Få ny diabetes-teknologi ud over rampen
Debat: Vi burde udbrede sundhedsteknologi meget mere, men det rammes af forældet kassetænkning, indviklet lovgivning og vilkårligt postnummerlotteri. Og det er især uheldigt i en tid, hvor der bliver flere og flere med kroniske sygdomme og et stigende antal ældre.
Bragt i Care Tech 21. juni 2023
På overarmen af Niels Flemming Hansen sidder en sensor, der hele tiden holder øje med, om hans blodsukker bliver for lavt eller højt ved hjælp af en lille tråd, der går ind i vævet.
For den konservative politiker har den sensorbaserede glukosemåler betydet, at han lever nogenlunde problemfrit med diabetes. For når blodsukkeret bliver for lavt eller højt, går en alarm på Niels Flemming Hansens mobil, så han kan handle derefter for at undgå lavt blodsukker eller insulinchok.
Som transportordfører har Niels Flemming Hansen valgt at fortælle om glukosemåleren på de sociale medier som udgangspunkt for at kæmpe for mere lempelige kørekortregler for mennesker med diabetes.
Og måleren på armen er et godt eksempel på den sundhedsteknologi, som vi som samfund burde udbrede meget mere – men som lige nu desværre rammes af forældet kassetænkning, indviklet lovgivning og vilkårligt postnummerlotteri. Og det er især uheldigt i en tid, hvor der bliver flere og flere med kroniske sygdomme og et stigende antal ældre.
I disse år udvikles der meget ny teknologi til mennesker med diabetes og andre kroniske sygdomme. Sundhedsteknologi sætter den enkelte fri med bedre kontrol over egen sygdom og eget liv og gavner den overordnede sundhedsøkonomi ved at reducere behovet for behandling på sygehusene.
Teknologien mindsker behovet for ambulancekørsel og akutindlæggelser, og en bedre reguleret diabetes nedsætter også risikoen for følgesygdomme som f.eks. blindhed og hjertekarsygdomme.
Så vi burde altså bruge de mange smarte teknologiske løsninger mere systematisk til både forebyggelse, tidlig opsporing og behandling. Men lige nu står vi i et vadested domineret af forældet lovgivning, barrierer og manglende politisk konsekvens, der forhindrer os i at udnytte det fulde potentiale for den nye teknologi – til skade for mennesker med diabetes.
Eksempelvis kan sensorbaserede glukosemålere ifølge lovgivningen både være et behandlingsredskab og et hjælpemiddel – afhængig af, om det er en kommune eller en region, der skal tildele måleren til en borger.
Regionerne har forskellige kriterier i forhold til at tildele de sensorbaserede glukosemålere – så i Region Syddanmark skal man have et blodsukker på over 53 mmol/mol, mens kriteriet er 72 mmol/mol i Region Nordjylland. Derfor svinger tildelingen mellem 51 procent og 72 procent mellem regionerne.
Hvis man ikke får det som behandlingsredskab, kan man ansøge kommunen om at få udleveret en sensor som hjælpemiddel, men tildelingen er det rene postnummerlotteri.
Diabetesforeningen har ved flere aktindsigter vist kæmpe forskelle på, hvor mange sensorbaserede glukosemålere, der bevilliges i de enkelte kommuner. Derfor er mennesker med diabetes fanget i et kafkask system mellem kommuner og regioner og forskellige kriterier for tildeling.
Derfor er det også en konklusion, at der er geografisk ulighed, i den rapport, som netop er kommet fra Behandlingsrådet, der for regionerne skal vurdere forskellige sundhedsteknologiers sundhedsøkonomiske og ulighedsskabende effekter.
Selvom konklusionen fra rådet er klar, og der tydeligt anbefales, at sensorbaserede glukosemålere bør være et behandlingsredskab for alle med type 1-diabetes, fordi der er en gevinst, så tøver politikerne med at sikre prioriteringen.
Selvom alle partier er enige om, at vi skal have fri og lige adgang til sundhed, uanset hvilken bopæl der står på sundhedskortet.
I bund og grund er det Behandlingsrådets legitimitet, som er på spil, hvis ikke regionerne lever op til de anbefalinger, deres eget råd kommer med, især når investeringen ser overkommelig ud, og der er en økonomisk og menneskelig gevinst at hente for alle.
Behandlingsrådet opgør prisen til 141 mio. kr. over fem år, hvis sensorerne skal tildeles alle voksne med type 1-diabetes. En relativ lille dråbe i de regionale sundhedsbudgetter.
Vi mangler altså, at der bliver sat handling bag ordene, så mennesker med diabetes ikke bliver fanget i snæver kassetænkning og et ansvarsspil mellem forskellige politiske niveauer.
Heldigvis forskes og udvikles der på livet løs for at gøre livet lettere og mere sikkert for mennesker med diabetes i alt fra nye avancerede pumper, der kan tilføre kroppen den insulin, den har behov for, til brugen af kunstig intelligens. Og vi kommer uden tvivl til at se nye banebrydende teknologiske landvindinger i fremtiden.
Derfor bør moderne sundhedsteknologi spille en langt mere central rolle i de politiske prioriteringer fremover, når nu man kan sænke antallet af kontroller, konsultationer og andre sygehusbesøg, ligesom sundhedspersonalets ressourcer kan bruges mere effektivt.
Sundhedsreformen fra 2022 giver til en vis grad mulighed for at imødekomme disse udfordringer, da der afsættes 500 mio. kr. af nærhospitalspuljen til at investere i it, teknologi og udstyr til at understøtte bedre hjemmebehandling og sammenhæng mellem sektorer. Men det er i det store billede få penge, der skal fordeles ud over fem år.
Regeringens strukturkommission bør også sætte en retning for, at ny velfærdsteknologi indgår som et centralt element, når vi skal imødekomme udfordringen med flere mennesker med kroniske lidelser.
Der skal selvfølgelig følge penge og investeringer med, så alle de mennesker med diabetes, der er motiverede, kan få adgang til disse teknologier.
Her kan Regeringens sundhedsfond forhåbentlig spille en væsentlig rolle, hvis den – som der står i regeringsgrundlaget – vil satse på teknologi og digitalisering, som sikrer danskerne nem og lige adgang til forebyggelse og sygdomsbehandling.
Men hele misæren omkring glukosemålerne er også et vink med en vognstang om, at der skal tages helt anderledes fat på den kommende sundhedsteknologi, så nyt udstyr kategoriseres entydigt.
Ved klart fra introduktionen at fastlægge om et specifikt udstyr enten er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab, kan man undgå, at borgerne ender mellem to stole – og ligeledes bør man sikre ens tildelingskriterier mellem landets fem regioner.
Og det er kort sagt hul i hovedet, at vi på trods af fagkundskabens anbefalinger kun tilbyder sensorbaserede glukosemålere til halvdelen af alle med insulinkrævende diabetes.
Den manglende udbredelse af diabetesteknologi er blot ét eksempel på, at der er for stort et gab mellem, hvor langt den teknologiske udvikling er kommet, og hvilke behandlinger politikerne prioriterer.
Vi i Diabetesforeningen vil kæmpe videre for mere teknologi.
For det er i sidste ende patienterne, der betaler prisen, hvis vi ikke formår at udnytte innovationen og teknologiens potentiale fuldt ud og tager højde for afledte effekter i andre kasser end den kasse, hvor udgiften ligger.
Læs mere:
Mennesker med diabetes er klar til brugen af kunstig intelligens