De fleste kender ikke forskel på type 1- og type 2-diabetes, og mange ved egentlig ikke så meget om, hvad sygdommen indebærer. Men det holder dem ikke fra at komme med råd til en bedre livsstil, hvor du bare skal gøre sådan og sådan – for det har deres fætter eller onkel gjort.

Den slags kommentarer rammer ekstra hårdt, fordi os med diabetes kæmper på så mange forskellige planer for at styre vores blodsukker. Og vi ved godt, hvad der er godt og skidt for vores kroppe. Vi ved det også, når vi ikke har passet vores diabetes så godt, som vi gjorde dagen før.

Diabetes prikker til ens dårlige samvittighed og angst. Jeg har mange gange slået mig selv i hovedet med, at jeg ikke engang er god nok til at være syg, hvis jeg en dag ikke har haft overskud til at gøre alt rigtig i forhold til min diabetes.

Der er mange kampe, når du har diabetes. For mit vedkommende var den første kamp at komme mig over den nærdødsoplevelse, det var, at få type 1-diabetes.

Tæt på at stille træskoene

Jeg fik type 1-diabetes med et brag af ketoacidose, og jeg var meget tæt på at stille træskoene. Jeg havde kørt min datter i skole, og skulle bagefter mødes med en veninde. Hun fandt mig foran opgangen til min lejlighed, hvor jeg lå med mine nøgler i hånden. Jeg lugtede af acetone, fordi jeg havde syreforgiftning.

Jeg bad om to kodimagnyler og en cola – og ville bare ind og sove. Havde hun efterladt mig sådan, var jeg ikke vågnet igen. Jeg blev indlagt, og var ukontaktbar i et døgn.  Lægerne sagde, at jeg var heldig, at jeg ikke vågnede op med en hjerneskade.

Jeg kan ikke huske noget fra den dag – heller ikke at jeg havde kørt min datter i skole. Det er så skræmmende. Det var et kæmpe chok.

Inden episoden havde jeg i halvanden måned haft flere underlige symptomer, der kom og gik. Jeg så dårligt, jeg snøvlede, jeg havde tandpine, jeg var tørstig, træt og i dårligt humør. Jeg havde været til lægen, fordi jeg tænkte, at jeg måtte være deprimeret eller stresset. Men jeg var jo ikke i dårligt humør over noget – kun over at jeg var så træt.

Diabetes er et komplekst fængsel

Næste kamp blev at forstå, hvad det her diabetes gik ud på. Det tager tid. Og så er der den daglige kamp, som handler om, hvor meget diabetes fylder – og hvor meget du tillader, at det skal fylde. Hvis vi siger, at vi har et energi-level på 100 procent, så bruger jeg måske 80 procent på min sygdom på de dårlige dage, og så er der kun 20 procent tilbage til alt det andet, som er livet.

Der er mange kampe i kampen.

Os med diabetes er forskellige. Vi har forskellige kroppe og sind – og vi har forskellige kampe. Men fælles er, at diabetes er en kamp, der aldrig slutter. 

Diabetes koster på den impulsive måde at leve på. Jeg kan ikke være den samme levekvinde som tidligere. Nogle dage fylder det meget, andre dage mindre.

Os med diabetes er forskellige. Vi har forskellige kroppe og sind – og vi har forskellige kampe. Men fælles er, at diabetes er en kamp, der aldrig slutter.

Diabetes skaber mental ensomhed

Jeg kæmper især med angsten for følgesygdomme. Med tiden har jeg fundet ud af, at det der hjælper mig, det er at leve meget stramt og have fuldstændig styr på, hvad jeg indtager. Det gør, at jeg ikke føler, at jeg skal være helt så bange for følgesygdommene. Men når jeg skal til øjentjek på hospitalet, er det stadig en kamp for mig at hive mig derud, for jeg er så angst for at få en dårlig besked. 

Faktisk hader jeg at tale om mit sygdomsforløb. Det er hårdt for mig. Men når jeg gør det alligevel, er det, fordi jeg selv har manglet nogen at spejle mig i.

At have diabetes skaber en ensomhed på det mentale plan, som er svær at forklare for andre. Det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på. Bare det at jeg fortæller, at jeg har det sådan, kan måske give en følelse af tryghed og omfavnelse hos dem, der har det på samme måde. En følelse af, at man ikke er alene.