Jeg har det bedre nu
Leif Bak Rudal har type 2-diabetes og får hjælp til at håndtere sin sygdom i Center for Diabetes og Hjertesygdomme. For ham har det betydet meget at få indsigt i sygdommen og møde andre ligestillede.
I et samtalelokale i Center for Diabetes og Hjertesygdomme i Københavns Kommune sidder 68-årige Leif Bak Rudal.
Han har lige været til forløbssamtale med en sygeplejerske for at tale om, hvad der skal ske for ham nu, hvor han lige har afsluttet et forløb på et af centrets kurser om livet med type 2-diabetes.
For præcis et år siden gik han til lægen, fordi han havde fået et sår på benet, der ikke kunne hele. Hans læge spurgte ham, hvornår han sidst var blevet undersøgt for type 2-diabetes, og et par blodprøver senere fik Leif Bak Rudal diagnosen. Hans langtidsblodsukker blev målt til 50 mmol/mol.
– Hos min egen læge fik jeg groft sagt bare den der besked: ”Du har fået type 2-diabetes, du får tre piller om dagen, farvel og tak,” og så blev jeg sendt ud ad døren igen, fortæller han om den dag, han fik diagnosen.
Brug for at tale om det
Frustrationerne fyldte meget for Leif Bak Rudal, men han følte ikke, at hans egen læge havde tid til at tale med ham om det.
– Jeg havde det ikke særlig godt. Jeg blev trist og vemodig, fordi jeg ikke vidste, hvad der skete i min krop, og hvordan jeg skulle takle sygdommen. Jeg tænkte, at jeg skulle ændre hele min kost. Jeg ryger ikke, og jeg drikker heller ikke, men jeg elsker søde sager. Som jeg senere sagde til min læge: ”Den ene bager er lukket, og den anden er ved at gå konkurs, fordi jeg ikke handler hos dem mere”.
Lægen tilbød Leif Bak Rudal et kursusforløb om, hvordan det er at leve med diabetes. Han takkede ja og blev kort tid efter ringet op af Center for Diabetes og Hjertesygdomme og fik tid til en indledende samtale.
På baggrund af samtalen blev han tilbudt at komme på et kursus, der giver en generel forståelse af, hvad livet med diabetes indebærer.
Færre frustrationer
– Jeg synes allerede det hjalp at komme til den indledende samtale, fordi jeg fik mulighed for at få sat flere ord på min nye situation, og hvad jeg kunne forvente i forhold til medicin, spisning og følgesygdomme. Jeg havde for eksempel nogle følgevirkninger af min medicin, som sygeplejersken forklarede nok ville falde til ro igen – hvilket de også gjorde. Det hjalp rigtig meget på mange af mine frustrationer at få mere viden, siger Leif Bak Rudal.
Over seks gange gav kurset ham og de andre deltagere generel viden om type 2-diabetes, og hvad der sker i kroppen. Der var også information om følgesygdomme og om fodterapeut og øjenlæge. En fysioterapeut fortalte dem om fysisk aktivitet, og en diætist gennemgik kostens betydning for sygdommen og mulighederne på kostområdet.
– Det har været et godt og grundigt forløb, hvor der også har været plads til at snakke om andre ting, der fylder. Det har betydet meget at få indsigt i sygdommen og møde andre ligestillede og mærke, at jeg ikke er alene.
Med centrets hjælp har Leif Bak Rudal fået sit langtidsblodsukker ned på 45 mmol/mol.
– Jeg har det bedre nu. Jeg har vænnet mig til min medicin, og jeg har lært på centret, at jeg ikke skal være bleg for at tage fat i min læge, hvis der er noget, jeg har brug for eller vil have ændret.
Leif Bak Rudal fortæller, at han tidligere skulle tage en pille morgen, middag og aften, men ofte glemte pillen ved frokosttid. Med råd fra centret har han nu aftalt med sin læge at tage to piller om morgenen og en om aftenen. En lille ændring, som har gjort livet lettere.
Behandlingen er perfekt
En af de sidste dage på kurset blev deltagerne præsenteret for nogle af de andre kurser, Center for Diabetes og Hjertesygdomme tilbyder. Da Leif Bak Rudal sad til sin forløbssamtale på centret, vidste han derfor godt, hvad næste skridt skulle være.
– Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg var interesseret i at komme på det kursus, de kalder ”Mig og mit blodsukker”, hvor man lærer mere om måling af blodsukker, og hvad der påvirker ens blodsukker. Hun gav mig en startdato med det samme. Jeg synes, den behandling, jeg får på centret, er perfekt!