9-årige Villads fik type 1-diabetes, da han var 4½ år gammel. I dag er han ansigtet på Diabetesforeningens lotteri og glæder sig til at gå rundt med sin tvillingebror og sælge lodder for en god sag.
Pludselig gik det stærkt for familien Bøgedal i Silkeborg. Efter en weekend med en meget urolig fireårig Villads, der ikke ville sove, men gerne skrige af ondt i maven, gik turen til egen læge, hvor Villads fik målt sit blodsukker. Det var 32. Villads blev indlagt med det samme.
– Da vi kom hjem fra sygehuset, var det fuldstændig, som da vi kom hjem fra fødegangen med tvillingerne. Vi havde fået en ny baby, fortæller 40-årige Lonnie Bøgedal, der er uddannet pædagog. For selvom Lonnie og hendes mand Kenneth fire år tidligere var gået ud ad døren fra fødegangen med Villads og tvillingebror Bastian under armen og rygsækken fuld af stolthed og gå-på-mod, blev et lille barn med type 1-diabetes en voldsom omgang.
– Det var kaotisk i starten. Vi fik ikke meget søvn, diabetesudstyret fyldte, og vi fingerprikkede hele tiden. Det kunne tage en time at rette op på et lavt blodsukker, og samtidig havde vi en tvillingebror, der også krævede sit, forklarer Lonnie Bøgedal.
Villads fik med det samme en pumpe og efter et halvt år også en sensor. Det gjorde en kæmpe forskel for både Villads og hans bror – og for mor og far.
– Pludselig fik han sin energi tilbage, og det lettede utrolig meget på de to drenges forhold, at de nu kunne lege sammen igen uden at blive forstyrret fem gange i timen af en voksen. Samtidig fik vi voksne også lidt mere ro på og overskud i hverdagen. I lang tid startede alle vores morgener med, at den ene spurgte den anden, hvordan natten var gået med Villads, og hvordan blodsukkeret lå. Men nu har vi aftalt, at vi altså lige siger godmorgen til hinanden, før vi snakker om blodsukker, siger Lonnie med smil i stemmen.
Der var også en børnehave og siden en skole, der skulle klædes på til at hjælpe Villads til en tryg barndom uden for hjemmet.
Lonnie havde orlov og kunne være i børnehaven hver dag i tre måneder.
– Det var en proces, hvor vi skulle lære børnehaven op i noget, vi ikke rigtigt selv vidste så meget om, men det gik faktisk rimelig hurtigt med at få en dagligdag til at fungere. Børnehaven lagde alle kræfter i, for at vi kunne fortsætte med at få den praktiske med videre i skolen, fortæller hun.
Selv om tilværelsen med diabetes nogle dage er meget hård og belastende, skal der også være plads til det gode.
– Det er en træls sygdom, konstaterer Lonnie.
– Men det skal vendes til så meget positivt som muligt. Lige nu kan han som regel selv finde ud af at tjekke sin sensor, inden han hopper på trampolinen, men han håber, at han engang kan få en pille, så han ikke skal tænke på diabetes hele tiden. Og derfor glæder han sig til at gå rundt og sælge lodder med et billede af sig selv på. Man kan utrolig mange ting, selvom man har diabetes, og man kan altid støtte et godt formål og få skaffet mere opmærksomhed på sygdommen og mere forskning i området.
Med lotteriet kan du både vise din støtte og vinde stort. Hvert år trækker vi nye vindere af rejsegavekort, et årsforbrug til Aarstiderne, en spritny bil og meget mere. Tænk hvis 2022 var året, hvor du vandt?
I september udsender vi skrabelodder til udvalgte medlemmer. Så hold øje med din post!