Ny undersøgelse fastslår: Store kommunale forskelle i tildeling af hjælpemiddel
En aktindsigt foretaget af Diabetesforeningen viser store geografiske forskelle i kommunernes bevilling af hjælpemidlet flash glukosemåling. Trods mange års politiske løfter om det modsatte finder postnummerlotteriet altså stadig sted. Alle skal have adgang til den rette teknologi, uanset hvor i landet man bor, mener Diabetesforeningen.
Drømmer du om at få bevilling til en flash glukosemåler gennem kommunen, er det ikke ligegyldigt, hvor i landet du bor.
Har du adresse i en af hovedstadskommunerne, er dine chancer store. Men bor du i en nordjysk kommune, forholder det sig helt omvendt. Ja, der kan sågar også være markant forskel på selv de kommuner, der grænser lige op til hinanden.
I en aktindsigt har Diabetesforeningen kortlagt, hvor rundhåndede - eller fedtede, om man vil - landets 98 kommuner er i bevillingen af flash glukosemåling som hjælpemiddel til personer med diabetes.
Ifølge serviceloven skal kommunen yde støtte, når et hjælpemiddel ”i væsentlig grad kan afhjælpe borgerens nedsatte funktionsevne”, ”lette den daglige tilværelse i hjemmet,” eller når det ”er nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv.”
Men ud fra aktindsigtens resultater tegner der sig et klart billede af, at kommunerne fortolker de kriterier vidt forskelligt.
For eksempel har ingen af de 172 ansøgere i Aalborg Kommune siden 2017 fået bevilling til flash glukosemåling. I Vejle Kommune har cirka hver tiende ansøger scoret sig en bevilling, mens det er lykkedes for to ud af tre ansøgere i nabokommunen Fredericia, nærmere præcist 65 procent. Til sammenligning er landsgennemsnittet 39 procent.
Forskellene er da heller ikke til at overse, hvis kommunerne deles ud på hver af de fem regioner. Her topper kommunerne i Region Hovedstaden, der siden 2017 har givet bevilling til 60 procent af ansøgerne. Kommunerne i Region Nordjylland skraber derimod bunden med et gennemsnit på kun 14 procent.
Med andre ord: Kommunerne træffer afgørelse, som vinden blæser, ganske vilkårligt. Og det er ikke i orden, mener Diabetesforeningens politiske chef Ane Eggert Jackson.
- Det kan af mange med diabetes opleves som et postnummerlotteri, der både skaber tvivl og frustration. For hvad skal de så forvente, hvis de flytter kommune? Aktindsigtens resultater understreger kun behovet for, at der fra nationalt hold gøres op med kassetænkningen og de kortsigtede sparehensyn i kommunerne, siger hun.
Politiske løfter
Gennem årene har skiftende sundhedsministre ellers haft som ambition at udligne de kommunale forskelle i tildeling af hjælpemidlet.
I 2016 foreslog tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) en national diabeteshandlingsplan, der blandt andet plæderede for et mere sammenhængende sundhedsvæsen og et stop for kassetænkningen, og gav børn og unge ret til en sensorbaseret glukosemåler betalt af regionerne.
Senest har nuværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gjort det klart, at ulighed i sundhed ligefrem slår revner i vores samfundsmodel.
– Vi skal have nærheden i sundhedsvæsenet tilbage, og her spiller kommunerne en væsentlig rolle. For let og lige adgang til sundhed er en grundsten i vores velfærdssamfund. Den adgang skal gælde alle danskere, uanset hvor i landet man bor, skrev ministeren i et svar til Diabetesforeningen.
Behandlingsfordele og øget livskvalitet
Det er Diabetesforeningen for så vidt enig i. Alle skal have adgang til den rette teknologi.
Men den lette og lige adgang til sundhed, som sundhedsministeren taler om, er i høj grad bestemt af postnummeret, og Diabetesforeningens aktindsigt viser, at de politiske ambitioner og forventninger ikke altid står mål med virkeligheden.
- For kun et år siden var der bred politisk opbakning til en løsning, hvor alle med type 1-diabetes havde udsigt til flash glukosemåling. Men siden da er forhandlingerne gået fuldstændig i stå, og det er ærgerligt, fordi det er personer med diabetes, der ender med at betale prisen for politikernes tøven, siger Ane Eggert Jackson, politisk chef i Diabetesforeningen.
- Det sker endda, selv om der efterhånden er stærk dokumentation for både behandlingsfordele og en øget livskvalitet med moderne, sensorbaseret glukosemåling, siger Ane Eggert Jackson og henviser til Dansk Endokrinologisk Selskabs (diabeteslægernes faglige selskab, red.) anbefaling om at tilbyde teknologien til alle med type 1-diabetes.
Hun mener derfor, at resultaterne fra aktindsigten som minimum skal på bordet til de igangværende finanslovsforhandlinger. Der skal afsættes penge til sensorbaserede glukosemålere, lyder det fra Ane Eggert Jackson.
- Vi forventer, at politikerne sætter handling bag deres ord og får skabt den klarhed på området, som personer med diabetes har skreget efter i årevis.
- Men det kræver en strukturændring, et større opgør med kassetænkning og ulighed i sundhed, som vi også håber, at regeringen vil kigge på, når der skal forhandles sundhedsaftale i det nye år, afslutter hun.