Type 2-diabetes kan ramme alle – så tag testen
Diabetesforeningen går i dag for første gang i luften med stor kampagne for synlighed og viden om type 2-diabetes. Foreningen ønsker dermed at tage et historisk medansvar for opsporing af den livsfarlige sygdom, der er i kraftig vækst.
Stigma og fordomme omgærder type 2-diabetes. Men samtidig går 76.000 rundt med uopdaget diabetes, og sygdommen er i kraftig vækst. Cirka en kvart mio. danskere har i dag type 2-diabetes, og det tal forventes at stige til over 400.000 i løbet af få år.
I modsætning til hvad mange tror, kan sygdommen ramme alle: høj, lav, tyk, tynd, rig, fattig, gammel og ung. Derfor søsætter Diabetesforeningen nu for første gang en storstilet kampagne, der skal oplyse og opspore folk med sygdommen.
Tag testen
– Diabetes er en stille sundhedskatastrofe, som vi nu tager en kampagne-megafon og råber højt om. Vi kalder alle til huse. Vi vil aktivt tage det medansvar, det kræver af os at finde de tusindvis af mennesker, der er i risiko for at udvikle den farlige og kroniske sygdom - eller som allerede har udviklet den, siger Claus Richter, administrerende direktør, Diabetesforeningen.
Tag testen
Type 2-diabetes kan ikke helbredes, og sygdommen har særdeles alvorlige konsekvenser, hvis den ikke opdages i tide eller ikke behandles. For patienterne kan det betyde blindhed, amputation, sygdom i hjertet og tidlig død. For samfundet koster diabetes – bare med det nuværende antal syge – 87 mio. kr. om dagen. Og det bliver stadigt dyrere.
– Derfor er synlighed så vigtig - sygdommen skal ud i lyset. Derfor er vi til stede både digitalt, i radio og i TV2's reklameblok. Men vi er også helt bogstaveligt til stede med vores rullende sundhedstjek – en bus, der tager rundt i landet og tilbyder at teste folks blodsukker på få minutter. Og vi finder type 2-diabetes samtlige steder, bussen har gjort holdt, siger Claus Richter.
Med budskabet om, at absolut alle har risiko for at udvikle sygdommen, er det Diabetesforeningens håb, at mange vil tage en onlinetest på diabetes.dk/risikotest.
Kom forbi det rullende diabetestjek
Det tager kun et minut at få en idé om, hvorvidt man skal opsøge læge eller bare være opmærksom. Det vil forhindre mange i overhovedet at udvikle sygdommen, og dem, der intetanende var ved at udvikle den, kan få tidlig behandling og leve et godt liv – ofte uden medicin.
Alder og arvelighed er større risikofaktorer
Ét kampagnespor er særligt rettet mod symptomerne på sygdommen og mod grupper med forhøjet risiko. For selvom alle kan få type 2-diabetes, er nogle faktorer mere bestemmende for sygdommen end andre.
– Rigtig mange danskere har en fordom om, at for meget og forkert mad og for lidt motion fører direkte til type 2-diabetes, og at man derfor selv er ude om, at man får diagnosen. Men arvelighed og alder udgør langt større risikofaktorer, siger Claus Richter, og tilføjer:
– Diabetes er et enormt og voksende sundhedsproblem, hvor en vis grad af stigmatisering følger med. Så ud over at opspore sygdommen vil vi med kampagnen også fjerne de misforståelser og fordomme, som mange mennesker med diabetes mødes med og lider under.
Kontaktinformation
Birgitte Hougaard, pressechef, Diabetesforeningen: 41 91 88 44