Din oplevelse af, hvor din diabetes sidder, viser noget om, hvordan du mærker sygdommen fysisk og psykisk, og hvordan den påvirker din selvopfattelse. Forskning viser, at der ofte opstår tanker om identitet, når man får konstateret diabetes. Diabetesforeningen har stillet en række mennesker med diabetes spørgsmålet: Hvor sidder din diabetes?
– Jeg har altid været meget positiv, så da jeg fik diagnosen for 10 år siden, var det bare på med ja-hatten. I dag er det en stor del af mig, og det er som om, jeg har fortrængt tiden, før jeg fik diabetes. I mit hoved har jeg altid haft det. Det positive mindset viser sig både i, at jeg laver meget sjov med min diabetes især med mine kammerater, fordi det er så naturlig en del af mig. Når jeg får lavt blodsukker, ser jeg det som et lille treat, for så må jeg jo spise en marsbar. Jeg har tilpasset mit liv, så jeg lever bedst muligt med diabetes. Jeg har overbevist mig selv om, at min diabetes sidder i min bæltetaske med druesukker og penne. Så når jeg tager den af, føler jeg, at jeg tager min diabetes af og får en pause, hvis jeg har brug for det. Diabetes er dog stadig en stor del af mig, og i min vennekreds er jeg Jesper med diabetes. For mig er det positivt, fordi jeg har fået en masse gode ting fra min diabetes.
– I 22 år forsøgte jeg ikke at fokusere på min diabetes. Det betød, at jeg var dårligt reguleret, hvilket gjorde, at jeg ikke ville snakke om det, fordi det var flovt. Det var en ond spiral. For seks år siden kom konsekvensen i form af en syreforgiftning. Det viste mig, at jeg blev nødt til at acceptere min diabetes som en del af mig og tage mig af den. I dag fokuserer jeg meget på det positive ved min diabetes. For eksempel, at jeg er en bedre projektleder på grund af de kompetencer, jeg har fået ved at strukturere og planlægge mit liv med diabetes. Det er hårdt at leve med diabetes, men jeg forsøger også at bruge min diabetes til at tænke positivt i hverdagen. Hvis jeg har udrettet noget, kan jeg rose mig selv ekstra, fordi jeg har gjort det, imens jeg har diabetes. En stor ting var, da jeg fuldførte et halvmaraton. Det i sig selv er sejt, men der siger jeg til mig selv, at jeg er ekstra sej, fordi jeg har fuldført et halvmaraton med diabetes. Så mit nye fokus gjorde, at jeg blev velreguleret, fik lyst til at snakke om det, og det gav mig nogle hverdagssucceser.
– Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere negativ, efter jeg har fået diabetes. Jeg vågner sur og trist op hver morgen, fordi jeg ikke sover ordentligt, og jeg tager mig selv i at tænke; ”hvorfor er du sådan her?”. Før jeg fik diabetes, så jeg det som en almindelig sygdom. Derfor skammer jeg mig heller ikke over min diabetes. Der er mange i min omgangskreds, der har diabetes, men da jeg selv fik det, fandt jeg ud af, hvor slemt det er. Min diabetes bestemmer over mit liv i hverdagen, og den styrer 90 procent af mit humør og mine tanker. For at få fred for tankerne og mit dårlige humør, løser jeg sudoku. Det hjælper mig. Jeg prøver at lade som om, at jeg er okay overfor min familie og venner, men det er svært, fordi det påvirker mig så meget. Men jeg snakker meget åbent om min diabetes og sparrer med andre, der også har sygdommen. Så selvom jeg er ked af min sygdom, kæmper jeg videre.
– I de ni år, jeg har haft diabetes, har jeg set sygdommen som en del af det, jeg har med mig. Men den er ikke en del af mig. Jeg har ikke villet lade den fylde for meget, hvilket var grunden til, at jeg i mange år fravalgte at have udstyr siddende på mig. Jeg brød mig ikke om, at jeg ikke ville kunne kontrollere, hvem der vidste, jeg havde diabetes, og hvornår jeg ville snakke om det. Jeg havde ikke lyst til at blive stemplet som Vanessa med diabetes. Jeg har meget mere at byde på end min sygdom. Du ville jo heller ikke karakterisere nogen som Camilla med den brækkede tå. I dag er jeg dog mere åben om det og har haft en sensor i et par år. Sensoren giver mig også mulighed for at fortælle folk om sygdommen og fjerne stigma. Så den viste sig at være en fordel og ikke en ulempe. Så i dag er det okay, at min diabetes fylder lidt, men det skal bare ikke være det eneste, jeg kan byde ind med.
– Jeg kan ikke komme udenom, at diabetes er en stor del af mig og min hverdag, men jeg vil ikke lade det være det interessante ved mig. Jeg vil styre min diabetes og ikke omvendt. Jeg bruger meget humor til at fjerne det højtidelige ved min diabetes. Jeg joker meget med det, og så har jeg indstillet min alarm til at være babygråd, så når jeg har lavt blodsukker, er der en baby, der græder. Så får folk et smil på læben, og det fjerner stemningen af ”åh nej, Maria har lavt blodsukker”. Jeg fortæller også meget åbent om min diabetes for at gøre det så naturligt som muligt. Min diabetes fylder intet og alt. I hverdagen forsøger jeg at få den til at fylde ingenting, men jeg har det resten af livet, og den vil altid sidde i hovedet, og jeg vil altid have tanker om det. Der hjælper det at kunne se det som en naturlig del af mig.
