Tablet til type 2-diabetes godkendt i USA
Ny tabletbehandling til type 2-diabetes er godkendt i USA. Når den godkendes i Europa, giver det flere muligheder i behandlingen af type 2-diabetes. Al udvikling, der gør det lettere at leve godt med diabetes, er en fordel, mener Diabetesforeningen.
Den amerikanske lægemiddelstyrelse godkendte fredag aften en ny tabletbehandling til type 2-diabetes fra medicinalvirksomheden Novo Nordisk. Tablettens aktive stof er det såkaldte semaglutid, som er baseret på det såkaldte GLP-1-hormon. Semaglutid bruges i forvejen i midlet med salgsnavnet Ozempic, som skal injiceres. Det nye ved den netop godkendte behandling er, at midlet tages som en tablet.
I forvejen findes adskillige andre tabletbehandlinger til type 2-diabetes med andre aktive stoffer.
Godt med flere muligheder
Den nye tablet er endnu ikke godkendt i Europa eller Danmark, men det forventes at ske i løbet af 2020. Diabetesforeningen glæder sig over, at midlet vil være med til at udvide behandlingsmulighederne for mennesker med type 2-diabetes:
- Jo flere tilgængelige lægemidler, der er til behandling af diabetes, jo bedre er det for patienterne. Det er godt, at lægen har mange forskellige medicinske muligheder, så behandlingen kan sammensættes optimalt i forhold til den enkelte patient, siger Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.
Hun har netop deltaget i den store videnskabelige diabeteskonference i Barcelona, EASD, og her var det nye middel også genstand for debat og videnskabelige artikler, der sammenlignede effekt og bivirkninger med andre, allerede kendte midler:
- Det, at der er tale om en tablet, kan for nogle patienter være afgørende, fordi vi ved, at det kan virke stigmatiserende for nogle at skulle tage deres medicin ved injektion. Mens andre vil foretrække at tage én injektion om ugen frem for en pille hver eneste morgen på samme tid og fastende. Det er en afvejning, den enkelte må tage i samråd med lægen, forklarer Tanja Thybo.
Insulin som tablet?
Forskningschefen glæder sig over udviklingen, der går i retning af, at mere og mere diabetesmedicin bliver lettere for patienterne at tage i form af tabletter frem for indsprøjtninger:
- Alle forbedringer med medicin og teknologi, der gør det lettere at leve så normalt som muligt som diabetiker, er velkomne. Vi håber meget på, at man også på sigt finder måder at kunne tage insulin som tabletter, for det vil have enormt store positive konsekvenser for de mange med type 1-diabetes, der skal tage insulin hele livet, siger Tanja Thybo.
Den nye tabletbehandling forventes at få salgsnavnet Rybelsus.