MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Forskning: Mobning og vold øger risikoen for type 2-diabetes

20. marts 2018 Tilbage

Mobning, vold og trusler på jobbet er stressfaktorer, der kan øge risikoen for at udvikle type 2-diabetes, viser stort nordisk studie. Det understreger, at erhvervslivet skal spille med i kampen mod diabetes, mener Diabetesforeningen.

Medarbejdere, der føler sig mobbet på jobbet, har 46 procents højere risiko for at udvikle type 2-diabetes i løbet af et årti end dem, der ikke har følt sig mobbet. Det viser svar fra mere end 45.000 mænd og kvinder fra Danmark, Sverige og Finland.

I studiet har ni procent af deltagerne følt sig mobbet på arbejdspladsen, mens 12 procent har oplevet at være blevet udsat for vold eller trusler om vold.

Undersøgelsen viser også, at medarbejdere, som udsættes for vold eller trusler om vold på jobbet, har 26 procents større risiko for at udvikle type 2-diabetes i løbet af et årti end dem, der ikke har været udsat for vold eller trusler. Resultaterne er ens for mænd og kvinder og på tværs af de tre lande.

Administerende direktør i Diabetesforeningen Henrik Nedergaard.

- Vi ved fra andre undersøgelser, at stress har en negativ virkning for både vores mentale og fysiske sundhed. Men at mobning og vold påvirker vores risiko for type 2-diabetes så meget er meget nedslående og bekymrende, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Henrik Nedergaard. 

Tag ansvar for medarbejdere

Henrik Nedergaard mener, at studiet understreger erhvervslivets rolle i kampen for at forhindre de dystre prognoser, der peger på, at 430.000 danskere vil have type 2-diabetes om blot 12 år.

- Hvis vi skal vinde kampen mod diabetes i morgen, skal vi handle allerede i dag, og alle aktører i samfundet har en rolle, også virksomhederne. Studiet viser hvor vigtigt, det er, at den enkelte virksomhed tager ansvar for sine medarbejderes sundhed og sørger for at vold, trusler og mobning ikke forekommer, siger Henrik Nedergaard.

Han peger blandt andet på, at virksomheder bør afsætte tid og ressourcer til sundhedsfremmende aktiviteter – så vidst muligt i arbejdstiden, da flere så vil være med. Det vil kunne være med til at skabe sammenhold medarbejderne imellem og virke som et værn mod vold og mobning.

- Erfaringerne fra vores nyligt afsluttede projektet Energi til Livet, viser desværre, at det ikke er nogen let sag at inspirere virksomheder til at bruge tid og penge på at få sundere medarbejdere, selvom det kan mindske sygefraværet på sigt. Virksomheder bør udvise en helhedsorienteret indsats, og ledelsen skal være engageret for at få medarbejderne med. Det kræver vedligeholdelse af aktiviteter og opfølgning, siger han.

Tre mulige årsagsforklaringer

Det nordiske studie har ikke undersøgt mekanismerne bag årsager til den øgede risiko for type 2-diabetes.

Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, Tianwei Xu, der er en af forskerne bag studiet, forklarer dog ifølge Videnscenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside mitarbejdsmiljo.dk, at der er tre overordnede forklaringer på, hvordan mobning, vold eller trusler på arbejdspladsen kan øge diabetes-risikoen: 

  • Gennem negative følelser eller følelsesmæssige lidelser, for eksempel depression og angst.
  • Gennem fysiologiske ændringer efter at være blevet udsat for disse stressfaktorer, for eksempel udskillelse af kortisol.
  • Gennem sundhedsrelaterede adfærdsændringer med det formål at håndtere stress – for eksempel trøstespisning.

– Det at tage på i vægt kan være et vigtigt led, eftersom vi i studiet kunne se, at det påvirkede effekten, når vi tog højde for BMI, siger Tianwei Xu til mitarbejdsmiljo.dk.

Af Jacob Gyldenløve Aaen, jga@diabetes.dk

 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes