vejning af mad

Hvad må mit barn med type 1-diabetes spise og drikke? 

Mad kan føles som et regnestykke, der ikke altid går op, når dit barn får type 1-diabetes – selvom I forsøger at gøre alt rigtigt, og selvom maden er sund. Og hvordan er det nu lige med slik, frugt, havregryn, pizza og fødselsdage? Her har vi samlet svar på de spørgsmål, mange forældre står med i hverdagen.

Kan I spise det samme som før? 

Umiddelbart ja. Dit barn kan som udgangspunkt spise det samme som resten af familien. Det nye er, at I skal lære at tælle kulhydrater og give insulin, der passer til maden. 

I starten kan det føles, som om alt skal vejes, tælles og beregnes. Det kan være overvældende, og det er helt naturligt. Med tiden bliver det en rutine for de fleste familier. 

Kulhydrater er brændstof for kroppen og hjernen. Dit barn har brug for dem ligesom alle andre børn. Det handler ikke om at undgå kulhydrater, men om at matche dem med insulin. 

En udbredt misforståelse er, at børn med diabetes ikke må spise slik, men gerne et æble eller en bolle i stedet. Det er ikke rigtigt. Der er kulhydrater i et æble og i en bolle – ligesom i slik. Dit barn skal have insulin til det hele. 

Diabetesforeningens diætister anbefaler, at dit barn spiser efter Fødevarestyrelsens kostråd – ligesom alle andre børn. 

Dit barn har ikke fået type 1-diabetes af slik og sukker

Ingen ved endnu præcist, hvorfor nogle børn (og voksne) får type 1-diabetes. Men det er helt sikkert, at slik og sukker ikke er årsagen. Det er ikke noget, du har gjort forkert som forælder. 

Hvad med alternative kostformer og diæter? 

Nogle forældre overvejer lavkulhydrat-kost eller andre diæter, når dit barn får diagnosen. Det er forståeligt – de fleste forældre vil gerne gøre det bedste for deres barn. 

Diabetesforeningens diætister fraråder det. Dit barn har brug for næringsstoffer fra mange fødevarer for at vokse og udvikle sig. En alternativ kost kan mangle vigtige vitaminer og mineraler. Og et overdrevet fokus på mad kan blive en mental belastning – oveni alt det, I allerede skal holde styr på. 

Er du i tvivl, så ring til Diabetesrådgiverne, hvor du bl.a. kan tale med vores børne- og ungekonsulent eller vores diætister.  

Kontakt Diabetesrådgiverne

Hvad er kulhydrater, og hvorfor betyder de noget? 

Kulhydrater er det næringsstof, der direkte påvirker blodsukkeret. Fedt og protein gør det også – men i langt mindre grad. Derfor er kulhydrater det, du skal holde øje med, når du beregner insulin til dit barn. 

Du finder kulhydrater i: 

  • Brød, havregryn og morgenmadsprodukter 
  • Pasta, ris og kartofler 
  • Mælk og mælkeprodukter 
  • Frugt og frugtjuice 
  • Slik, chokolade og kager 
  • Bønner, ærter og linser 

Kulhydrater findes altså i rigtig mange madvarer – ikke kun i slik og kage. Dit barn skal både have insulin til en rugbrødsmad, et æble og til en fastelavnsbolle.  

De tre typer kulhydrater og deres effekt på blodsukkeret 

Ikke alle kulhydrater er ens. De deles i tre typer – og de opfører sig forskelligt i kroppen. 

Sukkerarter

Sukkerarter findes i slik, juice, is og frugt. De optages hurtigt i blodet. Blodsukkeret stiger hurtigt – og falder ofte hurtigt igen. Brug sukkerarter til at hæve et lavt blodsukker.

Stivelse

Stivelse findes i brød, ris, pasta og kartofler. Noget stivelse optages hurtigt – franskbrød er et godt eksempel. Rugbrød og pasta optages langsommere, fordi de indeholder kostfibre. Pasta og ris kan være svære at dosere insulin til, fordi de frigiver sukker et stykke tid efter maden er spist. 

Kostfibre

Kostfibre findes i havregryn, rugbrød, grøntsager og bælgfrugter. De optages langsomt. Mad med mange kostfibre giver et mere stabilt blodsukker – men hjælper ikke, hvis dit barn har lavt blodsukker og skal have det hurtigt op igen. 

Find de hurtige kulhydrater, dit barn kan lide 

En vigtig del af hverdagen med type 1-diabetes er altid at have hurtige kulhydrater ved hånden. 

Hvis dit barns blodsukker bliver lavt eller falder hurtigt, skal det kunne hæves hurtigt. Derfor er det vigtigt at finde noget, dit barn kan lide og kan få ned – også når det har det dårligt. 

