Det negative startede mig – det positive holder mig i gang

En hård besked fra lægen om udsigten til et liv med følgesygdomme motiverede Elias Munk til at tage sin diabetes alvorligt. I dag er det de positive effekter af bedre behandling, der motiverer ham til at blive ved.

Elias Munk Foto Liv Kastrup WEB 3
04. november 2024 | Af Oliver Gohr, Foto: Liv Kastrup ogo@diabetes.dk

Denne artikel er oprindeligt bragt i medlemsmagasinet Diabetes, november 2024. 

– Det er i grunden vanvittigt at sige til et andet menneske. Sådan beskriver Elias Munk den melding, han fik af sin læge ved et besøg, der drejede sig om noget helt andet end diabetes.

Lægen havde opdaget, at Elias Munk havde høje blodsukre. Og meldingen var hård:

Elias Munk Foto Liv Kastrup WEB 5
Elias Munk, 32, AI Adoption Business Intelligence Analyst, type 1-diabetes siden 2001. Ambassadør for Diabetesforeningen.

”Hvis du ikke vil være blind, impotent eller mangle et ben, når du er 50, eller du gerne vil nå at se din søn blive gift, så skal du få styr på dit blodsukker. Nu.”

To måneder efter besøget skulle Elias Munk være far. Lægens advarsel ramte derfor ekstra hårdt.

– Jeg har altid fået at vide, at hvis man har diabetes, kan man få følgesygdomme. Men da det blev så personligt, gik alvoren pludselig op for mig. For nu var det ikke man, der kunne få følgesygdomme. Nu var det mig.

Den alvorlige prognose væltede Elias Munks verden. Men der gik ikke længe, før han rejste den op igen.

– Jeg bliver motiveret af modgang, og jeg vil simpelthen ikke acceptere at få en sygdom, jeg selv kunne have forhindret. Derfor tog jeg mig sammen, undersøgte muligheden for at få en sensor og begyndte at holde styr på mit blodsukker.

Blodsukkerets betydning

I mange år før lægebesøget havde Elias Munk haft problemer med synet.

Han var sikker på, at han havde en øjenfejl, fordi han ikke kunne se over på den anden side af gaden. Derfor havde han prøvet et hav af forskellige briller hos forskellige optikere uden held. Men det var ikke så underligt.

– Det gik virkelig stærkt, efter jeg blev bedre behandlet. Jeg havde haft dårligt syn siden 2.g, men to måneder efter, jeg begyndte at tage mit blodsukker seriøst, forsvandt problemerne med mine øjne, og den dag i dag ser jeg perfekt. Der gik det op for mig, hvor stor betydning et stabilt blodsukker har.

Da jeg kom op til min læge lidt tid efter, sagde han med det samme, at jeg lige havde scoret 20 år mere at leve i.

Kan se mine børn i øjnene

– Jeg har det markant bedre i dag. Sådan beskriver Elias Munk sin tilværelse efter at have ændret sit syn på sin diabetes og sit blodsukker. Og han er ikke den eneste, der er glad for ændringen.

– Da jeg kom op til min læge lidt tid efter, sagde han med det samme, at jeg lige havde scoret 20 år mere at leve i. Måske var det overdrevet, men det var hans første kommentar også. Og den virkede jo.

Det er netop tanken om et godt og langt liv, der driver Elias Munk i dag – mere end lægens skræmmende ord.

– Jeg er virkelig taknemlig for det, jeg har. Jeg har det godt, jeg kan se mine børn i øjnene, og jeg kan være en god far. Det er derfor, jeg bliver ved.

– Så, det er sådan: Det negative startede mig, og det positive holder mig i gang!

image-text
Forside Magasin 04 2024

Få historierne hjem til dig

Som medlem af Diabetesforeningen får du historierne fra magasinet direkte hjem i din postkasse. Magasinet udkommer fire gange om året.
Elias Munk Web

Læs også: Skammen forsvandt fuldstændig

Elias Munk er diabetesambassadør, og det er der rigtig mange grunde til. Men hvis der bare er ét barn, der har det, ligesom han havde det som barn, og som gennem hans historie kan se: "Du er ikke alene", så er det det hele værd.