MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Højt blodsukker (hyperglykæmi)

Hvad er symptomerne på for højt blodsukker?

Symptomer På For Højt Blodsukker

Symptomer på for højt blodsukker er

  • Træthed
  • Kvalme
  • Mundtørhed
  • Hyppig vandladning
  • Tørst
  • Kløe

For højt blodsukker

Undgå for højt blodsukker i længere tid, både fordi du bliver utilpas i dagligdagen, og fordi det øger risikoen for udvikling af syreforgiftning og måske følgesygdomme på lang sigt.

Et enkelt højt blodsukker kræver ikke nødvendigvis behandling. Men hvis du har forhøjede blodsukkerværdier enten hele dage eller på samme tidspunkt hver dag, så skal du og din behandler tage stilling til ændring af insulindosis.

Hvad kan årsagerne til et for højt blodsukker være?

  • Du har taget for lidt insulin i forhold til, hvad du har spist af kulhydrater
  • Du har bevæget dig mindre, end du plejer
  • Du har taget din insulin forkert
  • Din insulin kan være beskadiget af frost eller varme
  • Du er syg
  • Du er stresset eller ked af det

Tal med din læge eller med personalet i diabetesklinikken om, hvad man i almindelighed forstår ved for højt blodsukker. Når du måler blodsukker regelmæssigt, får du selv erfaring i at vurdere dette.

Husk: Hvis du måler dit blodsukker til mere end 15 mmol/l over længere tid, og du ikke føler dig helt veltilpas, bør du undersøge din urin for ketonstoffer.

Hvad skal jeg gøre ved feber og opkast?

Feber eller sygdom med opkastninger kræver mere insulin. Febersygdom nedsætter kroppens evne til at reagere på insulin. Selvom du måske kaster op eller ikke kan spise noget, når du er syg, er det meget vigtigt, at du altid tager mindst din vanlige insulindosis for at undgå udvikling af syreforgiftning. Medmindre du har målt lavt blodsukker (hypoglykæmi). 

Du bør også huske at drikke rigeligt (sukkerholdig væske, hvis du ikke får noget at spise). Gå ud fra en tommelfingerregel om ca. 25 % ekstra insulin ved hver insulininjektion pr. grad over 37,5. Mål dit blodsukker jævnligt f.eks. hver fjerde time, mens du er syg. 

Hvad skal jeg gøre, når jeg har for højt blodsukker?

Hvis du måler dit blodsukker til mere end 15 mmol/l, skal du først tage insulin, og efter en time, måle dit blodsukker igen.
Hvis blodsukkeret stadig er over 15 mmol/l, bør du måle mængden af ketoner i dit blod, da der kan være risiko for syreforgiftning. 

Læs mere om ketoner og syreforgiftning her

Højt blodsukker om morgenen

Mange oplever at vågne om morgenen med højt blodsukker. På engelsk kalder de det ”dawn phenomenon” (daggry fænomen). Fænomenet opstår, når kroppen frigiver hormonerne cortisol, glucagon og epinephrine og dermed får leveren til at frigive glukose. Dette sker som regel efter 8-10 timers søvn.

Højt blodsukker om morgenen kan dog også skyldes andre ting, som for eksempel:

  • For lav dosering af insulin
  • Forkert medicin eller -dosis
  • Hvis du har spist kulhydrat inden sengetid

Ved at teste dit blodsukker i løbet af natten - eksempelvis mellem kl. 02.00 og kl. 04.00 - kan du måske fastslå, hvornår dit blodsukker stiger og dermed om dit høje blodsukker om morgenen skyldes ”dawn phenomenon”.

Oplever du høje blodsukre om morgenen, så tal med din behandler om, hvad du kan gøre ved det.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes