Diabetes og overvægt er en risikabel kombination

Selv personer med velbehandlet diabetes er i øget risiko for at blive alvorligt syge af covid-19, hvis de samtidig vejer for meget. Det viser de nye præciseringer af risiko fra Sundhedsstyrelsen. Alle i øget risiko skal kunne tage forholdsregler, der gør dem og deres pårørende trygge, mener Diabetesforeningen.

Corona 4 Web
04. maj 2020 | Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

OBS, indholdet i nedenstående artikel kan være forældet.

Flere og flere data tyder på, at svær overvægt er en selvstændig risikofaktor for at blive alvorligt syg af covid-19. Men hvis du har diabetes eller en anden kronisk sygdom og samtidig er overvægtig, er du i øget risiko uanset om din diabetes er velbehandlet og dit langtidsblodsukker stabilt og lavt.

Det har Sundhedsstyrelsen bekræftet overfor Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo i forbindelse med, at styrelsen har udarbejdet nye præciseringer og retningslinjer.

- Den nyeste viden viser, at overvægt alene forøger risikoen ved covid-19 så markant, at selv personer med diabetes med et godt langtidsblodsukker og ingen følgesygdomme, alligevel har øget risiko for et alvorligt forløb, hvis de smittes med coronavirus. Det skal tages alvorligt, siger Tanja Thybo.

Det fremgår af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, at det er ”veldokumenteret”, at personer med et Body Mass Index (BMI) på 35 har øget risiko ved covid-19. Har man diabetes – uanset type – skal man blot have et BMI på 30 for at den øgede risiko er veldokumenteret.

Et folkesundhedsproblem

Ifølge den nationale sundhedsprofil fra 2017 er 51 procent af de voksne danskere overvægtige, hvilket vil sige, at de har et BMI på 25 eller mere. Næsten 17 procent er såkaldt svært overvægtige med et BMI på 30 eller mere.

En endnu ikke publiceret analyse baseret på den nationale sundhedsprofil viser, at 14 procent af personer med type 1-diabetes har et BMI over 30, mens flere end 40 procent med type 2-diabetes har et BMI over 30.

- Overvægt og svær overvægt er i forvejen et problem for folkesundheden i Danmark, men analysen tyder på, at det er en særlig udfordring for rigtig mange med type 2-diabetes. Vi ved samtidig, at mange med type 2-diabetes er oppe i årene. Derfor er der behov for en særlig opmærksomhed i forhold til risikoen for coronavirus, siger Tanja Thybo med henvisning til, at risikoen for er alvorligt covid-19 forløb også stiger med alderen.

Fokus på tryghed

Den enkelte med diabetes bør være særlig opmærksom, hvis vægten er høj, men det samme bør myndigheder og læger være, mener Diabetesforeningen.

- Alle med diabetes i øget risiko skal have mulighed for at tage sine forholdsregler og for eksempel undgå arbejdssituationer med risiko for at blive smittet med coronavirus. Det gælder uanset om man er i øget risiko på grund af sin vægt, sin alder eller på grund af andre faktorer som følgesygdomme eller en dårligt reguleret diabetes, siger Tanja Thybo.

Et af de vigtige redskaber kan være, at ens arbejdsgiver har mulighed for at få lønkompensation for medarbejdere med diabetes, som af forsigtighedshensyn ikke bør komme på arbejde. Det har Diabetesforeningen foreslået og arbejder sammen med Danske Handicaporganisationer for en model, som også omfatter pårørende til dem i øget risiko.