Årets vinder af Behandlerprisen sætter fokus på mental sundhed
Linda Knappe, diabetessygeplejerske på Regionshospitalet Gødstrup, modtager Diabetesforeningens Behandlerpris 2023 for sin enestående evne til at forstå og sætte ord på alt det svære, som fylder i hverdagen med diabetes.
Hun har i mange år været lige ved og næsten, og nu blev det så endelig diabetessygeplejerske Linda Knappe, der kunne stikke af sted med Diabetesforeningens Behandlerpris 2023. Hun arbejder i Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme på Regionshospitalet Gødstrup, hvor hun og kollegerne behandler omkring 1.600 voksne med diabetes – på tværs af type.
– Linda Knappe modtager dette års behandlerpris for sin stærke faglighed og ikke mindst evne til at forstå og sætte ord på alt det svære, som fylder i hverdagen med diabetes. Mennesker med diabetes kæmper diabeteskampen 24/7 hele året. Det kan være hårdt, og derfor er det en gave, at der er behandlere som Linda Knappe, der formår også at imødekomme behovet for at tale om nogle af de svære aspekter i livet med diabetes, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.
En god behandler gør en verden til forskel. Derfor uddeler Diabetesforeningen hvert år Behandlerprisen, der hædrer behandlere, der gør særlig indsats indenfor diabetesområdet. De nominerede indstilles af mennesker med diabetes eller deres pårørende, og i år har 27 personer med diabetes inde på livet nomineret deres behandler eller behandlingsteam.
– Behandlerne har en afgørende rolle i at sikre den bedste behandling og løfte livskvaliteten for dem med sygdommen inde på livet. Diabetesforeningen uddeler Behandlerprisen for at sige tak til behandlerne og anerkende den særlige betydning, de har for mennesker med diabetes, siger Tanja Thybo.
Behandlerprisen blev overrakt til Sundhedspolitisk Åbningsdebat den 26. september på Christiansborg. Her satte Diabetesforeningen fokus og perspektiver på forandringerne i det danske sundhedslandskab og de udfordringer, Sundhedsstrukturkommissionen skal komme med løsningsforslag til.
Læs mere
Se alle de nominerede til Behandlerprisen 2023
To ildsjæle fra Kolding deler Diabetesforeningens Behandlerpris 2022