Tyrkiske retter på fad

Ramadan og diabetes

Nogle med diabetes kan godt faste under ramadanen, mens andre har bedre af at lade være. Hvis du vælger at faste under ramadanen, kræver det planlægning. Få gode råd her.

Pas godt på dig selv, når du faster

Uanset hvilken type diabetes du har, må du godt undlade at faste under ramadanen, da du kan risikere at udsætte din krop og dit helbred for fare. Det fortæller læge og imam Kamran Shah om i filmen nedenfor.

Der findes mange forskellige typer diabetes, og det er meget forskelligt, hvordan kroppen er ramt.

Nogle med diabetes kan sagtens gennemføre fasten i ramadanen. Det kræver dog god planlægning og en ekstra indsats, da der er større risiko for dehydrering og lavt blodsukker.

Hvis du vil være sikker på, at du faster uden at udsætte dig selv for fare, kan du tage en snak med din læge eller behandler, inden du beslutter dig. Sammen kan I lægge en forsvarlig plan for din faste.

Hvis du vælger at faste, har vi her samlet en række gode råd til dig, så du ved, hvordan du passer godt på dig selv under ramadanen.

Vær godt forberedt på fasten

Hvis du overvejer, om det er forsvarligt at holde ramadan, er det også værd at vide, at der i nogle tilfælde kan være flere forhold, du skal tage med i din overvejelse:

  • Det er vigtigt at måle dit blodsukker under fasten. Vi forklarer hvordan længere nede på siden. Hvis du ikke har en blodsukkermåler derhjemme, skal du anskaffe dig en, og du skal sørge for, at du har nok teststrimler til den. Du kan få økonomisk støtte til en blodsukkermåler. Ring eller skriv til Diabetesrådgiverne, hvis du skal have hjælp til, hvordan du anskaffer dig måleudstyr.
  • Hvis du har følgesygdomme til diabetes, som fx øjenproblemer og hjerte- eller nyresygdom, er der stor risiko for, at det bliver værre, hvis du faster under ramadan.
  • Insulin og bestemte typer tabletter øger risikoen for lavt blodsukker – derfor er det en god idé at tale med din læge eller behandler, så I kan justere din medicin under fasten.
  • Hvis du undlader at tage din medicin under fasten, er der risiko for at få forhøjet blodsukker.
  • Husk, at det er helt i orden at fravælge fasten, hvis du udsætter din krop og dit helbred for fare

 

Hold øje med dit blodsukker

Når du faster kan det være svært at genkende de normale symptomer på højt og lavt blodsukker. Derfor er det godt at måle dit blodsukker regelmæssigt i løbet af fasten for at tjekke, at det ligger ok. Hvis du har type 1-diabetes eller andre former for insulinkrævende diabetes, er du formentligt vant til at måle dit blodsukker. Hvis du har type 2-diabetes og ikke er vant til at måle blodsukker, kan du læse om det her. Du er også velkommen til at ringe eller skrive til Diabetesrådgiverne for at få vejledning om blodsukkermåling.

Hvis du får lavt blodsukker – under 4 mmol/l.

  • Du kan blive nødt til at afbryde din faste, hvis dit blodsukker er for lavt (dvs. under 4 mmol/l.).
  • Hvis du får lavt blodsukker skal du spise eller drikke noget, der indeholder hurtige kulhydrater, som fx 3-4 druesukkertabletter (mængden kan variere alt efter mærke), ca. 1½ dl frugtjuice eller 1 banan – og derefter spise noget mad med kulhydrater der giver en langsom blodsukkerstigning, som fx en lille skål brune ris eller linser.

Hvis du får højt blodsukker – over 15 mmol/l.
Hvis dit blodsukker er over 15 mmol/l. bør du også afbryde fasten, da ubehandlet højt blodsukker kan føre til syreforgiftning.

Hent plakat om blodsukkermåling under fasten

Ramadan Blodsukkermaaling
Klik på billedet for at downloade plakaten om blodsukkermåling under ramadanen.

International Diabetes Federation (IDF) og Diabetes and Ramadan (DAR) International Alliance er enige om, at du ikke afbryder fasten ved at måle blodsukker. 

Spis og drik varieret

  • Spis så tæt på Suhoor (daggry) som muligt
  • Vælg mad med langsomme kulhydrater og højt indhold af kostfibre. Det kan fx være brune ris, bønner, linser, fuldkorn og grøntsager)
  • Sørg for at spise rigeligt med (grove) grøntsager, da de ekstra kostfibre vil holde dig mæt og dit blodsukker mere stabilt
  • Spis mindre portioner ved Iftar (solnedgang) - på den måde kan du undgå højt blodsukker efter måltidet
  • Brug rapsolie og olivenolie til madlavning (umættet fedt) og begræns mængden af olie i maden
  • Spis ikke for meget friturestegt mad, som fx samosas og pakoras. Friturestegt mad øger indholdet af kalorier. 
  • Begræns søde sager, så du kan undgå at få højt blodsukker efterfølgende
Bønner Kikærter Og Linser

Gode råd til, hvad du kan drikke:

  • Drik derfor rigeligt med vand – 1-1,5 liter i døgnet – især lige før daggry, så væskedepoterne er fyldt op
  • Hvis du dehydrerer under fasten, så afbryd fasten, og drik rigeligt med vand
  • Vær opmærksom på, at væske som fx frugtjuice kan få dit blodsukker til at stige meget hurtigt, så det er bedst at holde dig fra det, medmindre du har fået lavt blodsukker

Bevæg dig lidt i løbet af de lyse timer

Det er godt at bevæge dig lidt fra daggry til solnedgang. Det kan fx være en gåtur eller lignende i et moderat tempo.

Vær opmærksom på, at hård fysisk aktivitet under faste kan gøre give dehydrering og lavt blodsukker.

Godt at vide om Taraweeh

Det kan være krævende for kroppen at bede Taraweeh - de særlige bønner, der bedes under ramadan.
Derfor kan der være risiko for at dehydrere eller få lavt blodsukker under bønnen. Udover at drikke rigeligt med væske ved Iftar er det godt at tage en flaske vand og noget druesukker med til bønnen.

Glædelig Ramadan!
Bog

Information på flere sprog

Steno Diabetes Center Copenhagen har udarbejdet materiale om ramadan og diabetes på flere sprog. Du finder informations-pjecer og inspiration til opskrifter fra diætister på både dansk, engelsk, arabisk, tyrkisk, urdu og somali.

Klik her og gå til Stenos side
Mand Måler Blodsukker

Kend dit blodsukker

Under ramadanen er det vigtigt, at du måler dit blodsukker ofte. Det er dog en god idé at blive ved med at måle dit blodsukker jævnligt i hverdagen. På den måde kan du mindske risikoen for følgesygdomme. 

Sådan kan du lære dit blodsukker at kende