Diabetesforeningen opruster med ny public affairs-chef fra Christiansborg

Eva Tingkær skal stå i spidsen for ny public affairs-enhed hos Diabetesforeningen, hvor hun begynder ved årsskifte til 2022.

Eva Tingkær
18. november 2021 | Af Benedicte Lorenzen bel@diabetes.dk

-Vi har en ambition om at skabe en diabetesbevægelse, og styrke Diabetesforeningen som politisk aktør til gavn for Danmark og personer med diabetes. Det kræver større synlighed og anerkendelse af den sygdom, som 280.000 danskere lever med. Eva har solide ledelseskompetencer, politisk erfaring og netværk - hun er skarp til interessevaretagelse og til at omsætte strategier til handling og resultater. Vi glæder os til at få hende ombord, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.

Det er et privilegie at komme med i en organisation, der har noget væsentligt på hjerte og med en stærk medlemsbase. 

Eva Tingkær har 20 års erfaring med kommunikation, politik og presse. Hun kommer fra en stilling som souschef hos Radikale Venstre. Tidligere var hun direktør for public affairs, strategi og kommunikation i Dansk Energi, hvor hun også har været kommunikationschef og pressechef.

En stilling med gennemslagskraft

Stillingen som public affairs-chef i Diabetesforeningen er nyoprettet og samler politik og kommunikation under ét. Den er et led i foreningens strategi om at sætte diabetessagen på dagsordenen og sikre større anerkendelse og politisk gennemslag for personer med diabetes.

- Det er et privilegie at komme med i en organisation, der har noget væsentligt på hjerte og med en stærk medlemsbase. Jeg glæder mig meget til sammen med et godt hold at være med til at give foreningens over 90.000 medlemmer en endnu stærkere stemme og platform. Det giver mening at skulle arbejde for et bedre liv med diabetes og en fremtid uden, siger Eva Tingkær.

Eva Tingkær er uddannet cand.public i journalistik og Mellemøststudier fra SDU. Hun har tidligere arbejdet som journalist på Reuters Finans og DR, været kommunikationsansvarlig i Vindmølleindustrien og konsulent i Kontrabande.