– Jeg fortæller ikke så åbent om min diabetes i hverdagen, fordi folk har en tendens til at have fordomme og tage for mange hensyn. Jeg styrer for eksempel selv mine kostvaner ved at sige nej til eller reducere fed mad og søde desserter. Fortæller jeg om diabetes, vil jeg ofte blive tilbudt anden mad, men det ønsker jeg selv at styre. Når jeg nu har sygdommen, har jeg et godt liv med den. Diabetes er en del af mig, så jeg overholder selvfølgelig mine nødvendige kontroller, og jeg ved, jeg skal forsøge at leve sundt med kost og motion. Det vil jeg gerne inspirere andre med diabetes til også at gøre. Derfor er jeg frivillig i Diabetesforeningens hovedbestyrelse og i Taastrups lokalbestyrelse. Jeg fortæller om min diabetes, hvis det kan hjælpe til for eksempel at udrydde stigma eller inspirere andre til at respektere deres diabetes. Ellers er sygdommen et anliggende mellem mig og min læge.
– Jeg har altid haft et voldsomt behov for kontrol, og at alting var perfekt. Mine karakterer SKULLE være 12, og skulle jeg på ferie, dobbelttjekkede jeg vejret konstant. Det kulminerede, da jeg for to år siden fik diabetes. Pludselig var der endnu en ting i mit liv, jeg skulle have fuld kontrol over. Jeg sov ikke flere nætter i streg og drak mange liter kakao midt om natten for at korrigere mit blodsukker, så det lå perfekt. Sådan gik hele det første år, og det sled virkelig hårdt på mig. Jeg ville have min hverdag tilbage. Det gik op for mig, at jeg ikke behøvede at slide mig selv op for at ligge perfekt, for det er der ingen, der gør. Jeg lærte at acceptere mine udsving og sige til mig selv: Det skal nok gå. Det tog jeg også til mig i resten af tilværelsen. I dag har jeg langt mindre behov for kontrol, jeg er mere afslappet og mere end tilfreds med et 7-tal. Det livssyn fik jeg på grund af min diabetes. Det ville jeg ikke have været foruden.
– For mange år siden faldt jeg over en japansk filosofi omkring sygdom. En sygdom er noget, du kan blive helbredt for, og det er diabetes ikke. Derfor ser jeg på min diabetes som en tilstand, jeg skal leve med resten af mine dage. Jeg har gjort det så nemt for mig selv som muligt at tage mig af min diabetes for at leve det bedste liv, jeg kan. Nu har jeg haft diabetes i 67 år, og efterhånden sidder min diabetes bare på rygraden. Det er rutiner og vaner, og i takt med teknologiens udvikling fylder den mindre og mindre for mig. Min diabetes er blevet naturligt for mig, og jeg har heller intet problem med at stikke mig med min insulinsprøjte i offentligheden. Jeg har vænnet mig til min tilstand og lægger nærmest kun mærke til den, når jeg skal have mit udstyr med over i et nyt sæt arbejdsbukser. Den fylder mere praktisk end psykisk for mig.
– Jeg skænker ikke min diabetes en tanke i hverdagen. Jeg kan ikke mærke nogen forskel fra før, jeg fik diagnosen og til nu, så derfor føler jeg ikke, at jeg har diabetes. Jeg tager otte piller hver dag, og der er min diabetespille bare med i bunken. Jeg blev ked af det, da jeg fik diagnosen og ville da hellere være foruden, men det er ikke noget, der har ændret min psyke. Det er slet ikke en del af min identitet. Jeg tænker mig om, inden jeg bare spiser en masse slik, men ellers gør jeg ikke noget. Jeg kan godt snakke med om diabetes, hvis nogen allerede har bragt det op. Jeg ville bare ikke gøre det selv. Jeg har det godt, så jeg går ikke og tænker ”pas på, du har diabetes”. Jeg er heller ikke bange for følgesygdomme – jeg lever, som jeg altid har gjort, så den fylder overhovedet ikke for mig.
– Jeg blev meget påvirket af min diabetesdiagnose for 3,5 år siden. Jeg havde levet et børne-, ungdoms- og voksenliv uden diabetes og skulle nu til at leve en ny tilværelse. Da jeg fik diagnosen, trak jeg stikket. Jeg havde brug for tid til at forholde mig til mit nye liv og eventuelle identitet. Derfor sagde jeg mit job op og gik i terapi. Jeg havde lige købt lejlighed, så det var et satset valg, men jeg ville lære at forstå min sygdom og finde ud af, hvilken betydning den skulle have for mit liv. Det var en god investering. Jeg ville ikke have, at diabetes skulle være en del af mig, men ville derimod få så meget viden om den, at den blev det, den er for mig i dag; en kronisk sygdom, jeg har styr på. Jeg lever i dag 90% det samme liv som før, jeg fik diabetes, fordi jeg lærte, hvordan jeg skal håndtere den og blev klar over, hvordan jeg kunne integrere den bedst muligt i mit liv.
Diabetes kan have stor indflydelse på dig og dit liv. Mange oplever efter diagnosen, at de bliver nødt til at omdefinere deres forståelse af, hvem de er. Selvom diabetes er en del af dig, minder Anne Hvarregaard Mose, psykolog, om, at du også er så meget andet end din diabetes.
Bliv klogere på, hvordan diabetes kan påvirke din identitet
Therese Marie Jensen er ny med diabetes. Hun fik konstateret type 1-diabetes den 27. december 2024 og har de sidste måneder levet et helt nyt liv. Trods mange forandringer er hun positiv og klar til at lære så meget som muligt om sin nye hverdag.
Læs Thereses historie
