Ikast FS Badminton tjente 16.814 kr. ved at sælge skrabelodder til Diabetesforeningens Jubilæumslotteri. Det giver råd til at udvikle klubben midt i en coronatid: Et nyt klublokale blev indrettet, og trænerne sendes på kurser for at styrke niveauet.
I efteråret var alle Ikast FS Badmintons mere end 100 spillere på banen med salg af skrabelodder for Diabetesforeningen. Indtjeningen højner kvaliteten i klubben ved at sende trænerne på kurser, så de fortsat kan dygtiggøre sig.
– Vi er en stor klub med virkelig gode træningsmuligheder og dygtige trænere og sørger for, at de løbende kommer på kurser for at optimere træningen til gavn og glæde for spillerne. Og så har vi brugt nogle af pengene på indretning af vores nye klublokale, hvor trænerne mødes og forbereder sig, fortæller Erik Linneberg, der er træner i klubben og var med til at koordinere skrabelodssalget.
Den stærke klubånd betød, at samtlige af Ikast FS’ badmintonspillere bakkede op om initiativet til at sælge skrabelodder. I den store ungdomsafdeling meldte fem sig som koordinatorer:
– De var meget engagerede og forklarede kammeraterne, hvad diabetes er, og hvordan salget støtter diabetessagen. Det interesserede og motiverede de unge, som brugte den baggrundsviden, når de solgte lodderne, siger Erik Linneberg.
Spillerne solgte 1201 lodder og støttede dermed diabetessagen med 19.216 kr. For klubben er skrabelodssalget en god indtjeningsmulighed.
Det er en udfordring for os at skaffe penge under coronakrisen. Vi har et af Danmarks største ungdomsstævner, ISI Cup, som vi ikke kan afholde på grund af coronarestriktionerne. Så vi er nødt til at kigge på alternative måder, vi kan tjene penge til klubben på, og der er Diabetesforeningens skrabelotteri en god idé. Vi vil meget gerne deltage igen, fortæller Erik Linneberg.
Tilmeld skrabelotteriet
Deltag i Diabetesforeningens skrabelotteri som koordinator for en klub, forening eller skole eller som privatsælger.