Tre personer med type 2-diabetes om at prøve en sensor: "Den har lært mig noget nyt"

De tre interviews er oprindeligt bragt i medlemsmagasinet Diabetes, juni 2024. 

Kan brug af en sensorbaseret glukosemåler i en afgrænset periode styrke mennesker med type 2-diabetes’ viden om deres blodsukker, og hvordan kost og motion påvirker blodsukkeret? Det undersøger Diabetesforeningen i projektet 2Sense, hvor personer med type 2-diabetes, der ikke tager insulin, kan prøve en sensorbaseret glukosemåler i 14 dage.

Dyk ned i resultaterne fra pilotprojektet 2Sense her

Susanne Brøndbjerg Højlund, Manjit Singh Parwana og Linda Olsen deler deres erfaringer fra tiden med en sensor.

Sensoren har givet mig ro i sjælen

– Jeg har ret godt styr på min diabetes, men jeg har faktisk lært noget nyt af at bruge sensoren. Jeg besluttede mig for at teste, hvordan min krop reagerede på kage. Jeg vidste, jeg ville blive straffet i forhold til mit blodsukker. Men jeg var ikke klar over, hvor hårdt jeg ville blive straffet. Så jeg har lært, at hvis jeg skal have kage, så skal jeg tage en meget mindre portion.

– Men jeg har også fundet ud af, at jeg godt nogle gange kan spise og drikke noget, der måske ikke er det bedste for mit blodsukker, hvis jeg sørger for at bevæge mig bagefter. Jeg har hele tiden vidst, at det var vigtigt for mig at gå ture, men jeg vidste ikke, hvornår det var vigtigt. Men hvis jeg kan se på sensoren, at mit blodsukker er på vej op, så går jeg en lille tur.

– Jeg kunne godt finde på at købe en sensor måske hver tredje måned. Jeg plejer at måle blodsukker med fingerprikker, men sensoren giver et helt andet overblik, fordi jeg får målt mit blodsukker meget mere. Hvis der er noget, jeg er i tvivl om, kan jeg se mit blodsukker på min telefon hele tiden, så sensoren har givet mig ro i sjælen.

Manjit Singh Parwana, 66 år, type 2-diabetes

Den morgenmad, jeg troede, var fantastisk, giver mig højt blodsukker

– Min læge siger, jeg ikke skal måle blodsukker. Men hvis jeg ikke gør det, så ender det med at være lægen, der styrer det hele. Så føler jeg ikke, at jeg har styr på min egen sygdom. Jeg er virkelig fortaler for at måle blodsukker, så man har hånd i hanke med sin sygdom, og hvad man selv kan gøre.

– Og det er meget nemmere med sensoren. Den har lært mig noget nyt i forhold til den morgenmad, jeg spiser, som jeg troede var fantastisk i forhold til diabetes. Men det er den åbenbart ikke for mit blodsukker, for den får mit blodsukker højt op. Det overraskede mig, for det har jeg ikke opdaget med fingerprikkeren. Så nu prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg kan ændre min morgenmad, så mit blodsukker ikke reagerer så meget. Så sensoren har givet mig brugbar indsigt.

– Det kunne være interessant engang i mellem at få en sensor på. For hvis jeg er lidt på afveje, får jeg det måske først at vide et halvt år efter, når jeg er til kontrol. En sensor kan give mig klart blik på, om jeg er på rette spor i forhold til min diabetes.

Linda Olsen, 73 år, type 2-diabetes

Når jeg kan følge med, er det ikke længere teori – det er fakta

– Sensoren har givet mig en helt anden forståelse for, hvordan min krop reagerer i forhold til den mad, jeg spiser. Jeg ved jo godt, hvordan jeg bør spise. Men det er noget andet, når jeg kan følge med i mit blodsukker. Så er det ikke teori længere. Nu er det fakta. Og så går der sport i at holde blodsukkeret i det grønne område. Sensoren motiverer mig til at bevæge mig mere og finde ud af, hvilken mad der er bedst for mit blodsukker.

– Men sjovt nok, så tænker jeg ikke lige så meget over, hvad der sker i min krop, som jeg gjorde før, jeg fik sensoren. Før kunne jeg få lidt tankemylder, fordi jeg var usikker på, hvad der skete i min krop, og hvad den havde brug for. Sensoren giver mig svar. Jeg er mere med i, hvad der foregår i min krop nu.

– Og os med type 2-diabetes er blevet banket oven i hovedet med alt det, vi skal holde os fra. Men med sensoren har jeg fundet ud af, at der faktisk er noget af det, jeg godt kan spise uden dårlig samvittighed – selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser. Så sensoren giver mig også noget frihed.

– Før tænkte jeg ikke rigtig, at jeg havde brug for en sensor. Men nu vil jeg helst ikke af med den igen!

Susanne Brøndbjerg Højlund, 62 år, type 2-diabetes