Hurtige kulhydrater bruges til at behandle lavt blodsukker. Får dit barn hurtige kulhydrater i tide, kan det være med til at forhindre, at et lavt blodsukker udvikler sig til et alvorligt lavt blodsukker eller insulinchok. 

Det vigtigste er ikke, hvilken type hurtige kulhydrater I vælger. Det vigtigste er at dit barn rent faktisk vil have dem – og at de altid er tilgængelige. 

Nogle børn foretrækker druesukker-tabletter. Andre vil hellere have en juicebrik, andre vil have en kakao eller en klemmepose med frugtsmoothie. Find det, der virker for jeres hverdag – og hav det altid klar i tasken, i skolen, institutionen og hos dem der passer dit barn. 

Pizza og havregryn 

Visse madvarer er sværere at dosere insulin til end andre. Pizza er et klassisk eksempel. Fedtet i osten forsinker optagelsen af kulhydraterne, så blodsukkeret kan stige flere timer efter måltidet. 

Mange oplever også, at havregryn kan være svære at få til at passe – især om morgenen. Det skyldes blandt andet, at kroppen ofte er mindre følsom over for insulin om morgenen, og at havregryn kan få blodsukkeret til at stige hurtigere, end insulinen når at virke. 

Det betyder ikke, at dit barn ikke må spise pizza eller havregryn. Det betyder, at I skal øve jer. Og det kan tage tid at finde den strategi og den insulindosis, der virker bedst for netop jeres barn. 

Det samme gælder andre måltider med meget fedt eller mange kulhydrater. Tal med jeres diabeteshold om strategier til de madvarer, der udfordrer jer. 

Det betyder ofte meget for dit barn at kunne spise det samme som de andre børn – pizza til klassefesten eller havregryn til morgenmad. Det kan som regel godt lade sig gøre. Det kræver bare lidt ekstra øvelse.

Praktiske tips til kulhydrattælling i hverdagen 

Kulhydrattælling kræver øvelse. Men der er tricks, der gør hverdagen lettere. 

Brug kulhydrat-appen

Med appen kan du slå kulhydratindholdet op i tusindvis af mad- og drikkevarer og beregne, hvor mange enheder insulin dit barn skal have. 

Kulhydrattælleren

Har du prøvet kulhydrat-tælleren?

Kulhydrattælleren gør det hurtigt og nemt at finde ud af, hvor mange kulhydrater, der er i maden. Slå kulhydratindholdet op i ca. 630 madvarer. Appen er gratis og kan hentes til både iPhone og Android.

Kulhydratseddel i madpakken 

Læg en seddel i madpakken med præcis, hvad den indeholder – og hvad det betyder på pumpen. 

Skriv fx: “rugbrødsmadder med ost: 24 g kulhydrater = X enheder. Æble: 15 g kulhydrater = X enheder.” 

Så har dit barn – og skolens eller institutionens personale – alt hvad de skal bruge. De behøver ikke slå noget op eller gætte.

Gode råd fra andre forældre 

Der findes mange små tricks, som kan gøre hverdagen med type 1-diabetes lidt lettere. Et råd, nogle familier deler, er at lade barnet spise en lille håndfuld mandler og et stykke ost før morgenmaden. Hos nogle kan det gøre, at blodsukkeret stiger langsommere efter for eksempel havregryn, fordi protein og fedt forsinker optagelsen af kulhydraterne.  

Det virker ikke nødvendigvis for alle børn. Diabetes reagerer forskelligt fra barn til barn, og det, der fungerer godt hos én familie, virker ikke altid hos en anden. Prøv jer stille og roligt frem, og hold øje med, hvordan blodsukkeret reagerer. 

Har du brug for flere idéer fra andre, der står i samme situation som jer?

Mød andre forældre gennem Diabetesforeningens børnefamiliegrupper, camps og mentorprogram.

Camps og børnefamiliegrupper

Du kan møde andre forældre gennem vores mange tilbud. Vi har camps for hele familien eller din teenager. Så har vi lokale børnefamiliegrupper hvor I kan møder, og også samtalegrupper for de søskende som er pårørende til et barn med diabetes.

Få en mentor

Det kan være en stor hjælp at tale med andre forældre, som har stået i din situation. Gennem Diabetesforeningen kan du tale med andre forældre, der har diabetes inde på livet, og deler ud af deres erfaringer.

Der er også Facebookgruppen “Forældre til børn med type 1-diabetes”. Her deler mange deres erfaringer med alt fra madpakker og fødselsdage til sport og kulhydrattælling. 

