Folkemødedebat: Der skal penge til, hvis postnummerlotteriet skal løses

– Problemet er, at nogle ikke tør flytte fra kommune til kommune, fordi man ikke har adgang i en anden kommune til diabetes-teknologi. Og kun en ud af fire får en patientuddannelse i diabetes med tilbud om kost og motion. Og med den udsigt vi har på diabetesområdet med over 400.000 med diabetes snart, så er jeg bange for, at der ikke vil være ressourcer til det. Der kommer jeres parforhold på prøve, fordi der ligger fine kvalitetsplaner på bordet, men der er ikke penge nok med.

Sådan skød Diabetesforeningens direktør Claus Richter gang i en debat indrettet som en parterapi mellem Christina Krzyrosiak Hansen (S) og Venstres politiske ordfører og forhenværende sundhedsminister, Sophie Løhde. En debat som samlede op på den sundhedsaftale, som var indgået i foråret, hvor ambitionen blandt andet er at løfte den kommunale kvalitet på diabetesområdet. Og de to politikere fra hver deres parti var enige om meget - også om at være ærlige i forhold til, hvad aftalen løser og ikke løser. For nok vil den indføre kommunale kvalitetsstandarder, men det bliver ikke det ønskede opgør med postnummerlotteriet.

– Noget af det, jeg synes er sværest at løse, det er postnummerudfordringen - det gælder ikke kun diabetes. For på den ene side synes jeg, at vi skal sørge for ens kvalitet, og på den anden side synes jeg kommunerne skal have frihed. Og jeg tænker meget over, at det i virkeligheden handler om mere viden - og om det er KL, der skal brede den viden ud, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Noget af det, jeg synes er sværest at løse, det er postnummerudfordringen

I sundhedsaftalen fra foråret er der sat penge af til at løfte den kommunale kvalitet på diabetesområdet. Men de to politikere er meget i tvivl om der er penge nok med i aftalen.

– Jeg synes det er en fin aftale, vi har lavet. Men den er ikke forhandlet færdig – heller ikke økonomisk, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Og den økonomiske bekymring deler Sophie Løhde:

– Det er fint at aftale noget fælles, men hvis det ender med laveste fællesnævner, så ender det med en bjørnetjeneste for nogle patientgrupper, for der er en risiko for, at vi kan ende et andet sted end det som er forventningen og behovet, siger hun. 

Men spørgsmålet er, om det kun er penge, der er behov for – det kan også være viden, mener Christina Krzyrosiak, der selv har type 1-diabetes og har fået afslag på en sensor fra Holbæk kommune, hvor hun også er borgmester.

– Jeg er selv i en af de kommuner, der ikke giver chip (sensorbasere glukosemålere red.) og jeg fik det via regionen. Det var svært at få, og jeg tror faktisk ikke, det kun er økonomi, det er også viden, fordi for få ved, hvor meget man kan spare ved at give den chip. Men det er også, fordi man rent politisk tænker, at det ikke er så vigtigt, fordi man ikke ved eller forstår, hvor meget det fylder og hvor vigtigt det er for mennesker med diabetes, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Og Sophie Løhde stemmer i:

– Vi får mere på patientuddannelse med aftalen, men vi skal også være ærlige her om, at vi kommer til at begå fejl. Og jeg kan være bange for, at vi ikke når langt med de store udfordringer, der venter på det kroniske område.

Det er fint at aftale noget fælles, men hvis det ender med laveste fællesnævner, så ender det med en bjørnetjeneste for nogle patientgrupper

– Der er ikke fundet en løsning med sundhedsaftalen på, hvornår noget er et behandlingsredskab, og hvornår noget er et hjælpemiddel. Det skal vi have en diskussion af, og der skal være en accept af fra kommunernes side, at der vil være en indblanding, når der er tale om noget sundhedsfagligt. Og det vil være udgiftskrævende – og der tror jeg, at jeg skal tale lidt med Christinas politiske familie (socialdemokratiet red.) for jeg tror ikke, man er klar til at sende en check ud til kommunerne bagefter, siger Sophie Løhde.