Diabeteskampen fik stærk opbakning på Folkemødet

Diabetesforeningen gentog succesen og kørte igen i år sundhedsbussen til Folkemødet på Bornholm, hvor rekordmange mennesker lod sig teste for type 2-diabetes. Dagene blev samtidig brugt på at udbrede kendskabet til diabetes blandt politikere, sundhedsaktører og andre besøgende på Folkemødet.

Loekke Web
19. juni 2023 | Af Simon Festersen, foto: Nils Meilvang sfe@diabetes.dk

Folkemødet på Bornholm er meget mere end politiske debatter.

Det er også en vigtig del af Diabetesforeningens strategiske arbejde med opsporing af de cirka 100.000 danskere, der render rundt med uopdaget diabetes samt de 480.000, der skønnes at have et forstadie til type 2-diabetes.

I de tre dage, Folkemødet varede, gennemførte 858 mennesker en fysisk risikotest for type 2-diabetes, mens vores dygtige sygeplejersker målte langtidsblodsukker på i alt 364 besøgende.

Til sammenligning var der sidste år 600 mennesker – inklusive statsminister Mette Frederiksen – der testede sig selv for type 2-diabetes. Dermed blev der altså slået rekord i antallet af fysiske risikotest på Folkemødet 2023.

Læg dertil, at yderligere 597 mennesker under Folkemødet klikkede sig ind på diabetes.dk og testede deres risiko for type 2-diabetes online. 

– Diabetes er en stille sygdom, man ofte ikke mærker, før det er for sent, og følgesygdommene allerede er begyndt at indtræffe. Type 2-diabetes kan ramme alle, og i dag har cirka 322.000 danskere sygdommen. Hvis ikke vi gør noget, vil der i 2030 være mindst 420.000 danskere med type 2-diabetes, og derfor er det vigtigt at gøre mange flere opmærksomme på at teste sig selv, siger forskningschef i Diabetesforeningen Tanja Thybo.

Fint besøg

Diabetesforeningens sundhedsbus tiltrak flere prominente navne under Folkemødet, blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Han fik sig både en selfie og en snak med Diabetesforeningens unge frivillige og forsøgte at navigere sig uden om alle følgesygdommene i det populære kuglespil. Nervebetændelse kunne han dog ikke undgå.

Senere var også den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på besøg. Han blev ligeledes sat ind i livet med diabetes, dens mange udfordringer og gjort klart, hvorfor det er så vigtigt at få sat sygdommen på den politiske dagsorden.

Dermed lykkedes det os endnu en gang at gøre vores stemmer relevante over for nogle af beslutningstagerne og skabe mere synlighed til diabeteskampen. Alt i alt et vellykket Folkemøde.

Z9B1133 Web
Lars Løkke Rasmussen måtte holde tungen lige i munden, da han tog et raskt kuglespil med nogle af de mange følgesygdomme til diabetes.
Unge Web
Diabetesforeningens unge stemmer var ude blandt de mange besøgende i Allinge, sætte ansigt på diabeteskampen og mane stigma til jorden.
Troels Lund Poulsen Web
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i snak med Diabetesforeningens adm. direktør, Claus Richter.

Læs mere

Test din risiko for type 2-diabetes