Sensor – løbende måling med 5-15 minutters forsinkelse
En sensor måler blodsukkeret løbende, hvert 5. minut, døgnet rundt. Tallene vises på en scanner eller i en app på din telefon – og du kan dele adgang med andre. Det betyder, at du kan følge dit barns blodsukker, mens barnet er i institution eller skole – selv om I er langt fra hinanden. Den kan give alarm, når blodsukkeret er for højt eller for lavt, og kan vise, om blodsukkeret er på vej op eller på vej ned.
Der findes to typer sensorer:
- CGM (kontinuerlig glukosemåler): sender automatisk tal til din telefon og kan kobles til en insulinpumpe.
- FGM/Flash glukosemåler: du skal selv scanne sensoren for at se tallene.
Begge typer måler blodsukker i vævsvæsken under huden – ikke direkte i blodet. Det betyder, at tallene er 5-15 minutter bagud. Falder blodsukkeret hurtigt, ser du det altså lidt efter.
En sensor sidder på huden i ca. 10-14 dage, afhængigt af typen.
Fingerprikker – det øjeblikkelige tal
En fingerprikker giver dig blodsukkeret her og nu. Et lille prik på siden af fingerspidsen, en dråbe blod og ti sekunder – så har du et præcist tal direkte fra blodet.
Hvornår skal du bruge fingerprikkeren, selv om dit barn har sensor?
- Sensorens opstartsfase. En ny sensor skal indkøre – det kaldes at den skal kalibrere. I de første timer kan tallene afvige fra det faktiske blodsukker. Stol ikke blindt på dem endnu.
- Når du er i tvivl, om sensoren eller pumpen virker. Virker udstyret mærkeligt? Viser det ikke det forventede? Mål med en fingerprikker.
- Når dit barn er sygt. Er dit barn sygt, bør du også måle blodsukkeret med en fingerprikker. Mål regelmæssigt, og mål ketoner, hvis blodsukkeret er vedvarende højt. (link evt. til side om høj blodsukker barn)
- Når du har brug for et præcist tal med det samme. Blodsukkeret falder hurtigt, dit barn er sløvt, eller du er usikker på situationen? Fingerprikkeren giver blodsukkeret her og nu – sensoren er 5-10 minutter bagud.
En god tommelfingerregel: brug sensoren til at se mønstre og tage forhåndsregler. Brug fingerprikkeren, når du har brug for at kende blodsukkeret nu.
Hvad er et normalt blodsukker for et barn med diabetes?
Blodsukker – hvornår skal du reagere?
• Under 4 mmol/L: Lavt blodsukker. Dit barn skal have hurtige kulhydrater – fx juice eller druesukker – med det samme.
• 4–8 mmol/L: Normalt område for de fleste børn med diabetes.
• Over 10 mmol/L: Højt blodsukker. Følg op og vurder om der er behov for korrektionsinsulin – efter aftale med diabetesteamet.
• Over 15 mmol/L: Mål altid ketoner.
Dit barns præcise mål aftales med jeres diabeteslæge og kan variere.
Lavt blodsukker og insulinchok – hvad gør jeg?
Falder blodsukkeret til under 4 mmol/L, skal dit barn have hurtige kulhydrater med det samme. Ellers kan blodsukkeret blive så lavt, at dit barn får et insulinchok. Det ser voldsomt ud – men du lærer at håndtere det.
Højt blodsukker – hvad skal jeg være opmærksom på?
Når blodsukkeret er for højt i længere tid, kan kroppen danne ketoner i blodet. Stiger ketontallet, kan det udvikle sig til syreforgiftning – en alvorlig tilstand. Mål ketoner, hvis blodsukkeret er over 16 mmol/l i mere end en halv dag, eller hvis barnet kaster op.
Det er ikke kun mad, der påvirker blodsukkeret
Mange ved, at kulhydrater som pasta, brød, frugt, slik og kage får blodsukkeret til at stige. Men der er mange andre faktorer, der påvirker blodsukkeret – og de kan overraske.
