Adgangen til ny teknologi begrænses af forældet kassetænkning
Ifølge fagkundskabens anbefalinger bør alle med insulinkrævende diabetes tilbydes en sensorbaseret glukosemåler. Alligevel får kun halvdelen tilbudt en via regionen, mens resten må søge om en gennem kommunen. Den forældede kassetænkning skal ændres, så alle får lige adgang til diabetesteknologi.
Bragt i Altinget 27. januar 2022
Alle med insulinkrævende diabetes bør tilbydes en sensorbaseret glukosemåler. Så kort kan budskabet opsummeres i de faglige anbefalinger fra diabeteseksperterne i Dansk Endokrinologisk Selskab. Alligevel er virkeligheden en anden for halvdelen af de cirka 40.000 danskere med insulinkrævende diabetes, der har gavn af sensorbaseret diabetesteknologi.
Her taler vi alle med type 1-diabetes og op mod 12.000 med insulinkrævende type 2-diabetes. Tager vi voksne med type 1-diabetes, er det omkring 40 procent, der i dag har fået en sensorbaseret glukosemåler. Et tal, der er oppe på 87 procent i Sverige. Svenskerne har altså forstået vigtigheden af den nødvendige diabetesteknologi. Hvorfor er der så få i Danmark? Svaret er, at reglerne på området er forældede og præget af kassetænkning.
Delt mellem region og kommune
Ifølge Sundhedsloven tilbydes børn og unge under 18 år med type 1-diabetes en sensorbaseret glukosemåler som et behandlingsredskab gennem regionen. Det samme gælder for voksne med type 1-diabetes, der har et dårligt reguleret langtidsblodsukker.
Voksne med en velreguleret type 1-diabetes og de fleste med en insulinkrævende type 2-diabetes hører derimod ind under servicelovens §112, som betyder, at de selv må ansøge deres kommune om at få udleveret en sensorbaseret glukosemåler som hjælpemiddel. Da Diabetesforeningen sidste år fik aktindsigt hos kommunerne, viste den et sandt postnummerlotteri med kæmpe forskelle på, hvor mange sensorbaserede glukosemålere, der bevilliges i de enkelte kommuner.
Kommunernes begrundelse for at afvise er ofte, at det er for dyrt, og at den gammeldags fingerprikmetode er et billigere alternativ. Tænker man kortsigtet, er begrundelsen korrekt. Et års forbrug af udstyr til fingerprikmetoden koster 3.000 kroner, mens en glukosesensor koster kommunerne 12.000 kroner årligt.
Den langsigtede gevinst
Besparelsen smuldrer dog hurtigt, når man tager de menneskelige og langsynede briller på: Et stabilt langtidsblodsukker er altafgørende, hvis mennesker med diabetes vil undgå at udvikle alvorlige følgesygdomme som hjerte-kar-sygdom, nyresvigt, blindhed og amputationer. Det giver næsten sig selv, at en sensorbaseret glukosemåler, der kan sende informationer om livsnødvendige blodsukkerværdier til en smartphone døgnet rundt, er et bedre alternativ end den mere analoge fingerprikmetode, hvor man selv må prikke hul i fingeren og måle sit blodsukker op til 12 gange om dagen.
I Diabetesforeningen forstår vi ærlig talt ikke, hvorfor en sensorbaseret glukosemåler kan være et behandlingsredskab for nogle, mens den blot er et hjælpemiddel for andre.
Og så må vi ikke glemme de samfundsøkonomiske effekter, sensorbaserede glukosemålere har i form af lavere sygefravær og færre begrænsninger i arbejdslivet. Eksempelvis viste en rapport fra Copenhagen Economics i 2020, at det arbejdsrelaterede fravær faldt med 47 procent efter blot seks måneder med en sensorbaseret glukosemåler, mens samme tal var steget til 58 procent efter 12 måneders brug. Det fører selvsagt til samfundsøkonomiske gevinster i form af BNP-bidrag og undgået udbetaling af sygedagpenge og førtidspension. Her må vi ikke glemme, at de alvorlige følgesygdomme tegner sig for op mod 60 procent af de årlige udgifter til diabetes i Danmark.
Diabetesforeningen anbefaler en enkelt løsning
Det er kort sagt hul i hovedet, at vi på trods af fagkundskabens anbefalinger kun tilbyder sensorbaserede glukosemålere til halvdelen af alle med insulinkrævende diabetes. I Diabetesforeningen forstår vi ærlig talt ikke, hvorfor en sensorbaseret glukosemåler kan være et behandlingsredskab for nogle, mens den blot er et hjælpemiddel for andre.
I Danmarks universelle sundhedsvæsen skal der være ens adgang for alle, så man ikke opdeler folk mellem regioner og kommuner. Som en oplagt mulighed her og nu, anbefaler Diabetesforeningen derfor, at man laver en simpel tilføjelse til den såkaldte hjælpemiddelbekendtgørelse, så alle uanset diabetestype, der er velregulerede og får insulin, skal have ret til at få udleveret en sensor som hjælpemiddel. Det vil være til stor gavn for personer med diabetes, sikre at de kan holde deres tilknytning til arbejdsmarked og mindske risikoen for senfølger. Det vil for øvrigt også spare tid og lønkroner i kommunerne, der i dag tager stilling til hver enkelt ansøgning.
Store kommunale forskelle i tildeling af hjælpemiddel