør altså nas.
For mig er det netop livskvalitet, at min sukkersyge ikke skal styre mit liv.
Undervejs kom Mikkel Brogaard Petersen frem til, at hænderne er et enormt vigtigt arbejdsredskab som fysioterapeut. Her duer det ikke at have ødelagte fingerspidser som følge af de mange blodsukkermålinger.
- Vi havde en masse praktisk undervisning, det gjaldt både massage og undersøgelse, altså hvor vi skulle mærke patienternes muskulatur med hænderne. Men jeg havde store problemer med at mærke det samme som mine medstuderende. På grund af efterblødningerne var jeg ofte nødt til at tage handsker på, inden jeg mødte patienten. Men med handsker får man slet ikke samme feedback fra den undersøgelse, man er i gang med, og som egentligt skal give den bedste behandling, siger han.
- Personligt var det selvfølgelig irriterende og træls – sagt på godt jysk – men det gik jo også ud over patienterne, og det tænker jeg næsten mere på. På sigt kan det jo komme til at handle om liv eller død.
En 100 procent bedre fysioterapeut
Det var på den baggrund, at Holstebro Kommune bevilligede ham flash glukosemåling. Fordi hjælpemidlet ”er nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv”, som det hedder i serviceloven. Dermed var det slut med de utallige fingerprikmålinger, og allerede efter par måneder viste resultaterne sig.
- Min fingerføling vendte tilbage, jeg kunne igen mærke muskulaturen hos mine patienter og dermed give dem den bedste behandling. Jeg sparede også tid, fordi jeg kunne måle mig, mens jeg var ved patienten. Det tog to sekunder, modsat et par minutter med fingerprikmåling.
- Jeg blev 100 pct. en bedre fysioterapeut.
Selv om Mikkel Brogaard Petersen altid har været nogenlunde velreguleret, oplevede han også, at langtidsblodsukkeret blev mere stabilt i samspillet mellem insulinpumpe og flash glukosemåling. 38-39 mmol/mol, hed tallet sidst, han var til kontrol.
- Min læge fortalte mig, at hvis jeg bare var en ganske almindelig dreng, der kom ind til ham, så ville han ikke kunne se, at jeg har sukkersyge, siger han og vender tilbage til det gode liv med flash glukosemåling.
- Med flash glukosemåling kan jeg leve mere frit i den forstand, at jeg kan dyrke min sport, som det passer mig, og jeg kan udføre mit arbejde på bedst mulige måde. For mig er det netop livskvalitet, at min sukkersyge ikke skal styre mit liv. Jeg er ikke sukkersyge-Mikkel, men Mikkel med sukkersyge.
Når nøden er størst
Derfor var det ikke desto mere en våd klud, han fik klasket i ansigtet, da han i december 2019 flyttede til Aarhus Kommune og mistede sin bevilling. Ankestyrelsen gav kommunen medhold i afslaget.
- Vi er opmærksomme på, at fingerprikkene giver sår og smerter i fingrene, at det fortykker huden, hvilket går ud over din følesans i fingrene, og at du oplever langsom standsning af blødning, ofte med afsætning af blod, der er et problem i dit virke som fysioterapeut. Det ændrer heller ikke ved resultatet, da disse problemer ikke anses for at være udover, hvad der må forventes ved anvendelse af de traditionelle testmaterialer, skrev Ankestyrelsen.
I stedet for at sætte sig ned og græde salte tårer, tog Mikkel Brogaard Petersen sagen i egen hånd. Han gik på det sorte marked. Det var sidste udvej, tænkte han. På Facebook fandt han grupper, hvorfra han begyndte at købe nye sensorer til sin flash glukosemåling. Havde han fortsat sådan resten af året, var regningen løbet op i 12.000 kr., ifølge hans egne beregninger.
Men i starten af november kontaktede Aarhus Kommune ham igen, næsten et år efter afslaget. I en ny ordning fik han mulighed for at købe udstyret gennem kommunen. En ordning, hvor Aarhus Kommune, som den eneste i landet, giver et tilskud, mens restbeløbet skal betales af borgeren. For Mikkel Brogaard Petersens vedkommende løber det op i cirka 6.000 kroner om året. Eller "en god ferie", som han siger.
- I en eller anden forstand er jeg jo heldig, fordi jeg har fået en halv bevilling, hvis man kan sige det sådan. Men jeg er alligevel ikke tilfreds, fordi jeg jo tidligere har prøvet at leve med en fuld bevilling uden at skulle betale noget for den i Holstebro Kommune.
- Og tænk, hvis jeg havde boet i Skanderborg eller et andet sted i landet. Så var der måske slet ingen hjælp at hente.