Skoleklasser tog på ryste-sammen-tur i klatrepark
Eleverne fra 7.AS og 9.AK på Uglegårdsskolen tjente 10.332 kr. på salg af skrabelodder til Diabetesforeningens Jubilæumslotteri. Pengene gik til en fælles aktivitetstur i klatreparken Go High.
Eleverne fra 7.AS og 9.AK på Uglegårdsskolen tjente 10.332 kr. på salg af skrabelodder til Diabetesforeningens Jubilæumslotteri. Pengene gik til en fælles aktivitetstur i klatreparken Go High.
Klatrevægge, trapez, gyngende træstammer, svævebaner og frit fald fra store højder. Ingen udfordring er for stor for eleverne fra 7.AS og 9.AK på Uglegårdsskolen, hvor mottoet lyder ”Vi kan, og vi dur”. Det beviste de i efteråret. For de tjente 10.332 kr. på skrabelodssalg for Diabetesforeningen og brugte pengene på en ryste-sammen-tur i klatrepark, hvor de udfordrede sig selv og hinanden.
– Eleverne havde en fantastisk dag med teambuilding-aktiviteter på tværs af klasserne. For det er ikke sikkert, at den, man plejer at være sammen med, tør det samme som en selv. Når de unge kommer ud af deres komfortzone, prøver de grænser af. Derfor var det en ud af kroppen-oplevelse for mange af dem, fortæller elevernes lærer Christian Overgaard Nielsen, initiativtager og koordinator for deres salg af skrabelodder for Diabetesforeningen. Det har han god erfaring med fra tidligere, hvor formålene har været at samle ind til lejrskoler.
Eleverne havde en fantastisk dag med teambuilding-aktiviteter på tværs af klasserne
Idéen til den fælles tur fik lærerne, fordi 7.AS er den første klasse på Uglegårdsskolens nye udskolingslinje, Sport-, medier og sprog, og har to ugentlige linjetimer sammen med 9.AK. Formålet med elevernes salg af skrabelodder var at holde udgifterne nede til indgangen i klatreparken og busturen ud og hjem.
– Skrabelodssalget er dejligt nemt at gå til. Vi talte om, hvad diabetes er, og hvordan de er med til at støtte, så eleverne kunne fortælle folk om det formål. De fik hver 20-25 lodder, som de blandt andet solgte ved Solrød Center og Solrød Strands S-togsstation efter at have spurgt om lov til at stå der, siger Christian Overgaard Nielsen.
Skrabelodssalget er dejligt nemt at gå til
I alt solgte eleverne 738 lodder og støttede diabetessagen med 11.808 kr. Den dobbelte støtte har stor betydning, fortæller Christian Overgaard Nielsen:
– Det er vigtigt for os, at salget støtter et godt formål, og vi er glade for støtten til vores. Det er en god ordning, så vi deltager bestemt igen.
Tilmeld skrabelotteriet
Deltag i Diabetesforeningens skrabelotteri som koordinator for en klub, forening eller skole eller som privatsælger.