Hovedstaden har fået nyt moderne diabeteshospital

I dag åbnede det nye Steno Diabetes Center Copenhagen i Herlev, hvor 11.000 børn og voksne med diabetes fremover kan se frem til et moderne sammenhængende behandlingstilbud. Det røde bånd blev klippet over af tre brugere med diabetes, som nu skal behandles i de nye rammer – og en ansat igennem 27 år.

Bånd klippes ved indvielse af SDCC
10. november 2021 | Af Benedicte Lorenzen, foto: Lizette Kabré bel@diabetes.dk

Som besøgende står det lysende klart, at nytænkning og brugerinddragelse har været kodeordene bag udviklingen af det nye Steno Diabetes Center Copenhagen i Herlev.

Nok er den smukke nye bygning et hospital, men glemt er følelsen af sterilitet og lange hvide gange, når øjnene mødes af træbeklædte vægge og gulve, mens lyse fællesrum og gårdhaver indbyder til fællesskab og fordybelse.

Efter fem års udvikling er Steno Diabetes Center Copenhagen åbnet og klar til at modtage de 11.000 personer med diabetes, der skal gå i behandling her. Udviklingen af hospitalsbygningen er da også blevet til i samarbejde med alle de, det hele handler om, siger direktør og klinisk professor Allan Flyvbjerg:

– Byggeriet er blevet til ved, at vi har holdt mange, mange workshops med både ansatte og personer med diabetes, som alle er kommet med input til, hvordan vi skaber et godt og sammenhængende flow i huset. Uden alle de gode input var vi ikke nået frem til det fine og funktionelle hus, vi står I i dag, fortæller han.

Tanken er, at folk skal mødes på kryds og tværs, for det er her, de gode idéer opstår
Allan Flyvbjerg 496
Allan Flyvbjerg, direktør for SDCC.

Alle mødes ved kaffemaskinen

Væk er også tankegangen om et højt byggeri, der ellers præger de danske hospitaler. Med sin mere ydmyge udformning fordeler Steno Diabetes Center Copenhagen sine 24.000 kvadratmeter på to etager og parkeringskælder nedenunder. I stuen, som kaldes etage 1, mødes man af konsultationsrum til behandling og forskningsprojekter, undersøgelsesrum, undervisningsrum og en reception og cafe midt i et stort fællesområde. Første sal, som kaldes etage 2, er indrettet til udførelse af klinisk forskning og rummer desuden arbejdspladser til alle de ansatte:

– Her sidder både læger, sygeplejersker, forskere, fysioterapeuter, bioanalytikere, psykologer, diætister og administrativt personale sammen. Tanken er, at folk skal mødes på kryds og tværs, for det er her, de gode idéer opstår. Derfor har vi også samlet kaffemaskinerne i tre kaffestuer, for vi ved jo, at det ofte er ved kaffemaskinen, man mødes, samtaler og udklækker nye ideer. Samarbejde er noget, vi går meget op i, forklarer Allan Flyvbjerg.

Et samlet tilbud til børn og unge

Tankerne om dannelsen af Steno Diabetes Centre i alle fem regioner blev født i 2015, da Novo Nordisk Fonden besluttede at donere 7,5 milliarder kroner på landsplan. Ud af dette beløb er knapt 3 mia. kr. bevilget til Steno Diabetes Center Copenhagen. For fire år siden begyndte så byggeriet af det nye Steno Diabetes Center Copenhagen i Herlev, der fremover skal behandle 11.000 mennesker med diabetes i Region Hovedstaden. Blandt dem er også alle børn og unge under 18 år med diabetes fra hele regionen:

Ved at samle behandlingen af børn og unge under et tag, håber vi, at vi kan tilbyde mere skræddersyede forløb

– Som noget helt nyt kommer alle børn og unge med diabetes til at være under vores vinger i det nye hus, hvor vi har et særligt område til børn og unge. Halvdelen af alle, der får type 1-diabetes, får det, før de er fyldt 18 år, og vi ved, at overgangen fra barn til ung til voksen med diabetes er svær. Ved at samle behandlingen af børn og unge under et tag, håber vi, at vi kan tilbyde mere skræddersyede forløb, der hænger bedre sammen for børn og unge i overgangen til voksenlivet, forklarer han.

Og netop sammenhæng i behandlingen er endnu et af de kodeord, Steno Diabetes Center Copenhagen er bygget på. En ting stod nemlig lysende klart i de mange brugerundersøgelser, der er lavet undervejs:

– 85 procent svarede, at det allervigtigste for dem var at blive mødt af kendte ansigter, så de ikke bliver mødt af en ny læge og sygeplejerske, hver gang de kommer til behandling på Steno Diabetes Center Copenhagen. Det kræver naturligvis en del logistik og kalenderbookningen bliver mere langvarig og sværere at ændre på efterfølgende, men det kan sagtens lade sig gøre, fortæller direktøren.

