MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Vandring

Foto: Claus Bjørn Larsen

Artiklen er skrevet af Morten Bruun og bragt i medlemsbladet i maj 2018.

Om testpersonen

Billede mangler

65 år, fik type 2-diabetes i 2016. Får metformin. Pensioneret i 2017 fra sit job i teleafdelingen i DSB. Bor i Næstved.

De fleste kan nynne med på Poul Reichhardts klassiker fra Vagabonderne på Bakkegården. Og som vi går her på Vindekilde Strandvej med Kårup Skov på den ene side og markerne med udsigt over landsbyen Ordrup og Sejerø Bugten på anden, ville det ikke overraske, om vi stødte på den gamle filmcharmør og hans opmuntrende fuglefløjt. 

Det gør vi selvfølgelig ikke. Men den gode stemning kan ingen tage fra os. Den er vores følgesvend denne dag, hvor Diabetes har lokket Katrin Hentze og Jan Boilesen til Nordvestsjælland for at gå en tur – og teste vandring som motionsform.

Vil gerne tabe 35 kilo

Katrin har type 1-diabetes og drømmer om, at daglige gåture kan blive det, der giver hende skubbet til at bevæge sig hver dag. Som førtidspensionist har hun tiden til det. Det handler om at gøre gåturen til en vane.

Om testpersonen

Billede mangler

38 år, fik type 1-diabetes som 13-årig. Har insulinpumpe og sensor. Er førtidspensionist. Bor i Haslev.

– Jeg vil gerne tabe mig 35 kilo. Det har jeg gjort før, og det kan jeg sagtens gøre igen. Giv mig et år, siger hun stålsat.

Jan har type 2-diabetes og behøver ikke noget skub. Han er vant til at vandre og traver nærmest dagligt 15-20 kilometer. Han drømmer om at være medicinfri senest ved udgangen af 2018.

– Sidste vinter – umiddelbart efter at jeg havde fået konstateret diabetes – så jeg TV-programmet “U-turn – et liv uden piller”. Det motiverede mig til virkelig at koncentrere mig om kost og motion. Så da jeg blev pensioneret for et år siden, begyndte jeg at vandre. Det har jeg tidligere gjort en del. Jeg tog blandt andet på caminoen i 2006 og foreløbig har jeg halveret min daglige dosis af metformin, fortæller han.

Bange for lavt blodsukker

Som den absolut mest uerfarne af de to er det Katrin, der sætter tempoet. Og med en kilometertid på 14 minutter går det lidt langsommere, end Jan er vant til. Normalt tilbagelægger han en kilometer på små ti minutter, og han udfordrer ofte sig selv på sine ture – enten ved at skrue op for tempoet eller distancen.

Denne dag bliver der kun skruet ned, og der registreres ikke nye personlige rekorder i hans Garmin-ur. Men det gør ikke fornøjelsen mindre, og han glæder sig over, at Katrin holder kadencen og efter hver tilbagelagt kilometer bliver ved at sige ’det går godt’.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Katrin har meldt sig til testen, fordi hun gerne vil vise ligesindede, at man kan godt kan udfordre angsten for lavt blodsukker. Hun har selv svært ved at fornemme, om hendes egne tal er på vej op eller ned.

– Jeg aner ikke, om jeg ligger på 1 eller 50, så jeg er ret glad for min sensor, siger Katrin, som selvfølgelig har en juice og lidt spiseligt med i rygsækken og regelmæssigt tjekker for at sikre sig, at alt er, som det skal være.

Men Katrin har i særdeleshed også meldt sig for at være en rollemodel for sin femårige datter Johanna, som også har type 1-diabetes.

– Når jeg fortæller hende, at hun skal røre sig, er jeg jo nødt til også at gøre det, understreger Katrin.

Effekt: Psykisk og fysisk trivsel. Effektiv motionsform for kredsløbet, styrker knogler og muskulaturen i ben og fodled, giver bedre balance. At være ude i naturen kan også hjælpe til mental trivsel.

Plus: Alle kan være med, det er gratis og kan foregå overalt.

Minus: Der er risiko for belastningsskader i knæ og ankler.

Udstyr: Behageligt tøj og godt fodtøj. Skoene må ikke trykke på tæerne. Husk at tjekke for småsten, inden du tager dem på. Hvis du går meget og ofte, så skift mellem to-tre par. Tag vand og druesukker med på turen, hvis du får lavt blodsukker.

Jans blodsukker

Billede mangler

Før: 8,7

Efter: 6,4

Kan gå alle steder

På gåturen er der selvfølgelig plads til at sludre. Der bliver talt om både politik, rejser og det danske møgvejr, som slet ikke er så dårligt. Og Jan folder sin begejstring for travesporten ud.

– Det er vanvittig god og enkel motion. Man kan gå alle steder, og det er fantastisk at opleve årstidernes skiften fra nærmeste hold, fremhæver Jan, som blandt andet er med i Godt Gået Challenge og Walkaholics og sidste år også gik mere end 700 kilometer som ambassadør for Ecco Walkathon – og i den gode sags tjeneste altså travede mere end 5.000 kroner ind til Hjerteforeningen.

Vores tur lander på 5,7 kilometer, og Katrin er særdeles tilfreds, da hun gør status.

– Jeg er lidt øm, men det er gået langt bedre end forventet. Jeg troede faktisk, jeg ville få spændinger i skinnebenene, men jeg kan intet mærke, siger hun – og belønnes med et ’godt gået ’…

Katrins blodsukker

Billede mangler

Før: 14,5

Efter: 6,5

Sådan kommer du i gang

  1. Tag et par gode sko på og begynd at gå. Øg gradvist tempo og distance.
  2. Gå alene og nyd roen eller lyt til en podcast. Eller gå sammen med andre. Landet over findes mange vandreklubber såsom Dansk Vandrelaug og Fodslaw. På Facebook findes også grupper som “Walkaholics – os der elsker at gå” eller “Godt Gået Challenge”.
  3. Tæl skridt med skridttæller, armbåndsur med den funktion eller med din smartphone udstyret med en sundhedsapp med skridttæller.
  4. Tjek hjemmesider om motion, natur og oplevelser, f.eks. kløverstier.dk eller udinaturen.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes