Fodboldspillere tager på Lalandia-ferie
Pigerne fra Havdrup Fodbolds årgang 2007-2008 tjente 10.360 kr. på salg af skrabelodder til Diabetesforeningens Forårslotteri. Pengene går til holdets årlige oplevelsesferie i Lalandia.
Pigerne fra Havdrup Fodbolds årgang 2007-2008 tjente 10.360 kr. på salg af skrabelodder til Diabetesforeningens Forårslotteri. Pengene går til holdets årlige oplevelsesferie i Lalandia.
For Havdrups fodboldglade piger fra årgang 2007-2008 er det ikke kun resultaterne, der tæller. Sammenholdet med veninderne og deres fælles oplevelser er nemlig drivkraften for spilleglæden. Oplevelserne har de i flere år tjent penge til ved at sælge skrabelodder til Diabetesforeningens halvårlige lotterier. I foråret sparkede de derfor atter gang i gadesalget for at samle ind til Lalandia-ferie i oktober.
– Pigerne glæder sig til seks dage, hvor de skal bade, bowle, skøjte og spise sammen. Det er supervigtigt med adspredelse og hygge for holdet. Det er ikke sikkert, at alle ville have råd, men det fik de nu, fordi de har solgt skrabelodder. På den måde fik vi udvisket uligheden, fortæller Mary Sarpetti, holdets træner og mor til en af pigerne.
Hun står for at koordinere deres skrabelodssalg og fortæller, at når pigerne skal sælge lodder, deler de sig først op i mindre grupper og vælger, hvor mange lodder de vil sælge inden en bestemt dato. Hun bestiller som regel 100 ekstra, for pigerne er hurtige til at få dem solgt og beder ofte om flere. I foråret foregik det ved dørsalg og foran den lokale Super Brugsen, efter pigerne havde spurgt butikschefen om lov til at stå der.
– Folk er meget positive og tager godt imod pigerne, når de spørger, om de vil hjælpe dem med at støtte børn med diabetes. Der er folk, der har købt 10 lodder på en gang. Og så har salget udviklet pigernes selvtillid. Genertheden er lagt væk, fordi de har vænnet sig til at kontakte folk, de aldrig har mødt før, og bede om hjælp. Den udvikling tager de med sig i skolen, siger Mary Sarpetti.
Som altid kom pigerne i mål med salget af de bestilte lodder. I alt 740 solgte lodder betød en samlet støtte på 11.840 kr. til diabetessagen. Et godt formål af personlig betydning for pigerne. For de har selv valgt, at de vil støtte Diabetesforeningens arbejde, når de skal tjene penge:
– De kan se sig selv i det og kender alle sammen en med diabetes. Flere af dem har en mormor eller morfar, som ikke har passet sin diabetes ordentligt og derfor fået nedsat syn eller amputeret tæer. Det har gjort stort indtryk på pigerne. Derfor er det vigtigt for os, at vi støtter diabetessagen, samtidig med at vi tjener penge til vores formål. Og pigerne har godt af at lære, at de skal yde for at nyde, fortæller Mary Sarpetti.
Tilmeld skrabelotteriet
Deltag i Diabetesforeningens skrabelotteri som koordinator for en klub, forening eller skole eller som privatsælger.