Personer med diabetes om livet med en følgesygdom

De to interviews er oprindeligt bragt i medlemsmagasinet Diabetes, november 2024. 

Det var værre at få gastroparese end at få diabetes

– Jeg havde meget svært ved at acceptere, at jeg fik gastroparese, og jeg røg virkelig i brædderne. For lige pludselig kunne og måtte jeg ikke gøre eller spise det, jeg plejer, og som i øvrigt er godt for min diabetes. Jeg har ofte mavesmerter, og jeg må koge og splitte min mad til atomer for ikke at få det værre. Det var en større omvæltning at få den følgesygdom, end da jeg fik diabetes, for det var virkelig et skridt ned ad livskvalitetsstigen. Det eneste, jeg priser mig lykkelig for, er, at jeg ikke døjer med opkast som så mange andre. Jeg har ”bare” mavesmerter. Mine forældre plejede at sige, at det var synd, at jeg havde diabetes, men jeg synes ikke, det var slemt, for det gjorde jo ikke ondt. Det gør det i dag. Det har virkelig været hårdt. Men jeg har så meget at leve for i min familie, min mand og mine børnebørn, og det er positiviteten, der holder mig oppe.

Jeg er angst for nummer tre

– Jeg fik en blodprop, da jeg sad på en bar og undrede mig over, hvorfor lyset blev slukket. Det viste sig så, at jeg var den eneste, der ikke kunne se noget. Jeg havde fået min første blodprop i hjernen. Den anden fik jeg konstateret, fordi jeg kastede op en hel nat og gik til venstre, når jeg ville til højre. Begge blodpropper har haft konsekvenser for mit liv i dag. Jeg har nedsat syn og har forværret balance. Jeg går med en næsten konstant angst for at få nummer tre. Første blodprop var to år efter min diabetesdiagnose, og min anden blodprop og hjerteinsufficiens kom med tre års mellemrum. Jeg fik at vide, at de højst sandsynligt skyldtes min diabetes og for højt blodsukker, så jeg har holdt ekstra øje og lægger mig i selen for at holde styr på det. Jeg har kæmpet mig tilbage til at kunne gøre det, jeg elsker ved de to første altså at tegne og skabe kunst, men hvad hvis jeg ikke kan det næste gang?