SDCC Indvielse 1 Web
Ved indvielsen af det nye Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) ses fra venstre: Diabetesforeningens formand Jørgen Andersen, formanden for Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) og direktør for SDCC, Allan Flyvbjerg. Foto: Lizette Kabré

Tag med på en brugerrejse

Faktisk behøver man slet ikke tage turen forbi Steno Diabetes Center Copenhagen i Herlev, hvis man foretrækker at blive hjemme, for den digitale tidsalder har for længst slået sig ned:

– Vi har en filosofi om, at man hjemmefra skal kunne træffe beslutningen om, hvorvidt man egentlig har behov for at tage af sted, eller om man hellere vil blive derhjemme og uploade sine data og værdier og så tale med læge eller sygeplejerske virtuelt. Den digitale filosofi havde vi faktisk allerede længe inden covid-19, men den har fået et gevaldigt skub fremad under pandemien, forklarer Allan Flyvbjerg og fortsætter:

Vi har virkelig lagt os i selen for, at det ikke skal virke som et hospital. Hele området, hvor brugerne kommer ind, er skabt som et opholdsrum, hvor man kan føle sig hjemme

– Vælger man at tage afsted, kan man stadig uploade data hjemmefra, eller man kan gøre det ved hjælp af upload-stationer i huset. På den måde er dataene klar, når man kommer ind til selve konsultationen.

Tanken er, at personer med diabetes er på en brugerrejse gennem huset, hvor de selv er med til at bestemme, om de ønsker at samle alle deres behandlinger og konsultationer på samme dag, eller de hellere vil fordele besøgene på flere dage.

– Det er meget forskelligt, hvad folk ønsker, og på denne måde kan de selv bestemme, hvordan de ønsker deres behandling skal tilrettelægges. Vi har virkelig lagt os i selen for, at det ikke skal virke som et hospital. Hele området, hvor brugerne kommer ind, er skabt som et opholdsrum, hvor man kan føle sig hjemme. Vi har også skabt fire haver, der ligesom afspejler, hvad der sker i huset, forklarer Allan Flyvbjerg og uddyber:

– I det sydvestlige hjørne har vi den legende have, som ligger ud mod børne- og ungeafsnittet. Mod sydøst ligger den fysiske have, hvor der er muligheder for fysiske aktiviteter, den ligger ved vores træningssal. Så har vi den spiselige have op mod vores foodlab, hvor man kan træne og lave sund mad, og hvor man så kan plukke krydderurter udenfor. Så har vi den stille have, hvor man kan gå ud, hvis man ønsker fred og ro.

Diabetesbehandling i verdensklasse

Diabetesforeningen var naturligvis med ved indvielsen af det fine nye Steno Diabetes Center Copenhagen, hvor formand Jørgen Andersen holdt tale:

Jørgen Andersen Portræt
Jørgen Andersen, formand i Diabetesforeningen.
Det nye Steno Diabetes Center Copenhagen er en fantastisk ramme, som vi med diabetes har ventet længe på

– Visionen med etableringen af Steno Diabetes Center Copenhagen er at kunne tilbyde diabetesbehandling i verdensklasse, og det hilser vi i Diabetesforeningen mere end velkomment – og nu er der taget et ekstra skridt op ad rangstigen i den bevægelse, siger Jørgen Andersen, der selv lever med type 1-diabetes:

– Det nye Steno Diabetes Center Copenhagen er en fantastisk ramme, som vi med diabetes har ventet længe på. Vi har nu fået et sted, som er blevet til i dialog med os – hvor brugerrepræsentanter har været inddraget i indretningen. Vi har fået et nyt topmoderne hospital, som ikke ligner et hvilket som helst hospital. Et sted, hvor vi føler os velkomne og trygge. Jeg kan allerede nu sige, at det nye diabeteshospital i Herlev er blevet et sted, hvor vi føler os godt tilpas, konstaterer Jørgen Andersen.

Velkommen til Steno Diabetes Center Copenhagen.

Læs mere om det nye SDCC

Steno Diabetes Center Copenhagen set fra oven
Steno Diabetes Center Copenahagen set fra oven. Bygningen har et areal på 24.315 m2 og er i to plan med parkeringskælder med 241 parkeringspladser. SDCC har kapacitet til at modtage op til 14.000 personer med diabetes. Foto: Rasmus Hjortshøj.