Almen praksis skal forpligtes til at opsøge sårbare borgere

Tallene taler i tydelige tunger, når det kommer til ulighed i sundhed, og i det regnestykke er type 2-diabetes en af de mest ulige kroniske sygdomme, vi har i Danmark. Det dokumenterer flere undersøgelser og rapporter.

Eksempelvis skrev Sundhedsstyrelsen i 2018, at personer med folkeskole som eneste uddannelse har omtrent tre gange så høj risiko for at udvikle type 2-diabetes som dem med lange uddannelser.

Og sidste år konkluderede Sundhedsstyrelsen i rapporten ’Social ulighed i sundhed og sygdom’, at personer med lav indkomst diagnosticeres cirka 10 år senere end personer med høj indkomst.

Brug for handling nu

Diabetesforeningen arbejder for at bringe tidlig opsporing af type 2-diabetes på dagsordenen, for vi ved, at jo tidligere, man kommer i behandling for sin type 2-diabetes, og jo mere velreguleret man er, jo mindre er risikoen for, at man udvikler alvorlige følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme og nyresvigt.

I rapporten ’Diabetes Impact Studies’ fra 2016 fremgår det, at personer med lav indkomst diagnosticeres gennemsnitligt cirka 10 år senere end personer med høj indkomst. 13 procent af de nydiagnosticerede danskere med lav indkomst viser sig da også at have svære komplikationer på diagnosetidspunktet, hvilket kun gælder for 6 procent af dem med høj indkomst.

Ulighed i sundheden for mennesker med type 2-diabetes er skræmmende veldokumenteret

Jeg kunne blive ved, men det er vel ikke nødvendigt, for min pointe er klar: Ulighed i sundheden for mennesker med type 2-diabetes er skræmmende veldokumenteret, og som velfærdssamfund kan vi ikke stikke hænderne i lommen og lukke øjnene for uligheden. Vi skal handle, og vi skal handle nu.

Derfor har Diabetesforeningen sammen med eksperter lavet en række anbefalinger til en bedre behandling af mennesker med type 2-diabetes. Kort sagt ønsker vi, at alle mennesker med diabetes får samme høje behandlingskvalitet uanset uddannelse, indkomst og hvor i landet de bor. Sådan er det langtfra i dag, og derfor bør målrettet behandling til personer med diabetes og andre kroniske sygdomme stå centralt, når aftalen om de 21 nye sundhedsklynger skal foldes ud.

Tidlig opsporing kan mindske uligheden

Når vi taler om type 2-diabetes går 85 procent i behandling hos egen læge, og behandlingen i den almene praksis er generelt karakteriseret ved, at folk selv henvender sig, når symptomerne melder sig. Den tilgang udgør dog en stor barriere for de borgere, der er allermest sårbare i forhold til at kunne mestre egen sygdom og søge behandling.

Jo længere tid man går rundt med en uopdaget diabetes, jo større er risikoen for at udvikle alvorlige følgesygdomme, der i værste fald kan have fatale konsekvenser. Som tallene viser, er der behov for, at samfundet sætter ind og ændrer tilgangen til opsporing og behandling af de borgere, der er i størst risiko for ikke at være velbehandlede.

Læs også: Mærkesag - tidlig opsporing og rettidig behandling

I en tid, hvor Sundhedsstyrelsen lægger sidste hånd på den kommende sundhedsreform, mener Diabetesforeningen, at tidlig opsporing bør være en indsats, som tænkes med i konkretiseringen af den.

Diabetesforeningen anbefaler, at den almene praksis med støtte fra specialiserede diabetessygeplejersker, nye nærhospitaler og kommuner forpligter sig til at opsøge sårbare borgere, der giver anledning til bekymring.

Det kan ske gennem opfølgende telefoniske samtaler såvel som tilbud om besøg i hjemmet, på plejehjem mv. for at følge op hos mulige risikopatienter. Der bør også samles op på erfaringer fra den nationale handlingsplan for diabetes, som afprøvede en række modeller for tidlig opsporing.

Debatindlægget blev bragt i Sundhedsmonitor den 4. november 2021.