Mærk efter. Hvornår bliver maden et pres? 

Når dit barn har type 1-diabetes, bliver mad pludselig mere end bare mad. Somme tider bliver dit barn “tvunget” til at spise eller drikke for at få blodsukkeret op – og andre gange, skal dit barn holde igen med mængderne, fordi blodsukkeret er for højt. Det konstante fokus på kulhydrater, insulin og blodsukker er en krævende opgave. For de fleste familier bliver det en rutine med tiden. Men for nogen – særligt unge piger – kan det udvikle sig til noget mere.  

Unge med diabetes har 10 procent øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. 15 procent af piger med diabetes mellem 12 og 19 år udviser risikoadfærd – mod 8 procent af piger uden diabetes. 

Vær opmærksom, hvis du mærker: 

  • at dit barn undgår måltider eller gemmer mad 
  • at dit barn er angst for at spise noget “forkert” 
  • at mad fylder uforholdsmæssigt meget i tankerne 
  • at dit barn taber sig, samtidig med at blodsukkeret er højt over tid 

Det sidste punkt er et tegn på diabulimi – en tilstand, hvor insulin underdoseres bevidst for at tabe sig. Det er farligt og kræver hurtig hjælp. 

Du behøver ikke vente, til det bliver alvorligt. Tag det med dit barns diabetes-team, så snart du er bekymret. 

Diabetesforeningen har samlet viden om diabetes og spiseforstyrrelser – herunder hvad du kan gøre, og hvor du kan søge hjælp.

Rådgiverne

Hvor får du hjælp nu? 

Du behøver ikke finde ud af det hele alene. Kontakt Diabetesrådgiverne og få gratis rådgivning til dig som forælder. Du kan spørge om alt fra kulhydrattælling til svære samtaler med dit barns skole.  

Ofte stillede spørgsmål 

  • Ja. Dit barn kan spise det samme som andre børn – slik, kage, æbler og boller. Det kræver, at I giver insulin der matcher kulhydraterne. Kulhydrater findes i alle disse madvarer. Det er ikke kun slik, der kræver insulin – det gør et æble og en rugbrødsmadder også. 

  • Det er en klassisk situation. Har dit barn fået insulin og spiser ikke, stiger risikoen for lavt blodsukker. Tilbyd et alternativ med nogenlunde samme kulhydratindhold – eller giv dit barn noget sødt for at dække insulinen. Tal med jeres diabetesteam om, hvad I gør i netop jeres familie.

  • Nej – ikke som udgangspunkt. Sukkerfri produkter er ikke nødvendige for børn med type 1-diabetes. Fokus skal være på at matche insulin og kulhydrater – ikke på at fjerne sukker fra kosten.

  • De fleste voksne vil gerne hjælpe, men kan være nervøse for at gøre noget forkert. Tag derfor en kort snak med dem på forhånd. Fortæl, hvad de skal vide om dit barns diabetes og udstyr, hvad er højt og lavt blodsukker – og hvad skal de gøre, hvis blodsukkeret bliver lavt, og at de altid må ringe til dig, hvis de bliver i tvivl. 

    Vi ved af erfaring, at misforståelser kan opstå. Nogle voksne tror for eksempel, at et barn med type 1-diabetes ikke må få kage eller slik og tilbyder frugt i stedet, uden at vide, at der også er kulhydrater i frugt, som barnet kan have brug for insulin til. Men børn med type 1-diabetes er forskellige, og derfor er det vigtigt at aftale, hvad der gælder for netop dit barn. Det skaber tryghed for både dit barn og de voksne. 

  • Der findes ikke et bestemt tidspunkt. Det afhænger af dit barns alder, modenhed, interesse og erfaring med diabetes. 

    I starten er det dig som forælder, der har ansvaret for kulhydrattælling og insulinberegning. Efterhånden kan dit barn blive inddraget i små opgaver – for eksempel at veje maden, læse varedeklarationer eller finde fødevarer i appen. 

    Med tiden kan dit barn gradvist overtage mere af ansvaret. Nogle børn har lyst til det tidligt, mens andre har brug for længere tid. Det vigtigste er, at dit barn ikke får et større ansvar, end det er klar til. 

    Selvom større børn og unge bliver mere selvstændige, har de fleste stadig brug for støtte. Kulhydrattælling og insulinberegning er komplekse opgaver, og det er helt normalt fortsat at hjælpe med at tjekke beregninger eller tale dagens måltider igennem. 

    Går dit barn i skole eller SFO, skal personalet kende dit barns behov og kunne hjælpe, når det er nødvendigt. Dit barn må ikke stå alene med ansvaret for sin diabetes.