Følelser og humør påvirker blodsukkeret direkte. Nervøsitet inden noget nyt eller spændende – en legeaftale, en ny situation eller en vigtig dag – kan sende tallene i vejret, uden at dit barn har spist noget ekstra. Det samme gælder vrede og glæde.
Hormoner spiller også ind. I perioder med kraftig vækst eller – hos piger – menstruation kan blodsukkeret opføre sig uforudsigeligt.
Sygdom påvirker blodsukkeret markant. Selv en almindelig forkølelse kan hæve det – og gøre det sværere at regulere end normalt.
Temperatur påvirker også blodsukkeret. Varme og kulde kan begge rykke ved tallene på måder, der ikke altid er nemme at forudsige.
Fysisk aktivitet virker forskelligt – og det er ikke altid til at forudsige. Noget aktivitet sænker blodsukkeret. Andet hæver det. Hvis der er meget adrenalin i kroppen – fx under en spændende fodboldkamp – kan blodsukkeret stige. Andre gange falder det under og efter bevægelse. Det kræver erfaring at lære, hvordan dit barn reagerer.
Det er normalt, at tallene en dag ikke giver mening. Det er ikke nødvendigvis noget, du har gjort forkert. Når det handler om diabetes og blodsukker, er 2 + 2 ikke altid 4.
Ofte stillede spørgsmål
-
En sensor måler blodsukkeret løbende i vævsvæsken under huden – resultaterne er 5-10
5minutter bagud. En fingerprikker måler direkte i blodet og giver det øjeblikkelige tal. Sensoren giver overblik og varsler om ændringer. Fingerprikkeren bruges, når du har brug for et præcist her-og-nu-tal. Læs mere om diabetesteknologi. -
En sensor sættes på med en lille applikator, der placerer elektroden under huden. De fleste børn synes, det er overkommeligt – og mange vænner sig hurtigt til det.
-
Det afhænger af alder og tidspunkt på dagen. Som udgangspunkt er 4–10 mmol/L normalt for de fleste børn med diabetes. Din families specifikke mål aftales med barnets diabeteslæge.
-
De første gange, I skal måle blodsukker med en fingerprikker, vil dit barn måske være skeptisk eller bange, ligesom det som forælder kan være svært at skulle stikke sit barn. I løbet af kort tid vænner de fleste børn sig til at få målt blodsukker, selvom det kan gøre ondt. Hvis dit barn ikke er tryg ved at få målt blodsukker, kan det være en god idé, at du måler blodsukkeret på dig selv eller en anden for at vise, at det ikke er farligt. Brug siden af fingerspidsen – det gør lidt mindre ondt end midten. Skift finger, så du ikke bruger den samme hele tiden.
Se filmen: Sådan måler du blodsukker med fingerprikker.
-
I sensorens opstartsfase. Og når blodsukkeret ændrer sig hurtigt, fx ved sygdom eller hvis du er i tvivl, om du har fået den rette mængde insulin – sensoren er 5-10 minutter bagud. Brug en fingerprikker, hvis du er i tvivl.
-
Mål ketoner med det samme. Giv korrektionsinsulin efter aftale med diabetesteamet. Kontakt dem, hvis du er i tvivl, eller tallene er vedvarende høje.
-
Falder blodsukkeret under 4 mmol/L, skal dit barn have hurtige kulhydrater med det samme – fx juice eller druesukker. Sker det ikke, kan dit barn få insulinchok.
Se vores guide, hvis dit barn har fået insulinchok.
-
Mål ketoner, hvis blodsukkeret er over 16 mmol/l i mere end en halv dag, hvis barnet er utilpas med mavesmerter og højt blodsukker, eller hvis barnet kaster op. Brug en blodketonmåler – den er mere præcis end urinstrimler.
