BLIV MEDLEM

"Nu er jeg fit for fight igen og giver den en ekstra skalle"

Skuespilleren Flemming Krøll gør ikke noget særligt nummer ud af at have type 2-diabetes. Faktisk tænker han ikke meget over det, fortæller han. Alligevel har hans madvaner dog ændret sig en smule, siden han fik diagnosen. Han tabte sig også 24 kilo på et tidspunkt, og selv om de 10 er røget på igen, er han optimistisk og træner i fitnesscenter flere gange om ugen.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Om Flemming Krøll

  • 60 år
  • Er gift og har tre børn
  • Skuespiller, visesanger og entertainer
  • Fik type 2-diabetes i 2007

Jeg var til mit årlige 10.000 kilometer- eftersyn hos lægen, som pludselig syntes, mit blodsukkertal var lidt forhøjet. Så tog de et langtidsblodsukker, og jeg blev anbefalet at tage metformin. Det gør jeg så. Især for at undgå følgesygdomme. Men jeg synes, det er nemt at have diabetes. Jeg tænker ikke meget over det, men jeg er nok heldig.

Jeg måler blodsukker cirka hver syvende dag for lige at følge med, og mit sukkertal er sjældent over otte. Jeg er aldrig på 15-16-17-stykker, som jeg hører, man kan være. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg klarer nemt min diabetes med en pille morgen og aften. Jeg tager også en hjertemagnyl hver dag og fiskeolie for at holde blodet i så fin form som muligt. Får man en blodprop, når man bor lidt ude på landet, som jeg gør, kan der jo være langt til sygehuset!

Så længe jeg ikke føler, jeg har det dårligt, er der jo ingen grund til at himle over at have fået diabetes. Jeg læner mig op ad det, jeg får at vide af lægen, og så længe mit blodsukkertal er fint, så gør jeg ikke så meget mere ved det.

Lige nu vejer jeg 122 kilo

Jeg har altid haft en elevatorvægt. Jeg tabte på et tidspunkt 24 kilo, da jeg blev fulgt af en diætist. Hun lagde madplaner, og det var egentlig ikke særlig svært at følge dem. Jeg har taget 10 kilo på siden da, men jeg har da bevaret et par af de gode ting, jeg lærte. Jeg har forstået, at det med mange kartofler ikke er så godt, så jeg spiser stegte grøntsager til bøffen i stedet for kartofler. Det kan konen og jeg jo sagtens vænne os til. Jeg er ret glad for desserter, og her har diabetes ikke ændret så meget. Jeg spiser desserter og sukker, som jeg altid har gjort. Alkohol drikker jeg stort set aldrig i hverdagen. Da jeg var yngre, kunne jeg drikke, hvad der passede mig og stadig passe mine ting. Det kan jeg ikke mere. Jeg foretrækker kildevand eller danskvand i hverdagene og så et godt glas rødvin i weekenden.

Hvis jeg kunne smide 20 kilo, kunne jeg nok blive fri for at tage de der metforminer, men jeg rejser meget i perioder, og så er det svært at holde en diæt. Da jeg tabte mig for cirka tre år siden, var der ikke så meget andet i kalenderen. Så er det nemmere at håndtere. Når jeg rejser, spiser jeg tit på restaurant, og selv om man kan finde noget sundt, så bliver det hele bare lidt kluntet.

Jeg lider i svær grad af slidgigt og har været igennem to knæoperationer, to håndledsoperationer og i alt fire fodoperationer – to på hver fod. De sidste to operationer på venstre fod har været med til, at jeg ikke kunne holde vægten. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte træde ned på foden i seks uger. Så er det jo altså svært at holde konditionen ved lige.

Men – nu er jeg fit for fight igen og giver den en ekstra skalle

Jeg glæder mig til, at sæsonen snart starter i Nykøbing. Jeg træner mindst to gange om ugen. Jeg har også fået en fast tradition på hverdage, når revyen kører: Når jeg har lukket spisegæsterne ind halv seks, så går jeg over på den anden side af torvet, hvor der ligger et fitnesscenter. Så træner jeg en time, går tilbage, tager et bad og lukker revygæsterne ind, og så spiller vi. Det gør jeg tre eller fire gange om ugen.

Jeg får velvære ud af det. Det der med, at man bliver træt af at løfte håndvægte, det er ikke rigtigt. Jeg får energi og bliver klar til at gå på scenen. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive bidt af det, men det er jeg blevet. Jeg bliver klar i hovedet, får løsnet nogle endorfiner. Det er en STOR fordel for min koncentration. I det øjeblik, jeg træder ind i lyset, tænker jeg jo ikke på mig selv overhovedet. Da tænker jeg kun på, hvad jeg skal sige. Så er jeg i en helt anden verden.

Fortalt til Helen H. Heidemann, og bragt i medlemsbladet i maj 2015.

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes