Fodterapi udgør en central del af behandlingen af mennesker med diabetes

Vi spørger Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark og næstformand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn om, hvordan mennesker med diabetes kan få bedre og nemmere adgang til fodterapi.

Bo Libergren Web
05. marts 2024 | Af Claus Bøggild clb@diabetes.dk

Hvor vigtig er fodterapi i dine øjne i behandlingen af mennesker med diabetes?

– Fodterapi er en vigtig del af behandlingen af mennesker med diabetes. Det gælder særligt den forebyggende behandling, hvor fodterapeuter spiller en central rolle i at forebygge senfølger af diabetes som udvikling af fodsår. På den måde medvirker de til at minimere antallet af amputationer.

Hvor ser du udfordringen for mennesker med diabetes for at opnå bedre adgang til fodterapi?

– En af de centrale udfordringer er ventetiden. Efterspørgslen på fodterapi stiger støt. Det betyder, at ventetiden flere steder i landet bliver længere. Det er derfor vigtigt, at der er et tilgængeligt og nært tilbud om fodterapi til alle borgere. Det gælder også for borgere med diabetes.

Det er vigtigt, at der er et tilgængeligt og nært tilbud om fodterapi til borgere med diabetes.

Hvad kan der gøres ved ventetiden?

– En af mulighederne er at uddanne flere fodterapeuter. Derfor arbejder vi på at få en fodterapeutskole i Region Syddanmark. Det vil gøre det mere attraktivt at tage uddannelsen, når man ikke skal pendle til én af de to eksisterende skoler i Randers og København.

– En anden mulighed er at gøre det lettere for fodterapeuter at få et ydernummer (yder af behandlinger for den offentlige sygesikring, red). I Region Syddanmark har vi i flere år haft såkaldte ”åbne områder”. Her kan fodterapeuter frit få et ydernummer, så længe de opfylder de krav, der er fastsat i fodterapeuternes overenskomst. Samtidig kan fodterapeuterne frit ansætte op til seks fodterapeuter på deres ydernummer. Åbne områder er områder med et lavt antal fodterapeuter i forhold til antallet af borgere.

Hvordan vil regionerne sikre, at de gode eksempler, for eksempel fra din egen region Syddanmark, hvor man arbejder på, at fodterapeuten kan henvise direkte til ambulatoriet, bliver bredt ud til hele landet?

– I regionerne bestræber vi os selvfølgelig på at dele gode erfaringer og viden med hinanden. Også i dette tilfælde, hvor vi arbejder på at gøre det muligt for fodterapeuter at henvise direkte til sårambulatorierne.

Hvordan kan den kommende overenskomst mellem Danske Regioner og Danske Fodterapeuter bidrage til, at endnu flere med diabetes får fodbehandling?

– Overenskomsten kan være med til at sætte rammerne for, om særlige patientgrupper skal tilgodeses i en overenskomstperiode. Fodterapi udgør en central del af behandlingen af mennesker med diabetes. Denne patientgruppe vil også være et af fokuspunkterne i forhandlingerne af den kommende overenskomst.

Fod Amputationer 1080X1080

600 er 600 for mange

600 personer med diabetes betaler hvert eneste år prisen, når de får foretaget en amputation for første gang. Det, mener vi, er 600 for mange. Derfor kalder vi på handling. Nu.
image-text
Magasinet Diabetes 01 2024 Forside

Få historierne hjem til dig

Som medlem af Diabetesforeningen får du friske diabeteshistorier i magasinet direkte i din postkasse fire gange om året.
Kend Dine Fødder

Kig ned en gang om dagen

Når du har diabetes, kan det blive sværere at mærke, når skoen gnaver. Kig ned en gang om dagen - så er du altid klar til det næste skridt.

Få fem tips til at passe godt på dine fødder