Tøjdyr gav diabetesforskere noget at tænke over
Otte ph.d.-studerende fik tirsdag et kursus i, hvordan de bedst kan formidle deres forskning om diabetes til den brede offentlighed. For nogle af dem var det en udfordring. Diabetesforeningen mener, at der er et stort behov for kvalificeret forskningsformidling.
Dansk, tysk, spansk og kinesisk. Der findes mange forskellige sprog ude i verden.
Og så er der det, der primært tales blandt de kloge hoveder på landets hospitaler, laboratorier og højere læreanstalter: Forskersproget.
Ofte er det kendetegnet ved et højt lixtal, mange fagtermer og lange, snørklede sætninger. For den almindelige dansker kan det af og til være svært at forstå, hvad forskerne egentligt gerne vil ud med.
Derfor sad otte ph.d.-studerende inden for diabetesområdet tirsdag plantet i et mødelokale i det indre København. Danish Diabetes Academy havde sammen med Diabetesforeningen inviteret dem på et todageskursus i forskningsformidling, der til sidst skal munde ud i en kort videopræsentation af deres forskningsprojekter.
- Vi underviser dem i præsentationsteknik, så deres arbejde ikke bare bliver inden for universitetets fire vægge, men rent faktisk kommer ud til dem, der har brug for det. De bliver taget igennem hele processen, lige fra opbygningen af præsentationen og dens indhold, til man står på scenen og skal føre sig frem. Her handler det i høj grad også om at forstå, hvilken målgruppe man henvender sig til, forklarer Nellie Linander, en af kursets oplægsholdere.
Aha, spændende
Hen ad eftermiddagen viftede hun rundt i lokalet med en humlebibamse for at demonstrere, hvordan forskellige rekvisitter kan visualisere et budskab og dermed lette forståelsen af det. Humlebien har faktisk ikke kun to vinger, som de fleste forestiller sig, men fire, lød budskabet. Aha, spændende, stod der at læse i ansigtet på de ph.d.-studerende.
Vi ved, at der blandt vores medlemmer er en voldsom interesse for forskningen, og derfor bliver der stillet store krav til forskerne om at kommunikere på en skarp og kvalificeret måde.
Senere fik de et mere afdæmpet oplæg om kropssprog og stemmeføring, og om hvordan de skruer et godt diasshow sammen. Og sidst på dagen blev de ph.d.-studerende så bedt om at fremhæve komplicerede fagudtryk fra deres forskningsprojekt og erstatte dem med en analogi eller et ord på hverdagsdansk.
Samme opgave stillede Diabetesforeningens journalist en af kursets deltagere, Ashok Ganeshalingam, læge og ph.d.-studerende på endokrinologisk afdeling ved Odense Universitetshospital. Forklar dit forskningsprojekt - først til fagfæller, dernæst til lægmand.
- Jeg kigger på forebyggelse af type 2-diabetes hos personer med skizofreni, siger han.
Så langt, så godt.
- Der er cirka 43.000 med skizofreni, cirka 20 procent af dem udvikler type 2-diabetes under deres behandling, og en tredjedel får kardiovaskulære komplikationer. Jeg vil undersøge, om behandlingen med et GLP1-analog, der hedder Ozempic, kan være med til at forebygge diabetes hos patienter med skizofreni. Vi håber at inkludere 174 patienter i projektet, hvor vi vil randomnisere halvdelen til behandling og den anden halvdel til placebobehandling for at se, om vi kan modarbejde metabolisk syndrom, prædiabetes og deraf den kardiovaskulære mortalitet.
Og hvad betyder det så?
- Cirka hver femte af alle patienter med skizofreni udvikler type 2-diabetes, mens en tredjedel får hjertekarsygdomme (kardiovaskulære komplikationer, red.), der betyder, at de lever 15-20 år kortere end gennemsnitsbefolkningen. Vi vil undersøge, om vi kan forebygge det ved at give halvdelen af 174 patienter en almindelig diabetesbehandling, der hedder semaglutid, og den anden halvdel en placebobehandling, altså virkningsløs behandling, udpensler Ashok Ganeshalingam.
Han fæstner blikket, hænderne cirkulerer rundt i rolige bevægelser, og undervejs i talestrømmen holder han en pause for at være sikker på, at journalisten er med. Han har allerede har lært en masse.
Men Ashok Ganeshalingam indrømmer også, at det er en svær og anderledes øvelse. Kollegerne forstår jo godt, hvad han snakker om, mens den almindelige dansker ikke på samme måde er inde i stoffet.
Det betyder dog ikke, at hr. eller fru. Jensen skal snydes.
- Jeg kan sidde og fortælle i mange timer om min forskning, men det vigtigste er jo, at de personer, der i sidste ende skal have glæde af den, forstår, hvad jeg siger. At de kan være oplyste om deres muligheder, følge med i udviklingen og måske stille flere krav til deres behandling, siger han og tilføjer:
- Glæden går begge veje. Vi forskere skal have vores forskning ud at leve og gro blandt almindelige mennesker, så vi også får nogle patienter at behandle og noget at leve af.
Kendskab til videnskab er en menneskeret
Ifølge artikel 27 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948 har vi ”ret til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder”. Alene det burde være et bærende argument for netop at klæde forskerne bedre på til at formidle deres forskningsresultater.
Ifølge Nellie Linander er der også en anden god grund til at have fokus på forskningsformidling.
- Faktisk er det jo skattekroner, der betaler forskernes løn, så derfor er det supervigtigt, at offentligheden får indblik i, hvad pengene går til - også i et demokratisk perspektiv.
En formidlingsopgave, der ikke kun påhviler videnskabsjournalisterne, slår hun fast.
- Resultaterne fremstår mere troværdige, når de kommer fra forskerne selv, og præsentationen af dem kan blive mere interessant, når forskerne har en personlig tilknytning til forskningsområdet.
Men helt så simpelt er det måske ikke.
I en tid, hvor pseudovidenskab og misinformation trives på de sociale medier, skal forskerne lægge sig i selen for at sikre sig en troværdig stemme på disse platforme. Det mener Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.
- Videnskab og forskning kan gøre en kæmpe forskel for personer med diabetes. Vi ved, at der blandt vores medlemmer er en voldsom interesse for forskningen, og derfor bliver der stillet store krav til forskerne om at kommunikere på en skarp og kvalificeret måde, så intet kan misforstås og dermed få alvorlige konsekvenser, siger hun.
Frygter videopræsentation
Maria Hornstrup Christensen, ph.d.-studerende og koordinerende jordemoderspecialist ved Steno Diabetes Center i Odense, Odense Universitetshospital, er en af dem, der nu skal forsøge at leve op til de krav.
Hun forsker i langtidskonsekvenserne ved graviditetsdiabetes, men mener ikke, det er helt fremmed for hende at omsætte sin ekspertviden til hverdagsdansk. I arbejdet som jordemoder er hun nemlig dagligt i kontakt med ganske almindelige mennesker.
- Jeg kunne aldrig finde på at bruge et udtryk som kardiovaskulær, for det er der jo ingen, der forstår, fortæller hun.
Maria Hornstrup Christensen håber, at kurset kan give hende endnu flere konkrete værktøjer, så hendes forskningsprojekt ”ikke bare ender som et støvet eksemplar på mit skrivebord og hjemme hos mine forældre”.
Alligevel er det ikke uden nerver, at hun tager plads på stolerækkerne blandt de andre kursusdeltagere.
- Udfordringen bliver helt klart videopræsentationen. Det føles akavet for mig, når jeg skal tale til en skærm og ikke har nogen siddende ved min side til at modtage mit budskab.
Hvorfor har du så tilmeldt dig?
- Jeg kan bruge kurset til at stramme op på mine budskaber og blive helt præcis omkring, hvad jeg gerne vil sige, og hvorfor det er vigtigt at lytte til.
- Og så har jeg tilmeldt mig for at overskride nogle grænser. Bare fordi der er noget, man ikke bryder sig om, betyder det ikke, at man ikke skal gøre det, afslutter Maria Hornstrup Christensen.
De endelige videopræsentationer bliver delt på Diabetesforeningens hjemmeside.