Diabetesforeningen opsiger samarbejde med Krifa

Diabetesforeningen har opsagt samarbejdet med Krifa om et medlemstilbud.

Vi Opsiger
27. november 2023 | Af Claus Bøggild clb@diabetes.dk

– Vi har opsagt vores samarbejde med Krifa. Vi har tænkt samarbejdet som et økonomisk fordelagtigt medlemstilbud og som en vej til at opspore flere med type 2-diabetes. Men siden det blev lanceret torsdag, har det gjort stort indtryk på os, at det vækker store følelser og bliver set som en arbejdsmarkedspolitisk stillingtagen. Og det var hverken vores ønske eller ærinde. Tværtimod: vores væsentligste opgave som patientforening er at samle alle ståsteder om diabeteskampen.

– Vi beklager den usikkerhed, samarbejdet har givet om vores ståsted. For ingen skal være i tvivl om, at vi fortsætter med det vigtigste: at forene medlemmer og omverden om kampen for et bedre liv med diabetes, siger marketingchef Sebastian Erbo Hoffmann, der har ansvaret for Diabetesforeningens kommercielle samarbejder herunder dette med Krifa.

Samarbejdet ophører fra i dag, mandag den 27. november.