MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Nyt studie: Fuldkorn kan sænke risikoen for type 2-diabetes

28. september 2018 Tilbage

Jo mere fuldkorn du spiser, jo mere sænker du din risiko for at udvikle type 2-diabetes, viser omfattende dansk forskning. Diabetesforeningen håber, at undersøgelsen kan få flere til at spise mere fuldkorn.

Supermarkedernes hylder bugner af fuldkornsprodukter som aldrig før. De mange produkter med det orange fuldkornsmærke medvirker til at mindske risikoen for type 2-diabetes. Det viser et nyt, stort dansk studie fra Kræftens Bekæmpelse.


I Diabetesforeningen betegner klinisk diætist, Lisa Heidi Witt, studiet som meget solidt, fordi det har set på sundhedsdata over en 15-årig periode fra mere end 55.000 midaldrende danskere.

Fakta om type 2-diabetes

  • Type 2-diabetes er den mest udbredte diabetestype i Danmark og udgør ca. 80 % af det samlede antal diabetikere. Tidligere blev den kaldt gammelmandssukkersyge, da den primært ramte ældre. I dag er betegnelsen misvisende, da type 2-diabetes også rammer yngre personer.
  • Der findes endnu ikke en kur mod type 2-diabetes, men det er muligt til en vis grad at forebygge sygdommen, hvis du spiser sundt, bevæger dig hver dag og undgår rygning og overvægt.
  • Har du type 2-diabetes, kan en sund livsstil sammen med din medicin være med til at udsætte eventuelle følgesygdomme. 
  • Mindst 252.750 danskere har diabetes – ca. 80 procent af dem har type 2-diabetes.
  • 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes.
  • 300.000 danskere skønnes at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes).
  • I 2030 skønnes 430.000 danskere at være diagnosticeret med type 2-diabetes.

- Studiet slår en tyk streg under fuldkorns sundhedsmæssige mekanismer. Fuldkorn er godt for folkesundheden, fordi det indeholder gavnlige indholdsstoffer. 300.000 danskere skønnes at have forstadie til type 2-diabetes. I Diabetesforeneingen er et af vores formål at være med til at forebygge den eksplosive udvikling af sygdommen.  Derfor er det glædeligt, at det endnu engang bliver bekræftet, at fuldkorn har en forebyggende effekt, siger Lisa Heidi Witt.

Større mæthed og bedre fordøjelse

En analyse, som analyseinstituttet, YouGov, har udarbejdet for Fuldkornspartnerskabet, som Diabetesforeningen er en del, viste tidligere på året, at 41 procent af danskerne ikke ved, at fuldkorn medvirker til at mindske risikoen for type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og nogle former for kræft. 

Danskerne spiser i gennemsnit 63 gram fuldkorn om dagen, så der er egentlig ikke så langt op til den anbefalede mængde på 75 gram fuldkorn om dagen. Til gengæld spiser den fjerdedel af befolkningen, der indtager mindst fuldkorn kun 23 gram.

- Der er et kæmpe potentiale i at få de, der spiser mindst fuldkorn til at spise bare en anelse mere. Hvis vi kan få folk til at bytte et stykke raffineret brød ud med et stykke fuldkornsbrød hver dag, er vi kommet ret langt. Fuldkorn gør ikke alene din mad sundere, du opnår også en større mæthed og får en bedre fordøjelse. Fuldkorn findes efterhånden i rigtig mange produkter. Det gør det nemt at få fuldkorn ind i alle dagens måltider. Det budskab skal vi have ud til endnu flere danskere, siger Lisa Heidi Witt.

Folk der spiser fuldkorn er sundere

Den danske undersøgelse viser, at hver gang en mand spiser 16 gram fuldkorn, sænker han sin risiko for at udvikle type 2-diabetes med 11 procent. Diabetesrisikoen falder med 7 procent for en kvinde ved samme fuldkornsindtag. De mænd, der i undersøgelsen spiser mest fuldkorn har dermed 34 procent lavere risiko for type 2-diabetes sammenlignet med de mænd, der spiser mindst fuldkorn. For kvindernes vedkommende er denne forskel i diabetesrisikoen på 22 procent.

Hvorfor, der er denne forskel mellem kønnene, kan undersøgelsen desværre ikke give et svar på. Men forsker og ph.d. ved Kræftens Bekæmpelse, Cecilie Kyrø, der har lavet undersøgelsen forklarer, at en mulig årsag kan være, at mænds sundhedstilstand generelt er lavere end kvinders.

- Mænd starter så at sige på et lidt lavere niveau, når de påbegynder en livsstilsændring, en behandling eller et sundhedsfremmende tiltag. Derfor kan mænd opleve en mere positiv effekt af at spise fuldkorn end kvinder, der generelt har et bedre helbred, siger hun.

Undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse viser endvidere, at de personer, der spiser mest fuldkorn, også har et lavere BMI (Body Mass Index, red.), er bedre uddannet og ryger mindre, end de personer der spiser mindst fuldkorn.

Fakta om fuldkorn og Fuldkornspartnerskabet

  • Fuldkorn er hele kerner eller forarbejdede kerner f.eks. malet til mel. Der er altså også tale om fuldkorn, når mel malet på hele korn er brugt. Det afgørende er nemlig ikke, om der er hele korn i, men om melet er malet af hele korn.
  • Fuldkorn er hele kerner fra hvede, rug, byg, havre, hirse, ris, majs (tørret) og sorgum.
  • Fuldkorn rummer vitaminer, mineraler og andre sundhedsfremmende stoffer, som er vigtige i forhold til at forebygge sygdomme som type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og visse former for kræft.
  • Fødevarestyrelsen anbefaler, som en del af de officielle kostråd, at en voksen spiser minimum 75 gram fuldkorn om dagen, mens børn anbefales at indtage 40-60 gram om dagen.
  • Danskerne spiser i gennemsnit 63 gram fuldkorn om dagen ifølge foreløbige tal fra Kræftens Bekæmpelses nye undersøgelse ”Kost, kræft og helbred – næste generationer”
  • Fuldkornspartnerskabet arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
  • Fuldkornspartnerskabet består af Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder. Læs mere her: www.fuldkorn.dk

Af Jacob Gyldenløve Aaen: jga@diabetes.dk 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes