Min største bekymring er, om jeg kan få lov til at blive tilset

45 minutter og en aftale uden om systemet. Det var, hvad det krævede, før Ole Hansen fik sit seneste fodsår tilset på et sårambulatorie. I dag har 39-årige Ole Hansen stadig sine tæer og fødder i behold, men hvis ikke hans fodterapeut havde kæmpet for at få ham tilset, kunne det hurtigt være endt værre.

– Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde fået en tid til at få det tjekket. Havde jeg gået to dage mere, kunne min situation måske have set anderledes ud. Jeg ved, at det kan gå stærkt, når først det rigtig får fat, siger Ole Hansen, der allerede begyndte at gå til fodterapeut kort tid efter, han fik sin diagnose for 17 år siden.

På grund af sin diabetes har Ole Hansen ikke noget følelse i fødderne, og ifølge ham har han skrøbelige fødder. Han har derfor en lang historik med fodsår, og et par gange har det været tæt på at gå virkelig galt.

Senest var i juni 2023. Ole Hansen får hos sin fodterapeut Charlotte Virkelyst Madsen fulgt op på et fodsår, der har ligget gemt bag noget hård hud. Såret ser fint ud. Men da hjemmesygeplejersken tre dage efter tilser såret, er det nu omringet af rødme, der går til omkring forfoden. Hjemmesygeplejersken indtegner rødmen. Allerede dagen efter ringer Ole Hansen til lægen, da han synes, det presser i foden.

– Jeg ringede også til lægen om fredagen, fordi jeg ved, at det ikke er til at få fat i nogen i weekenden. Jeg ville i gang en hverdag, hvor det er nemmere at komme igennem systemet.

Lægen tilser og poder såret og sender ham på weekend med en recept på penicillin. Da Ole Hansen møder op til sin planlagte fodterapi mandagen efter, er hans fod hurtigt blevet markant værre. Rødmen, der før gik til forfoden, går nu op til anklen. Foden er varm og hævet. Da fodterapeuten undersøger fodsåret, kan hun se, at det nu er cirka en halv centimeter dybt. Alt dette til trods for, at Ole Hansen har taget penicillin hen over weekenden.

Kampen for en henvisning

– Da jeg var på vej hen til Charlotte, vidste jeg godt, at jeg nok ville ende på sårambulatoriet. Og jeg ved, at når hun næsten ikke vil pille ved det, så plejer det ikke at være et godt tegn, siger Ole Hansen.

Fodterapeuten kontakter sårambulatoriet og beder om en akuttid til ham. Hun bliver bedt om at sende en henvisning, men det kan hun ikke som fodterapeut. Hun er derfor tvunget til at kontakte Ole Hansens egen læge for at få en henvisning. Men da det er uden for åbningstid, skal hun ringe til akuttelefonen, som omstiller til en anden læge i området. Lægen vil ikke tilse Ole Hansen og vil ikke lave en henvisning til ham, når de ikke kender ham.

Ole Hansens fodterapeut er nu nødt til at kontakte sårambulatoriet igen. Hun ved, hvad hun skal sige, for hun
har tidligere arbejdet på selv samme ambulatorie. Så efter en lang kamp går en lægemed til at tilse Ole Hansen dagen efter. Uden en henvisning.

Fodterapeuten ender sammenlagt med at bruge 45 minutter på at få en akuttid til Ole Hansen på sårambulatoriet.

Hvis ikke hun havde gjort det, frygter jeg, det var gået galt med min fod. Og hvad med dem, der ikke har en Charlotte til at kæmpe for dem?

Ole Hansen, 39 år, type 2-diabetes

Lægen på sårambulatoriet klipper dagen efter et stykke af hans knogle i foden af og lægger gentacoll-penicillin ind i såret mod betændelse i knoglevævet.

– Jeg husker, at sygeplejersken sagde, at det var godt, jeg kom derud, da jeg gjorde.

Den største barriere

Ole Hansens infektion var alvorlig. Når først en infektion har nået knoglen, kan den hurtigt sprede sig, og det kan resultere i amputation. I værste fald blodforgiftning, der kan være livsfarligt.

Det er ikke overraskende for Ole Hansen, at det var sådan en kamp for ham at blive tilset. For ham er situationen bare et ekstremt eksempel på, hvordan han altid synes, det har været.

– Jeg har altid oplevet det som besværligt at komme igennem. Det er næsten det, man bruger mest tid på, siger han.

Til trods for Ole Hansens historik med fodproblemer har han én ting, der er i hans favør. Han heler hurtigt, når først han kommer i behandling. Netop derfor er barrieren for at komme i behandling en større bekymring for ham end den behandling, der måtte vente ham på den anden side.

– Det med at komme igennem er det værste. Når først det er på plads, så har jeg ro i sindet. Så ved jeg, at det bliver kontrolleret, og så plejer det jo at gå. Det tog tre måneder for Ole Hansens fodsår at hele efter besøget på sårambulatoriet og siden har han ikke haft problemer med det.

– Jeg er glad for, at det endte, som det gjorde. Det er jo fødderne, der skal bære en hele livet, som man siger. Så jeg er glad for, at jeg har dem endnu.