Jeg vil gøre det til en naturlig del af mig

– Nu har jeg fået det konstateret, og der er ikke noget at gøre ved det. Nu skal jeg have det bedste ud af det.

Sådan fortæller Therese Marie Jensen optimistisk om sin indstilling til et helt nyt liv med en kronisk sygdom.

Therese fik nemlig konstateret type 1-diabetes i slutningen af december, og hun har oplevet den første tid som positiv.

– Jeg er megaglad for den måde, jeg har gået til det hele på. Jeg er generelt ikke typen, der tager ting så tungt. Jeg prøver altid at få problemer vendt det til noget positivt, og hvis noget er svært en gang i mellem, kan jeg godt finde på at lave lidt sjov med det. Måske er det en forsvarsmekanisme.

Er det normalt?

I slutningen af juli 2024 rejste Therese Marie Jensen til Grønland for at bo og arbejde deroppe frem til marts i år.

Kort efter hun ankom, lagde hun mærke til, at hun drak, tissede og sov mere end normalt, men tænkte, der måtte være en naturlig forklaring på det.

– Jeg var sikker på, at det bare var luften og lidt stress over nye omgivelser, der fik min krop i ubalance. Men da det blev ved, måtte jeg spørge andre, om det var normalt.

Svaret var desværre ikke et positivt på to bogstaver, men et negativt på tre. Herefter blev symptomerne værre, og Therese Marie Jensen måtte finde svar.

– Jeg gik i panik over, om jeg kunne få et glas vand mere, eller om jeg havde fri adgang til et toilet, fordi det var blevet så slemt. I juleferien var jeg i Danmark og fortalte min mor og søster om det. Min søster googlede og sagde, at det altså kunne være diabetes. Så begyndte vi at grine lidt, for dét havde jeg jo selvfølgelig ikke.

Læs mere om symptomer på type 1-diabetes

Men der var ikke meget at grine af. Få dage efter blev Therese Marie Jensen indlagt på Kolding sygehus og fik det, der havde virket som en umulig diagnose – type 1-diabetes.

Omvæltningen

For første gang i lang tid sov Therese Marie Jensen ordentligt. Ikke noget med at tisse eller drikke overdrevet – heller ikke om natten. På hospitalet kom hun i behandling, og det virkede med det samme, og det gav resultater på humøret.

– Jeg blev vildt glad over, at de symptomer, jeg havde haft i så lang tid, var forsvundet – det var virkelig en lettelse. 

Men behandlingen kom på bekostning af en sygdom.

– Det er en sygdom, som kan være svær at forholde sig til. Jeg var virkelig medtaget, da lægen gav mig diagnosen. Ikke fordi jeg havde fået diabetes, men fordi jeg ikke følte mig syg. Altså, min krop var syg, men det var mit hoved ikke, så det var virkelig nedslående, at mit liv skulle sættes på pause på grund af en sygdom, jeg ikke kunne mærke.

– Da jeg havde sagt farvel til mine forældre efter første dag på hospitalet, brød facaden, jeg havde bygget lidt op, sammen. Og igen var det ikke så meget på grund af diagnosen, men over alle de følelser og informationer, jeg fik. Og efter det tænkte jeg; her skulle mit positive mindset vise sig på bedst mulig vis: Arbejdet skulle i gang.

– Jeg tænkte, at nu måtte jeg finde ud af, hvordan jeg skal leve med det her, og hvordan det kan blive en naturlig del af mig.

Velkomst og inspiration

”Gode kunstnere låner, og de bedste kunstnere stjæler”. Sådan lyder et gammelt ordsprog, som Therese Marie Jensen levede efter omkring diagnosetidspunktet. Dog uden at bryde loven.

– Noget af det første, jeg gjorde, var at gå på Instagram og søge på type 1-diabetes for at se, hvordan andre lever med sygdommen og bare tage alt til mig. Jeg fandt en tryghed i at se, hvordan andre gør.

Og netop inspirationen har været vigtig for Therese Marie Jensen og hendes mindset.

– Diabetes er ikke noget, jeg kan blive kureret for. Så derfor valgte jeg at stå med åbne arme og sige velkommen. Derfor må jeg ud at lære så meget om det, jeg kan for at leve det bedste mulige liv.

Alle erfaringerne har Therese Marie Jensen tænkt sig at bruge på en helt bestemt måde.

– Jeg ser sådan et mentalt moodboard for mig, hvor jeg kan tage ting ned og sige; ”uh, den der kan jeg bruge nu”.

Del ud og ræk ud

På få måneder har Therese Marie Jensen altså i høj grad formået at acceptere, at diabetes er en ny fast del af hverdagen.

– Jeg har ret hurtigt fået det til at føles som en naturlig del af mig. Det er megafedt, men jeg véd også, at det langtfra er alle, der tackler det sådan – eller skal det. Min diætist sagde også til mig, at hun aldrig har mødt en, der tog diagnosen så chill som mig. Derfor vil jeg gerne læse om og tale med andre om det.

– Jeg vil virkelig gerne være en del af en ”diabetes omgangskreds”, hvor man kan hjælpe hinanden ved at komme med tips og tricks og dele og række ud. Jeg tror helt sikkert, det hjælper at lytte til hinanden, og det det er godt at have nogle at tale med det om, hvis jeg en dag får nogle dumme tanker.

Og Thereses plan for fremtiden er klar:

– Min diabetes er en del af mig, og det må den også gerne være! Nu skal jeg finde ud af, hvordan jeg gør det bedst.