Nu skal politiske aftaler om sensorer ud at leve: Se, hvornår det bliver din tur
I udgangen af 2023 blev det besluttet, at alle med type 1-diabetes skal tilbydes en sensorbaseret glukosemåler af regionerne, ligesom en forsøgsordning om sensorer til mennesker med type 2-diabetes er lige på trapperne. Du kan her læse, hvad det betyder for dig.
I løbet af de kommende fem år vil alle voksne med type 1-diabetes blive tilbudt en sensorbaseret glukosemåler – om end det sker i varierende hastighed fra region til region.
Og fra næste år får også 4.400 mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin flere gange om dagen, glæde af teknologien i en ny forsøgsordning.
Det er store skridt i den rigtige retning.
For adgangen til sensor har nogle åbenlyse fordele. Ikke kun for det enkelte menneske med diabetes, men også for samfundet.
Vigtigst af alt løfter teknologien behandlingen i en sådan grad, at risikoen for følgesygdomme som amputationer, nervesygdomme, blindhed og tidligere død reduceres markant. Det er åbenlyst godt for mennesker med diabetes, og samtidig letter det presset på sundhedsvæsnet og gavner samfundsøkonomien.
Men kampen er ikke slut.
For tildelingen af sensorer til mennesker med type 1-diabetes går desværre ikke lige hurtigt i alle regioner. I Region Nordjylland og Region Midtjylland vil sensorer først nå ud til alle voksne med type 1-diabetes i 2028, mens de øvrige regioner forventer at være i mål i løbet af 2025.
Derfor kæmper Diabetesforeningen for, at Region Nordjylland og Region Midtjylland får sat turbo på implementeringen, så alle voksne med type 1-diabetes tilbydes sensor i samme tempo, uanset hvor i landet de bor.
Vi kæmper også for, at forsøgsordningen, der giver adgang til sensorer for en udvalgt gruppe voksne med type 2-diabetes, bliver permanent og kommer ud til endnu flere.
For det betaler sig at investere i moderne diabetesteknologi.
Hvornår kan du få sensor, hvis du har type 1-diabetes?
I oktober gav alle landets fem regioner via deres budgetter grønt lys til Behandlingsrådets anbefaling om at tilbyde en sensor til alle voksne med type 1-diabetes.
Dog er ikke alle regioner lige hurtige til at få ført den beslutning udi livet. Derfor vil nogle voksne med type 1-diabetes opleve, at der går lidt længere tid, før de har en sensor siddende på armen.
Diabetesforeningen har bedt alle regionerne om at fremlægge deres implementeringsplaner.
Find din egen region herunder.
Hvornår kan du få sensor, hvis du har type 2-diabetes?
I december 2023 blev der afsat penge til en forsøgsordning, der også giver adgang til sensor for en række danskere med type 2-diabetes.
Midlerne til forsøgsordningen kommer fra regeringens teknologipulje på 500 mio. kr., der skal fremme udbredelsen af digitale behandlingstilbud. Diabetesforeningen har kæmpet for, at netop teknologipuljen skulle bruges på at sikre diabetesteknologi til flere. Derfor er aftalen en stor sejr.
Forsøgsordningen henvender sig i første omgang til de op mod 4.400 danskere med type 2-diabetes, der tager insulin flere gange dagligt og har et langtidsblodsukker over 53 mmol/mol.
De kan forvente at få tilbudt sensoren i løbet af 2025 og 2026. Danske Regioner er i gang med at lægge en plan for, hvordan ordningen konkret skal føres ud i livet. Derfor ved vi endnu ikke helt præcist, hvem der får tilbudt en sensor, eller hvor de mennesker skal gå hen for at få den.
Forsøgsordningen løber til og med 2026.
På baggrund af erfaringerne fra forsøgsordningen skal Behandlingsrådet vurdere omkostningerne og effekterne af at tilbyde sensorer til voksne med type 2 diabetes. Derefter skal folketingspolitikerne tage stilling til, om sensorerne kan tilbydes permanent til alle eller udvalgte grupper af voksne med type 2-diabetes.
Læs mere
3 ud af 5 regioner giver sensor til alle voksne med type 1-diabetes
Ny teknologiaftale er en sejr for mennesker med type 2-diabetes