Hæderspris til fremtrædende overlæge

Overlæge, dr. med. Kirsten Nørgaard er modtager af Niels Schwartz Sørensens Pris 2019. Prisen blev uddelt på årsmødet i diabeteslægernes faglige selskab, Dansk Endokrinologisk Selskab.

Kirsten Nørgaard. Foto: Ulrik Jantzen
22. januar 2019 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Den 59-årige overlæge, dr. med. Kirsten Nørgaard fra Steno Diabetes Center Copenhagen modtog Niels Schwartz Sørensens Pris 2019 på 75.000 kroner for sin karriere indenfor diabetesforskningen.

Kirsten Nørgaard, der er næstformand i Diabetesforeningens Forskningsråd, er en pioner indenfor anvendelsen af teknologi i diabetesbehandlingen, specielt i relation til brugen af insulinpumper og glukosesensorer til behandling af type 1-diabetes. Hun har i en årrække været førende i Danmark på området, og hendes resultater og erfaringer har været med til at definere brugen af teknologi i diabetesbehandlingen. Dermed har hun med sin enorme viden og forskning gjort en stor forskel for mange patienter med type 1-diabetes.

Hendes kurser i netop anvendelsen af de moderne teknologiske behandlingsredskaber er højt anerkendte og meget efterspurgte hos læger og sygeplejersker, der arbejder på diabetesområdet.

Førende på diabetesteknologi


Kirsten Nørgaard, der har publiceret over 100 videnskabelige artikler i sin karriere, er uddannet læge fra Aarhus Universitet og fik sin doktorgrad ved Københavns Universitet i 1995.

De senere år har hun især koncentreret sig om udviklingen af ”closed loop”-systemer, hvor insulinpumpe og glukosesensor arbejder sammen og regulerer diabetespatienters blodsukker til erstatning for den funktion i bugspytkirtlen, som mennesker med type 1-diabetes har mistet. Derfor kaldes denne teknologi ofte for ”en kunstig bugspytkirtel”.

De tre professorer, der på vegne af Diabetesforeningen indstiller modtagere til Niels Schwartz Sørensens Pris, beskriver Kirsten Nørgaards forskning som fuld af ”nye og lovende perspektiver for type 1-diabetes-patienter” og understreger, at hendes resultater har forbedret livskvaliteten for utallige patienter med type 1-diabetes.

Om prisen


Niels Schwartz Sørensens Pris er en hæderspris, som blev indstiftet af Diabetesforeningen i 1992 i den navnkundige professor Niels Schwartz Sørensens navn. Den nu afdøde professor opbyggede diabetesforskningen på Aarhus Universitetshospital og bidrog selv med fremragende forskning i sin lange karriere, hvor han også varetog adskillige tillidshverv i Diabetesforeningen.

Læs mere

Om prismodtagerne i 2018